Jeg har ikke noget yndlingsord, for en sproglig yndling forvandles hurtigt til en kliche. Og ordet risikerer at blive til et uudsletteligt vandmærke i enhver artikel. Skal jeg alligevel nævne et ord, som jeg lige nu elsker, bliver det oppebie.
Jeg læste nemlig forleden, at det er gledet ud af en eller anden moderne ordbog, fordi ingen bruger det, og ordet derfor regnes for forældet. Der burde lyde et råb om hjælp. Her har vi et smukt, gammelt, dansk ord; rundt, varmt og sjældent. Nu glemmer jeg det aldrig, og jeg oppebier kun en lejlighed til at bruge det.
»Han sprang bort uden at oppebie hans tak,« skrev forfatteren Jens Baggesen et sted. »Og den ene tåre kunde ikke oppebie den anden,« hed det hos Jeppe Aakjær.
Og H.C. Andersen: »Jeg posterede mig ved porten for at oppebie hendes ankomst.«
Ordet vil lyse som en diamant i en artikel. Og en chefredaktør vil evigt huske den freelancer, der tør skrive følgende i en mail: »Jeg oppebier fortsat mit honorar!«
Derfor er gamle, ubrugte ord mine evige yndlinge.
– Flemming Chr. Nielsen er journalist og forfatter – Fortalt til Jakob Albrecht
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Der er av guld. Noget man aldrig glemmer.
Find det í den sang av Ingmann: "Tit er jeg glad", som Carl Nielsens melodi giver klang.