search

World Press-vinder i skudlinjen

Den italienske fotograf Marco Vernaschi har vundet kategorien for bedste nyhedsserie i World Press Photo. Men danske fotografer, der har mødt Marco Vernaschi, stiller spørgsmål til historien bag et af billederne. World Press Photo har allerede diskvalificeret en vinder, men vil foreløbig ikke gå ind i sagen.

Den italienske fotograf Marco Vernaschi har vundet kategorien for bedste nyhedsserie i World Press Photo. Men danske fotografer, der har mødt Marco Vernaschi, stiller spørgsmål til historien bag et af billederne. World Press Photo har allerede diskvalificeret en vinder, men vil foreløbig ikke gå ind i sagen.

PRISVINDER. 1.500 euro i præmie. Fri returbillet til Amsterdam. Tale fra den hæderkronede amerikanske krigsfotograf James Nachtwey. Kongeligt håndtryk fra Prins Constantijn. Muligheden for at knytte netværk – og vinde nye priser.

Når den 37-årige italienske fotograf Marco Vernaschi i første uge af maj drager til World Press Photos prisoverrækkelse som vinder i kategorien "General News", vil han blive hyldet som en af fotografiets nye stjerneskud. Han vinder prisen for sine billeder fra begyndelsen af 2009, hvor han viste, hvordan det gennemkorrumperede vestafrikanske land Guinea-Bissau bliver brugt som transitland for narko fra Sydamerika til Europa. Det er en yderst kompliceret og farlig historie, der involverer jihad-terrorister, soldater, der skyder og dræber præsidenten, og bevæbnede narkobander, der hjælper Marco Vernaschi med at komme tæt på de dramatiske motiver.

Men et par danske fotografer er skeptiske. De ser kåringen af Marco Vernaschis billeder som endnu et udtryk for, at vinderbilleder i dag skal være så dramatiske og effektfulde, at de fjerner sig mere og mere fra en genkendelig og sandsynlig virkelighed.

. Foto: Uffe Karlsson
Udsnittet af vinderbilledet er lysnet, så hatten, der går ned over den sigtendes mands øjne, er tydelig. Marco Vernaschi forklarer, at det er den samme hat som på det andet billede, og at der er huller i hatten til at se igennem. – foto: Marco Vernaschi

Diskussionen om Marco Vernaschis billeder og World Press Photos kåring af dem er den foreløbige kulmination på en udvikling, hvor billeder i stigende grad bedømmes ud fra fortællingens drama og ikke ud fra den nøgne dokumentationsværdi. Udviklingen har været i gang længe, og i dele af fotografmiljøet stiger skepsissen over det.

»Han er en type fotograf, vi kommer til at se mange af fremover, efterhånden som dokumentarfotografiet får heltestatus og bliver ophøjet til kunst, og der indstiftes den ene pris efter den anden,« siger Jørn Stjerneklar, der påpeger, at fotografer i dag måles på, hvilke konkurrencer de har vundet. De præger motivvalget.

»Trenden er at deltage i enhver konkurrence og selvfølgelig prøve at overgå de andre i grufulde eller 'stærke' billeder,« siger Jørn Stjerneklar.

Fotograf Klaus Holsting påpeger, at fotografmiljøet er meget lidt tilbøjelige til at forholde sig kritisk til de dramatiske vinderbilleder og tendensen til effektjageri.
»Vi sad flere hundrede fotografer på Nyborg Strand og hørte Marco Vernaschis historie og så hans billeder sidste år,« siger Klaus Holsting, der konstaterer, at både han selv og alle andre var tavse, da de fik serveret en historie, der på alle måder var usædvanlig.

»Selv om Marcos fortælling var spændende og sandsynlig, var der en stribe løse ender, som lød lidt for mærkelige. Men der var ingen, der luftede deres tvivl. Det synes jeg er et problem, ikke mindst i en tid, hvor fotografer i så høj grad måles på, hvilke konkurrencer de vinder.«

Kritikken retter sig især mod det motiv, der udgør det dramatiske højdepunkt i vinderseriens miks. På billedet bliver en sort mand truet med flere våben. Han er angiveligt i livsfare. Alle personer er uidentificerbare på grund af mørke skygger og zoomet bevægelse i billedet. Og der findes ingen vidner til at bekræfte historien.
De danske fotografer understreger, at billedet kan fortælle en sand historie. Så er fotografen meget dygtig og modig og en værdig vinder.

