Indledende høringer i sagen mod den amerikanske soldat, der lækkede 250.000 fortrolige dokumenter til Wikileaks
Indledende høringer i sagen mod den amerikanske soldat, der lækkede 250.000 fortrolige dokumenter til Wikileaks
I dag starter sagen mod Bradley Manning, den amerikanske soldat, der er anklaget for at stå bag det største militære sikkerhedsnedbrud i USA's historie.
Det var angiveligt Manning, der lækkede mere end 250.000 diplomatiske telegrammer til Wikileaks. Telegrammerne er senere endt i uredigeret form på nettet.
Ved de indledende høringer, der i dag starter i Fort Meade i Maryland, vil Mannings advokater argumentere for, at sagen skal afvises. Et af forsvarernes argumenter er, at den 24-årige Manning er blevet inhumant behandlet i arresten. Bl.a. har han gennem længere tid været låst inde i en celle på to gange tre meter og har fået frataget alt sit tøj hver nat.
Manning er anklaget for at have sendt adskillige tusinde logfiler fra krigene i Irak og Afghanistan, samt mere end 250.000 diplomatiske telegrammer til Wikileaks, mens han arbejdede som efterretningsanalytiker i Baghdad i 2009 og 2010.
Det forventes, at der vil være flere demonstrationer i dag, hvor Bradley kræves frigivet. Dokumentarfilmmageren Michael Moore og ærkebiskop Desmond Tutu har udtalt støtte til Manning.
Lækagen af de fortrolige dokumenter har formentlig kostet menneskeliv. I maj blev iraneren Maji Jamali Fashi henrettet ved hængning, dømt for mord på en iransk kerneforsker i 2010. Angiveligt var det lækkede telegrammer, der førte de iranske myndigheder på sporet af Jamali Fashi.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.