Nikolaj Sonne, vært på DR 2's gadgetprogram So ein Ding og modtager af DRs sprogpris 2011.
Jeg gemmer indimellem en hyldest til den danske dancehallgruppe Bikstok Røgsystem i mine programmer. Jeg kan for eksempel godt finde på at kalde København for Kødbenhavn ligesom Bikstok Røgsystem.
I et program om kaffemaskiner forklarede jeg, at kaffe er gået fra at være en del af kostpyramiden til at være noget med oplevelser og events. Og jeg tilføjede, at cafe latte-paladserne »skyder op som paddehatte på en våd græseng«. Det sidste er taget direkte fra Bikstok Røgsystems plade Over stok og sten.
Jeg prøver at gøre det lidt subtilt, og jeg ved ikke, om der er nogen, der har opdaget det. Men jeg kan godt lide at sende en lille hilsen i håb om, at Bikstok måske selv opdager det en dag.
Jeg har altid været fan af Bikstok Røgsystem. For mig er det en gruppe, der ikke bare rapper om, hvor seje de er. Deres underfundige univers er en blanding af dybde og alvorlig fjol. Hvis man lytter efter, bruger de ord, som slet ikke findes – det er bare noget, de har fundet på.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.