Jeg kan godt lide ordet 'egentlig', fordi det er godt til at komme ned i et dybere lag og en anden virkelighed.
Hvis du for eksempel skal beskrive en person, kan du begynde med at fortælle om hans evner og profession. Hvis du dernæst skriver "egentlig er han …", forventer læseren at komme tættere på noget personligt og dybere.
Dermed bruges det til at skrælle lagene af og udvide fortællingen om den pågældende person.
Det er jo det, vi skal kunne som journalister – skifte synsvinkel og se en sag fra forskellige sider. Det er et ord, der kan bruges på vores vej mod den sandhed, vi alle søger, men nok ikke kommer frem til.
Egentlig kan også bruges i betydningen 'når alt kommer til alt'. Hvis man for eksempel skal forklare en kompliceret historie om en virksomheds økonomi, kan man sige, at "egentlig er det bare sådan, at aktierne er sat for højt i forhold til virksomhedens værdi".
Hvis du kommer til Danmark og skal lære sproget, tror jeg aldrig du lærer at forstå brugen af egentlig.
Carsten ingemann er freelancebilledjournalist tilknyttet Das Büro og har base i Østjylland. Han arbejdede i en årrække på Jyllands-Posten og har været formand for Cavlingkomiteen.
Fortalt til Jakob Albrecht.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.