En ny omgang Wikileaks-dokumenter ser ud til at havne i medier verden rundt. Denne gang står det amerikanske sikkerhedsfirma Stratfor for skud.
Wikileaks har startet offentliggørelsen af et stort antal dokumenter fra det amerikanske sikkerhedsfirma Stratfor. Lækagen løber op i over fem millioner e-mails, skriver Journalism.co.uk.
Dokumenterne skulle ifølge Wikileaks' egen hjemmeside være interne mails fra Stratfor, der også indeholder fortrolige oplysninger om den amerikanske regering. Blandt andet skulle mere end 4.000 e-mails referere til Wikileaks selv og grundlæggeren Julian Assange.
Det fremgår også af hjemmesiden, at Wikileaks har skabt et samarbejde med mere end 25 medieorganisationer og aktivister, der skal informere offentligheden om indholdet af de mange dokumenter. Medieorganisationerne har fået adgang til Wikileaks databaser, og sammen vil man lave "journalistiske evalueringer," står der.
»De vigtige afsløringer, der kommer frem ved hjælp af det system, kommer i medierne i de kommende uger sideløbende med en gradvis offentliggørelse af dokumenterne,« oplyser Wikileaks
på hjemmesiden.
Ifølge Journalism.co.uk har Wikileaks ikke kommenteret på, hvordan de mange e-mails er kommet organisationen i hænde, men sidste år blev Stratfor udsat for et hackerangreb. I en video på Youtube tager en gruppe personer ansvaret for hackerangrebet – og de hævder at være en del af internetfænomenet Anonymous. Her hævder de at have hacket sig frem til tusinder af e-mailadresser og kreditkortoplysninger fra Stratfor.
Som svar på Wikileaks offentliggørelser har Stratfor udsendt en erklæring, der kalder det et angreb mod firmaet.
»Det er et bedrøveligt, uheldigt – og ulovligt – brud på privatlivet,« står der blandt andet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.