Fotografernes mavefornemmelse er dog, at motivet har fået hjælp med på vejen.
Marco Vernaschi forklarer Journalisten, at han en sen aften bliver ringet op på hotellet af det medlem af narkobanden, der er hans kontaktperson. Lederen har accepteret, at Marco som fotograf følger banden. Kontaktpersonen har kort forinden varslet over for Marco, at banden snart vil vise ham, hvad der sker med mennesker, banden ikke kan stole på. Og nu er tiden kommet.

Marco får besked på at komme ned på parkeringspladsen. Her sætter Marco sig ind på forsædet af en bil. Han kender kun chaufføren overfladisk. Det er ikke hans kontaktperson. Han har aldrig talt med ham og kender ikke hans navn.
Allerede her melder tvivlen sig hos danske fotografer med erfaringer fra reportagerejser.

»Jeg synes, det er besynderligt, at han midt om natten kører ud i bælgmørket med et par forhærdede og bevæbnede narkogangstere uden at ane, hvor de skal hen, og hvad de skal foretage sig. Jeg tvivler på, at jeg selv havde haft modet til at hoppe ind i den bil,« siger fotograf Klaus Holsting, der har været i tvivl om Marco Vernaschis billeder, siden han overværede fotografens præsentation af dem i Danmark sidste år.

– Hvorfor sætter du dig ind i bilen?
»Fordi jeg ikke følte, jeg var i en position, hvor jeg kunne nægte, og fordi jeg stolede på min kontaktperson,« siger Marco Vernaschi.

På bagsædet sidder ifølge Marco Vernaschi en tilfangetagen mand og to bevæbnede vagter. Selskabet kører mod landsbyen Quinhamel, der ligger 30-40 minutters kørsel fra Bissau. Chaufføren stopper, før de når byen, og banden hiver offeret ud. De råber og skriger og sigter på ham. Marco fotograferer. Kort efter efterlader banden offeret uskadt og kører tilbage til Bissau med Marco, der ikke stiller spørgsmål undervejs.

»I et hjørne af min hjerne var jeg hele tiden sikker på, at de ikke ville dræbe ham,« siger Marco Vernaschi.
Det er især dette forløb, der vækker fotografernes tvivl. De finder det mere sandsynligt, at der er tale om en situation arrangeret til ære for Marco Vernaschi med hans mere eller mindre aktive medvirken.

»Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor disse gangstere kører så langt væk midt om natten for at true en mand fra vid og sans, og så – uden at krumme et hår på hans hoved – bare kører hjem igen,« siger Klaus Holsting.

Præcis samme skepsis har Jørn Stjerneklar, der bor i Sydafrika: »Hvorfor køre langt ud i natten i et land, der befinder sig i konstant kaos? De kunne have hevet ham ned på gaden og ud i gyden bag den ejendom, de holder til i, og klaret ærterne,« siger han.
»Forklaringen kan være, at Marco Vernaschi skal arbejde med modeller, lys og våben og derfor ønsker ro omkring fotograferingen. De ønsker ikke at skulle forklare sig over for politi og militær.«

. Foto: Uffe Karlsson
Manden med riflen i ryggen på offeret har en hat trukket ned over øjnene, samtidig med at han sigter. Billedet er med i den serie, World Press Photo har kåret som den bedste i nyhedskategorien. – foto: Marco Vernaschi

Journalisten har vist billederne til våbenekspert og tidligere soldat Ib Nordentoft Andersen, der blandt andet har arbejdet som Nelson Mandelas livvagt i Sydafrika. Han kalder Marco Vernaschis forklaring "tyndbenet":
»I Afrika generelt og blandt kriminelle i særdeleshed har liv absolut ingen værdi. At tage en mand ud i bushen for at demonstrere, hvad man formår, og så ikke slå ham ihjel, virker ret så utroværdigt.«  

Marco Vernaschi afviser, at han har arrangeret scenen.
»Jeg er overrasket over skepsissen, og det er ikke rart at få sået tvivl om mit arbejde. Især ikke efter at have udsat mig selv for disse situationer,« uddyber Marco Vernaschi.

