»Mine børn plejede at rulle med øjnene, når jeg brugte ordet kålhøgen. Men da de for et par år siden så en app med truede ord, var kålhøgen et af de få, de kendte. Ordet rejste sig ligesom af støvet, og mine børn tog det til sig. Jeg er et billedmenneske og elsker ord med ’krop’. Kålhøgen har ikke noget med hverken kål eller høg at gøre, men der er krop i ordet – jeg ser for mig fuglen, der spankulerer rundt og pudser fjer med fremskudt bryst. Lignende ord, der for mig har krop, er storskrydende og brødflov. Kropsdue og kamphane – flere fugle! Et moderne alternativ er selvfed, men det kan slet ikke det samme. Og så er kålhøgen et af de få ord, jeg kan komme i tanke om, der både har å og ø i sig. Jeg reagerer meget på sprog, når jeg læser. Det er nok en mere passiv ordfornemmelse, end jeg ville have, hvis jeg var skrivende. Men ord vil mig noget, og jeg vil noget med dem.«

Udtrykket stammer sandsynligvis fra 1500-tals folkevisen om helten Karl Høvding (red.). 

Fortalt til Christine Elisabeth Møller

Illustration Gitte Skov

Gitte Skov er bladtegner.