»Der er noget modsætningsfyldt over ordet kliché. Selve lyden har jeg altid godt kunnet lide. Smækket med tungen, når man udtaler kli-lyden efterfulgt af ch-lyden, der understreger den franske oprindelse, og til sidst apostroffen over e’et, der giver ordet en fin efterklang. Men selv om ordet lyder godt, bør enhver, der arbejder med sprog, være på vagt over for de sproglige klichéer. De gør sjældent noget godt for ens tekst og har det med at snige sig ind i små sprækker i sproget på steder, hvor de lige passer ind (som hånd i handske, kunne man tilføje). I værste fald opdager man dem først, når det er for sent, og de hænger til alles beskuelse og griner lidt smørret.

Det er også modsætningsfyldt, at mange sproglige klichéer engang har været nye, originale, rammende vendinger, der blot med tiden er blevet slidte, uinteressante og banale. Som en stjerne, der mister sin x-faktor. 

Eneste lyspunkt for de forhadte og jagede klichéer er, at grænsen for, hvornår noget opleves som en kliché, varierer fra person til person. Det er måske grunden til, at blæksprutten med de mange bolde i luften eller den brændende platform lever i bedste velgående? Eller også er det bare, fordi det gang på gang lykkes dem at snige sig ind i et ubemærket øjeblik.

Skulle nogen have fået lyst til at gå i krig med deres egne klicheer, så har Bros blog oprettet en liste over forslidte vendinger og udtryk, som man kan lade sig afskrække af. Du finder den her: www.bro-blog.dk .«
(Kliché stammer fra fransk (cliché), som betyder 'aftryk'.)

Maja Plesner er journalist. Privatfoto