Wired prikker hul på Second Life-hypen

Second Life er blevet hypet som et nyt mekka for markedsføring. Men brugerne er mere interesserede i kinky sex end store virksomheder, skriver magasinet Wired.

Second Life er blevet hypet som et nyt mekka for markedsføring. Men brugerne er mere interesserede i kinky sex end store virksomheder, skriver magasinet Wired.

Mere end 50 multinationale selskaber er flyttet ind i den virtuelle verden Second Life, fordi det er blevet hypet som en vigtig ny platform for markedsføring. Et af de interaktive universer på World Wide Web, der er blevet udråbt til at skulle overtage stafetten, efterhånden som aviserne taber læsere og tv mister effekten som reklamesøjle.
Men nu prikker det amerikanske internetmagasin Wired til de store forventninger.
Bladet har besøgt en række gabende tomme hovedkvarterer i Second Life for selskaber som Yahoo, Coca Cola, Nissan, NBA (Major League Baseball) og Sony. Af og til kommer en såkaldt avatar – en virtuel repræsentation af den fysiske bruger – forbi, men som regel ligger hovedsæderne tomme hen.
På en tilfældig dag i juni var den gennemsnitlige avatar mere interesseret i kinky sex og penge. Besøgstallene på destinationer specialiseret i sex og penge lå på mere end 130.000, mens eksempelvis Coca Colas Virtuel Thirst Pavillion havde 27 besøg.
»Det havde nok meget at gøre med hype,« lyder international chef for interaktiv markedsføring Michael Donellys forklaring på Coca Colas investering i Second Life. (Hør og se Michael Donnely forklare om Virtual Thirst på Youtube.)
Den voldsomme kommercielle interesse for Second Life opstod ifølge Wired i kølvandet på en åndeløst begejstret coverartikel i Business Week maj sidste år.
Siden har verdens største firmaer stået i kø for at komme til hos firmaer som Electric Sheep Company, der hjælper firmaer med at etablere sig i Second Life.
»Der er to slags mennesker derude. En lille gruppe, der eksperimenterer intelligent (med interaktiv markedsføring. red) og en anden gruppe, der blot kaster sig over den næste store åbenbaring, som måtte vise sig,« siger Joseph Plummer, som er chefresearcher i tænketanken Adverticing Research Foundation.
Som beskrevet i Journalisten har eksempelvis 24timer og Computerworld haft reportere udstationeret i Second Life. TV 2 har også eksperimenteret med at oprette en miniatureudgave af Kvægtorvet i Odense i Second Life.

0 Kommentarer