Mindst 31 journalister er blevet dræbt i krigen mellem Israel og Hamas siden den 7. oktober.
Det skriver Committee to Protect Journalists i sin seneste opgørelse. Det er en stigning på to dræbte siden seneste opgørelse 29. oktober.
Det drejer sig om Nazmi Al-Nadim, der arbejdede for Palestine TV og journalisten Yasser Abu Namous, der arbejdede for medieorganisationen Al-Sahel.
Af de dræbte journalister og mediemedarbejdere er 26 palæstinensere, fire israelere og en libaneser. Derudover er otte journalister kommet til skade, mens ni andre er meldt forsvundne eller tilbageholdt.