Jeg sidder her med en fin lille digtsamling, It’s, skrevet af en halvukendt fyr ved navn Bue P. Peitersen, der bruger et skønt ord, liflig. Liflig med de to i’er er et ord, man bliver kildret af i næsen, og det er tæt på, at ordet næsten siger sig selv. Liflig er et lifligt ord, dvs. lige så præcist som nydelsesfuldt.

Når vi skriver som journalister og publicister, er det med et formål, nogle har bedt os om det, og vi får penge for det. I de bedste øjeblikke er det en liflig oplevelse at skrive til avisen og forhåbentlig også at læse den. Men man har også en tendens til at lukke sig om et vokabularunivers og nogle særgloser, som man bliver irriteret på. Noget af det forbandede ved at være anmelder er for eksempel, at der findes så få ord til at beskrive noget godt. De fleste af ordene er ret kedelige – fremragende, glimrende, godt. Derfor skal man være opmærksom, når man falder over et fint, positivt ord som liflig.

Fortalt til Jakob Albrecht