Men han er selv i tvivl om, hvorvidt narkobanden har arrangeret hele situationen, og om offeret måske sågar er med i teateret.
»Jeg har stillet mig selv det spørgsmål mange gange, og jeg har ikke noget svar. Fyren blev efterladt midt i ødemarken klokken 03.00 om morgenen, og han virkede meget bange. Det overbeviste mig om, at de ikke bare gjorde det for at imponere mig,« forklarer Marco Vernaschi.

Jon Sawyer fra det velrenommerede Pulitzer Center, der har støttet Marco Vernaschis arbejde økonomisk, understreger desuden, at Marco Vernaschi på en blog på Pulitzer Centers hjemmeside helt åbent har forklaret, at der er tvivl om, hvor alvorligt banden mente truslen.

Disse forbehold er dog ude af billedteksten til motivet. Billedteksten hos World Press lyder:
"A score between small drug dealers is settled."
Og på Marco Vernaschis hjemmeside lyder det:
"In this picture, an account is settled between drug dealers."

Marco Vernaschi afviser også Jørn Stjerneklars kritik af, at lyset på billedet indikerer, at der er tale om et set-up.
»Lyset kommet fra bilen. Det er et svært lys at arbejde med, fordi motivet er for tæt på lyskilden. Hvis jeg havde arrangeret billedet, ville jeg i det mindste have gjort det ordentligt.«

Marco Vernaschi afviser også Jørn Stjerneklars vurdering af, at banden lige så godt kunne have hevet fyren ned på gaden i Bissau.
»Det er temmelig urealistisk at henrette eller skræmme nogen i en gyde i byen, eftersom den er fyldt med soldater om natten.«

Også detaljerne i motivet vækker skepsis. På et billede, der ikke er udvalgt til vinderserien, men som indgår i serien på fotografens hjemmeside, opholder Marco Vernaschi sig tæt på den sandsynlige skudlinje fra den sværtkalibrerede riffel, der peger på offeret.
»Jeg synes umiddelbart, at det er tåbeligt at stille sig i skudlinjen. Alene det er nok for mig til ikke at tage billedet alvorligt,« siger fotograf Jørn Stjerneklar.
Ib Nordentoft Andersen modererer:
»Fotografens position er ikke direkte i skudlinjen fra jagtriflen med kikkertsigte, men dog ret så risikabel.« 

Marco Vernaschi understreger, at billedet er autentisk og ikke et set-up. Men han opdagede i den hektiske situation ikke, at han var i fare.
»Jeg opdagede først, at jeg var i en farlig situation senere, da jeg åbnede billedet på min computer. Situationen tog kun nogle få sekunder, og jeg var langtfra rolig eller analytisk nok til at opdage, at jeg var tæt på skudlinjen,« forklarer han.
World Press Photo har allerede oplevet én skandale i årets konkurrence. En af årets vinderfotografer er blevet diskvalificeret for at retouchere et element ud af sit billede.

»Jeg synes, at World Press Photo burde tjekke, om det forholder sig, som Marco Vernaschi påstår,« siger Jørn Stjerneklar.

Præsenteret for fotografernes kritikpunkter understreger World Press Photos administrerende direktør, Michiel Munneke, over for Journalisten, at manipulation opdaget, efter at prisvinderen er udpeget, vil medføre diskvalifikation. Men:
»Vi finder det ikke nødvendigt at foretage os noget på dette tidspunkt,« siger Michiel Munneke.

Pulitzer Center har på sin hjemmeside modtaget et indlæg, der antyder, at Marco Vernaschi har betalt for, at aktørerne skulle optræde med våben.
Marco Vernaschi afviser kritikken over for Journalisten og forklarer, at billederne alene baserer sig på et gensidigt tillidsforhold oparbejdet over lang tid – ikke penge.

