Westergaards lig på bordet

Mordtrussel. Demonstranter med bannere som ”Danmark er lig med ytringsfrihed” vejrede på samtlige danske rådhuspladser, hvor talerne glødede af engagement og solidaritet. For ingen skal true os på vores grundlovssikrede ytringsfrihed, og det vil danskerne – og især MEDIEFOLK – altid gå på barrikaderne for.

Mordtrussel. Demonstranter med bannere som ”Danmark er lig med ytringsfrihed” vejrede på samtlige danske rådhuspladser, hvor talerne glødede af engagement og solidaritet. For ingen skal true os på vores grundlovssikrede ytringsfrihed, og det vil danskerne – og især MEDIEFOLK – altid gå på barrikaderne for. Og det gjorde vi. Ikke mindst for at støtte en mordtruet kollega. Så selvfølgelig, selvfølgelig gik vi da på gaden der i februar 2008.

Næh, det gjorde vi vist ikke alligevel. Næh, vi puttede os og glædede os over, at det ikke var os, der var i Kurt Westergaards sko. Nogle af os tænkte måske oven i købet, at Westergaard selv var ude om dødstruslerne for den verdensberømte tegning!

Føj, for fanden, siger jeg bare. Et forbund med 13.000 medlemmer – og ikke en kæft sker for at bakke Kurt Westergaard og hans tegne-kolleger op. Hvad er det for en flok kujoner, jeg er i (fag) forbund med?

Den 28. januar for to år siden foreslog jeg på freelancernes Pingpong-liste, at vi skulle demonstrere én gang for alle, at vi i århundreder har levet med satire og karikaturtegninger – og det vil vi fortsat gøre. Hvad skete der? Jeg fik bank. To håndfulde kolleger bakkede mig op – mens hovedparten af de 800 mails, der cirkulerede, fandt ideen vanvittig!

Da Westergaard og hans kone blev tvunget under jorden, ventede jeg spændt på, hvornår den første mail på listen dukkede op fra en indigneret mediekollega. Måske med et forslag om en solidaritets-underskriftsindsamling. Intet skete. Berøringsangsten var hårdere end beton.

Arme Kurt Westergaard og dine tegne-kolleger, I er alene i verden. Selv vort forbund maner jer til lav profil (!) Er Journalistforbundet en hygge-liga for og med døve, stumme, blinde og lamme?

Skal Westergaards lig virkelig på bordet, før vi dropper den (selv-) kvælende berøringsangst og – offentligt – melder ud, at i Danmark bestemmer vi selv, og at vi under ingen omstændigheder vil finde os i, at kolleger trues eller myrdes, fordi de passer deres arbejde? Jeg frygter det! /

Mariann Poulsen, freelancejournalist