Jeg kan godt lide ord, der giver flavour til det, jeg siger, fortæller tv-vært Ane Cortzen
I en anmeldelse af realityprogrammet "Kongerne af Marienlyst" kaldte jeg for eksempel en af deltagerne, Knaldperlen, for en 'åndsfyrste' – hvad han virkelig ikke er.
Han udmærkede sig faktisk ved kun at gå op i bryster, og hans ordforråd er en smule begrænset. Det var ondskabsfuldt på en DR 2-agtig måde at kalde ham åndsfyrste – men sandt. Og det var sjovere end at kalde ham for "sexfikseret", "idiot", "den knap så kloge" eller "genial". Det gode ved åndsfyrste er, at ordet ikke er så brugt, og dermed er det ikke en kliche. Man kan næsten ikke gøre andet end at trække på smilebåndet.
Faktisk har åndsfyrste længe været et af mine yndlingsudtryk. Jeg ved ikke, hvor jeg har det fra. Det er et ord, som for eksempel Carsten Jensen kunne finde på at bruge. Det er et vildt stærkt begreb at bruge til at beskrive personer, der er præcis det modsatte.
Risikoen er, at det er så overdrevet, at det falder tilbage på mig. Men det er ok, jeg er ikke bange for at gøre grin med mig selv. Jeg ved ikke, hvordan Knaldperlen selv tog anmeldelsen. Jeg tvivler på, at han ser DR 2, men på redaktionen syntes de, at det var meget sjovt.
/Fortalt til Jakob Albrecht
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.