Dokumentar

Whistleblower får pris for at afsløre uværdige forhold på plejehjem

Det var hårdt at stå frem i TV 2-dokumentaren ’Opråb fra plejehjemmet’, men Anne Andreassen fortryder ikke, at hun gjorde det

Anne Andreassen, der var whistleblower i TV 2-dokumentaren ’Opråb fra plejehjemmet’, har modtaget en pris på 100.000 kroner for sit mod til at stå frem og fortælle sandheden.

Den Georgbruunske Pris, som prisen hedder, får hun for som medarbejder at turde fortælle om det omsorgssvigt, hun havde været vidne til gennem flere år på plejehjemmet Nørremarken i Køge – og den urimelige behandling, hun selv fik efterfølgende.

Anne Andreassen siger, at hun er meget overrasket over at modtage prisen.

”Det, jeg har det bedst med, er, at det måske kan give andre modet til at stå frem,” siger hun.

Hjemsendt, men fik jobbet igen

I forbindelse med dokumentaren blev Anne Andreassen først hjemsendt. Kort efter fik hun jobbet igen.

Hun arbejder fortsat på Nørremarken, men forløbet har tæret på forholdet til nogle af kollegerne.

”Det har været hårdt psykisk, men jeg har ikke fortrudt, at jeg gjorde det,” siger hun.

Skjulte optagelser i dokumentaren viser, at beboerne på Nørremarken ikke får hjælp til basale behov som mad, medicin og hygiejne, til trods for at medarbejderne har god tid til at holde pauser.

En sympatisk kværulant

Anne Andreassen fortæller, at hun på forhånd var bange for, hvordan hendes medvirken i programmet ville blive modtaget i offentligheden, men hun fik mest positive tilkendegivelser.

Og så roser hun TV 2’s journalister på dokumentaren for deres opbakning: Emilie Myrup, Sara Munck Aabenhus og Michael Bech.

”De har været utroligt støttende. Uden dem havde jeg ikke klaret det.”

Den Georgbruunske Pris oplyser, at med prisen følger retten til at kalde sig ”en sympatisk kværulant”.

Prisen er tidligere gået til en fynsk whistleblower, der lækkede oplysninger om, at Odense Kommune brød loven over for børn og unge.

TV 2-dokumentar fra efteråret 2022 var en opfølgning på dokumentaren om den uværdige behandling af blandt andre den 90-årige Else på et plejehjem i Aarhus.

0 Kommentarer