Lisbeth Knudsens kritik af Ritzau er helt forfejlet. Det mener chefredaktør på Fyens Stiftstidende og medlem af Ritzaus bestyrelse, Per Westergård. I et interview med Journalisten.dk påpeger han, hvordan Ritzau har forbedret sig, og vurderer, at Lisbeth Knudsen muligvis har helt andre motiver til at opsige aftalen med Ritzau.
Det skabte stor opmærksomhed i det meste af mediebranchen i går, da Lisbeth Knudsen meldte ud, at Berlingske opsiger koncernens aftale med nyhedsbureauet Ritzau.
Samtidig erklærede hun, at bureauets nyhedsprodukter skal ændres, ligesom der skal en ny prissætning til, hvis Berlingske overhovedet skal indgå ny kontrakt med virkning fra nytår.
»Ritzau leverer ikke et produkt, der er tidssvarende, i forhold til det mediebillede vi har i dag, og jeg håber jo, der er andre end mig, som mener, der er brug for et smallere og billigere Ritzau,« lød det blandt andet fra Berlingskes koncernchef, Lisbeth Knudsen.
Men kritikken er fuldstændig forfejlet, lyder det fra en af bureauets andre kunder: Fynske medier og chefredaktør på Fyens Stiftstidende, Per Westergård, der samtidig er medlem af Ritzaus bestyrelse:
»Jeg må sige, at jeg som kunde hos Ritzau er uenig med Lisbeth, fordi jeg faktisk har den modsatte opfattelse. De sidste par år er Ritzau rent faktisk blevet mere kundeorienteret og er blevet væsentligt mere brugbare end de var tidligere,« siger Per Westergård til Journalisten.dk.
Han peger blandt andet på, at Ritzau i dag leverer langt mere individuelle produkter og er meget mere differentieret i dets tilbud – modsat tidligere, hvor alle fik det samme via den såkaldte nyhedsrulle.
»Førhen var vi henvist til at bringe stort set den samme artikel i dagens avis, som havde kørt i samtlige nyhedsudsendelser aftenen forinden. Men fordi de har indført kunderedaktører, så tager de nu højde for, at vi som kunder udkommer på forskellige tidspunkter af døgnet,« siger chefredaktør for Fyens Stiftstidende.
Per Westergård peger samtidig på, at han nu kan vælge mellem flere vinkler og versioner på den samme historie:
»Vi vil jo gerne på vores indlandssider kunne bringe en eller flere vinkler, som ser anderledes ud eller giver vores læsere noget nyt. Og det er nu muligt. Så på den måde opfatter jeg Ritzau som værende i en rigtig god udvikling de seneste år. Primært fordi de er blevet mere kundeorienteret, men også fordi de har fået mere fleksibilitet i det produkt, der leveres.«
Per Westergård så til gengæld gerne, at Ritzau udviklede sig yderligere i retning af at blive både hurtigere og bredere.
»Sammenlignet med nyhedsbureauer i et hvilket som helst andet land, så kan jeg få mere der. For mig som kunde på en regionalavis ville det eksempelvis være relevant, hvis jeg både kunne få tekst og billeder i én og samme pakke. Ligesom jeg gerne ville have, at Ritzau bevægede sig videre og leverede færdig ombrudte sider. Men der har de to store – JP/Politiken og Berlingske Media – sat sig på billedsiden.«
Når Lisbeth Knudsen derfor er fortaler for et Ritzau, der skal gå den stik modsatte vej og være langt smallere, så gætter Per Westergård på, at der muligvis ligger helt andre motiver bag:
»Det er jo et rent gæt, men jeg vil da gætte på, at Lisbeth er presset af sine ejere til at skulle have noget billgere. Det kunne også være, at Lisbeth overvejer at etablere eget nationalt nyhedsbureau. Men det er rent gæt,« siger Per Westergård til Journalisten.dk.
