Yndlingsord: Lys

”Hvis man rammer bogstaverne forkert i en sms, bliver kys til lys – og lukker man øjnene og tænker sig om, er der ingen forskel.” Steffen Slots yndlingsord er 'lys'

Der findes kun få ting, der er smukkere end lys, der stiger op over trætoppe i horisonten og livsglad fortæller, at en ny dag venter. 

Har du set lyset, kan man spørge. I religiøs betydning eller blot det, at man har fået en god idé eller fundet en løsning på et problem. November, december og januar har alt for få timer med lys, og lyset kan også være svært at finde i vores branche, hvor økonomien til at lave journalistik er under pres. 

Lys er et lille ord, der beskriver en stor kraft. Værd at opsøge. I øjne, i naturen, i arbejdslivet. 

Hvis man rammer bogstaverne forkert i en sms, bliver kys til lys – og lukker man øjnene og tænker sig om, er der ingen forskel. Et kys til den, man elsker, er lys. 

Steffen Slot er journalist på Frederiksborg Amts Avis 

0 Kommentarer