Jeg kan godt kalde en person for skidtvigtig og stadig se vedkommende i øjnene. Skidtvigtig er beslægtet med dumstolt og kan bruges til at beskrive mennesker, der føler sig som noget særligt uden nødvendigvis at have så meget at have det i.
Tv-meteorologer kan for eksempel være vildt skidtvigtige og kan få det til at se ud, som om de personligt skal have en del af æren, hvis vejret bliver bedre i morgen.
Baristaer er et andet skidtvigtigt folkefærd. For ikke så mange år siden var det at lave kaffe bare noget, man gjorde, uden at det skulle være en særlig begivenhed, men nu er det blevet ophøjet til en kunstart, og det er der – nogen – baristaer, der er ret skidtvigtige omkring. Uh, se mig, jeg venter, til vandet er LIGE PRÆCIS 96 grader, før jeg hælder det over bønnerne.
De sidste 10 gange, Ekstra Bladet har brugt ordet, er det mig, der har skrevet det, kan jeg se, nu jeg tjekker det. Så jeg tror, jeg putter dumstolt ind i stedet for de næste tre gange.
Thomas Brunstrøm, freelancejournalist, leverer blandt andet artikler til Ekstra Bladet og politiken
– Fortalt til Jakob Albrecht
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.