Han understreger dog samtidig, at det ikke er et usandsynligt gæt, og henviser til, at Berlingske er inde i en omfattende opbygning af virksomehden, hvor man blandt andet har fået ansvaret for finansnyhederne på TV 2 News, ligesom Berlingske skal være hovedsamarbejdspartner på den kommende news/talk-station, Radio 24syv.
»De er også med i en række andre ting, og med den opbygning, man er inde i, bliver de måske gearet til at etablere en alternativ konkurrent til Ritzau,« siger Westergård og tilføjer:
»Berlingske er i dag opbygget med det, de internt kalder en glastrappe, hvor de journalistiske produkter – hvad enten de kommer fra B.T., Midtjyske Medier eller Berlingske – formentligt kan re-pakketeres og bydes ud til os andre. Og igen, det er et gæt, at de overvejer at etablere eget nyhedsbureau. Men det er ikke et gæt helt ud i det blå,« siger chefredaktøren, der er overbevist om, at der er mere på spil for Lisbeth Knudsen end blot at gøre Ritzau smallere.
»Enten er der tale om et desperat behov for at spare mere end de allerede har gjort. Eller også, at de selv vil ind på markedet som nyhedsbureau,« siger han.
Per Westergård understreger dog, at han synes det ville være ærgerligt, hvis Berlingske dropper Ritzau og melder sig ud, fordi det vil indebære, at man skal til at trimme Ritzau.
»Det er uhyre vigtigt med en uafhængig leverandør af nyheder – som er uafhængig af de to store. Og derfor er jeg personligt interesseret i at bakke Ritzau op.«
Chefredaktøren for Fyens Stiftstidende slår fast, at hans ønske om et stærk uafhængigt Ritzau ikke skyldes hans rolle som bestyrelsesmedlem af Ritzau.
»Jeg har godt nok aktier i det, men jeg er først og fremmest kunde hos Ritzau. Fynske Medier betaler millioner om året, og hvis ydelsen ikke er i orden, så vejer min kasket som redaktør for Fyens Stiftstidende og direktør i Fynske Medier meget meget tungt. Så jeg har ikke behov for at tegne et skønmaleri af Ritzau.«
Hvis Berlingske gør alvor og dropper aftalen med Ritzau, hvor alvorligt er det så for bureauet?
»Det hverken kan eller vil jeg svare på, fordi jeg betrager det som en fase vi er i nu, hvor man først og fremmest skal sige: Lad os nu se, hvad der sker.«
Punktet kommer dog allerede på dagsorden i næste uge, hvor bestyrelsen for Ritzau mødes for blandt andet at drøfte Berlingskes beslutning om at droppe samarbejdet.
»Jeg går ud fra, at vi der får lejlighed til at høre fra Lisbeth, hvad hun er utilfreds med, og hvor overhængende det er, at hun melder sig ud. Min grundindstilling vil dog være, at Danmark har brug for et uafhængigt nyhedsbureau, så leverancen af nationale og internationale nyheder ikke er bundet alene til en af de store spillere på det danske marked.«
Journalisten.dk har – foreløbig – forgæves forsøgt at få en kommentar fra Lisbeth Knudsen.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
I sær på netmedierne flyder det over med Ritzau "nyheder". Det er jo næsten en joke, når de konkurrerer om breaking news og det så er Ritzau der leverer til hele banden.
Måske en konkurrent ville være det eneste rigtige. Ritzau sidder tungt på nyhederne i dette land.
Gid alle medier ophørte med at anvende Ritzaus Bureau. Ingen kan være tjent med den massive ensretning, Ritzau udgør, i sin rolle som afsender og distributør pva. deres kunder. Det burde være al rigelig begrundelse for at kunne erkende det principielt uacceptable ved konstruktionen.
Ejerskabsforholdet (som interessentskab, ejet primært af kunderne) er ligeledes betændt.
Endelig er niveauet af mange af de artikler der bringes i almindelighed yderst ringe.