Pulitzer Centers leder, John Sawyer, forklarer Journalisten, at centerets debat er åben for diskussion om journalistikken. Men:
»Vi begynder ikke at efterforske påstande fremsat af vores besøgende, og som en generel regel kommenterer vi ikke kommentarer.«

Jon Sawyer understreger, at han finder de danske fotografers kritik besynderlig, blandt andet fordi Marco Vernaschi selv har forklaret, at han ikke ved, om banden var ude på at imponere ham. Han understreger, at Marco Vernaschi har arbejdet med New York Times, Newsweek og Time.
»De redaktører, jeg har været i kontakt med, er lige så imponerede som jeg over den omsorg, passion og det mod, som Marco har tilført sine projekter, ofte under meget vanskelige forhold.«


PORTRÆT AF MARCO VERNASCHI

Om kort tid modtager han diplomet fra World Press Photo som bevis på, at han er blandt verdens bedste fotografer – for bare 10 år siden havde den 37-årige World Press Photo-vinder Marco Vernaschi ikke den fjerneste ide om, hvordan et kamera virker.

KARRIERE. Marco Vernaschis karriere har de seneste par år taget en så kometagtig fart, at han i dag bliver inviteret til at holde foredrag for alverdens fotografer. Blandt andet underholdt han sidste år flere hundrede danske fotografer på Nyborg Strand med sine historier om narkoproduktion i Bolivia og dramatiske billeder fra Guinea-Bissau.

Egentlig studerede Marco Vernaschi kunst på universitetet for at lære at lave illustrationer af vilde dyr.
»Jeg vidste intet om fotojournalistik,« forklarer han ærligt og bramfrit til Journalisten. Efter studierne kedede han sig i to år – før en rejse til Nepal ændrede hans liv.

»Jeg opdagede glæden ved at fotografere og forholde mig til andre kulturer gennem fotografiet,« siger han.
I begyndelsen var det ikke narkogangstere, men vilde dyr, der blev fanget af Marco Vernaschis linser. Men efter nogle år i folden hos National Geographic begyndte serier om blandt andet hvide næsehorn at kede ham, og Marco Vernaschi søgte mod det mere dramatiske og unikke. Ud af det opstod i 2007 en historie om narkokarteller i Bolivia. Og derpå vinderhistorien om Guinea Bissaus rolle som transitland for narkotika.
»Ingen havde dækket den historie før, bortset fra et par videoindslag, så jeg besluttede, at det var mit mål.«

Det amerikanske Pulitzer Center gav Marco Vernaschi et arbejdslegat, og i januar 2009 rejste han til GuineaBissau. Han gik målrettet efter at lade sig opsluge af narkomiljøet.
»Da jeg ankom, kontaktede jeg øjeblikkeligt Interpol og det lokale politi og fortalte dem, at jeg ønskede at infiltrere et netværk af narkokurerer. De gav mig adskillige nyttige informationer og navne.«

Mens Marco Vernaschi var i landet, blev landets præsident myrdet. Marcos kontakter viste ham det blodige gerningssted. Her mødte han en gruppe soldater, der åbent forklarede, at de stod bag drabet. Marco portrætterede gruppen til sin vinderserie. På trods af de voldsomme oplevelser, synes han næsten helt upåvirket.

»Det er ikke et farligt eller råt land, men selvfølgelig var de miljøer, jeg undersøgte, potentielt farlige. Korrupte soldater, narkokurerer … Ikke den slags mennesker, du normalt ønsker at omgås.«

Marco Vernaschi er nu i gang med at afsløre, hvordan heksedoktorer i Uganda systematisk ofrer og mishandler børn, uden at regeringen griber ind. Formålet er at støtte en lov mod misgerningerne. Igen et meget vovet og dramatisk stykke journalistik. Vernaschis tilgang fremstår ikke primært dokumentarisk. For ham handler det om at fortælle historien optimalt.

»Ligesom en musiker ændrer melodien og stemningen fra en trist til en glad sang, skal du som fotograf udtrykke den visuelle sjæl i din historie. Det er nøglen til at lave følsomme billeder.«

. Foto: Uffe Karlsson

 »Ligesom en musiker ændrer melodien og stemningen fra en trist til en glad sang, skal du som fotograf udtrykke den visuelle sjæl i din historie. Det er nøglen til at lave
følsomme billeder.« – foto: Martin Bruckmanns

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen