Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
13:16 13.01.2022 Anna Sol Jørgensen

Whistleblower Bitten Vivi efter Højesterets dom: Jeg ville gøre det igen

Det kommer ikke bag på whistleblower Bitten Vivi Jensen, at Højesteret i dag har stadfæstet dommen fra Østre Landsret, der dømte hende til at betale 10 dagbøder à 500 kroner for at have videregivet personfølsomme oplysninger om borgere i Frederiksberg Kommune.

Det siger hun til TV Lorry og uddyber, at hun er ked af det på borgernes vegne.

“Det er en sorgens dag for de sårbare og udstødte, og det er en sorgens dag for de offentligt ansatte. Dommen viser, at de offentligt ansatte ikke kan sige noget som helst, for så får de kærligheden at føle og bliver fyret,” siger Bitten Vivi Jensen til TV 2 Lorry.

Bitten Vivi Jensen er tidligere ansat i Frederiksberg Kommune, og i den rolle videregav hun personfølsomme oplysninger om sager om førtidspension til borgere i kommunen og videregav oplysninger til Information.

Hun blev fyret efter flere uenigheder med sin arbejdsgiver, men havde inden da taget materiale i form af akter fra 89 borgeres sager om førtidspension med hjem fra arbejde. Dem udleverede hun i to bæreposer til politiet, der ransagede hendes hjem, efter at kommunen havde politianmeldt hende.

Selvom Højesteret nu har stadfæstet Landsrettens dom og har slået fast, at den nye lov om beskyttelse af whistleblowere ikke kunne føre til straffrihed, fortryder Bitten Vivi Jensen ikke.

“Jeg er stolt af det, jeg har lavet, og jeg ville gøre det om den dag, det skulle være,” siger hun til TV 2 Lorry.

SENESTE NYT

Flere nyheder