search

Yndlingsord: Madamepose

Kender du ordet madamepose? Det er et sjovt ord, som alle kvinder, men næsten ingen mænd, kender.

Madameposerne hænger på alle offentlige toiletter i en slags clips og bruges til brugte bind og tamponer. Så man kan sige, at madameposer er et smukt ord for noget, der egentlig er grimt. Det snyder ligesom ”poubelle”, det smukke franske ord for skraldespand.

På posens forside er der en stor, blå bølge, selv om den vel burde være rød. Som om posen snyder lidt med sit indhold.

Jeg har filosoferet lidt over, at madamepose faktisk er et ord, jeg aldrig har set optræde andre steder end på poserne. For piger og kvinder er madameposer noget, vi lærer at kende tidligt, som følger os i periferien det meste af livet. De er en del af det kvindelige univers, som handler om menstruation og den hemmelige handel med bind og tamponer, der foregår på alle arbejdspladser mellem kvinder: »Har du et bind, jeg kan få?«, og så bliver de diskret overleveret under bordet.

Det er noget, man har sammen med andre kvinder, og i det kredsløb optræder madameposerne også. Jeg kunne godt tænke mig at skrive madameposens kulturhistorie.


Ditte Giese, kulturjournalist, Politiken – foto: Liv Aise
Fortalt til Jakob Albrecht

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen