Mordtrussel. Demonstranter med bannere som ”Danmark er lig med ytringsfrihed” vejrede på samtlige danske rådhuspladser, hvor talerne glødede af engagement og solidaritet. For ingen skal true os på vores grundlovssikrede ytringsfrihed, og det vil danskerne – og især MEDIEFOLK – altid gå på barrikaderne for. Og det gjorde vi. Ikke mindst for at støtte en mordtruet kollega. Så selvfølgelig, selvfølgelig gik vi da på gaden der i februar 2008.
Næh, det gjorde vi vist ikke alligevel. Næh, vi puttede os og glædede os over, at det ikke var os, der var i Kurt Westergaards sko. Nogle af os tænkte måske oven i købet, at Westergaard selv var ude om dødstruslerne for den verdensberømte tegning!
Føj, for fanden, siger jeg bare. Et forbund med 13.000 medlemmer – og ikke en kæft sker for at bakke Kurt Westergaard og hans tegne-kolleger op. Hvad er det for en flok kujoner, jeg er i (fag) forbund med?
Den 28. januar for to år siden foreslog jeg på freelancernes Pingpong-liste, at vi skulle demonstrere én gang for alle, at vi i århundreder har levet med satire og karikaturtegninger – og det vil vi fortsat gøre. Hvad skete der? Jeg fik bank. To håndfulde kolleger bakkede mig op – mens hovedparten af de 800 mails, der cirkulerede, fandt ideen vanvittig!
Da Westergaard og hans kone blev tvunget under jorden, ventede jeg spændt på, hvornår den første mail på listen dukkede op fra en indigneret mediekollega. Måske med et forslag om en solidaritets-underskriftsindsamling. Intet skete. Berøringsangsten var hårdere end beton.
Arme Kurt Westergaard og dine tegne-kolleger, I er alene i verden. Selv vort forbund maner jer til lav profil (!) Er Journalistforbundet en hygge-liga for og med døve, stumme, blinde og lamme?
Skal Westergaards lig virkelig på bordet, før vi dropper den (selv-) kvælende berøringsangst og – offentligt – melder ud, at i Danmark bestemmer vi selv, og at vi under ingen omstændigheder vil finde os i, at kolleger trues eller myrdes, fordi de passer deres arbejde? Jeg frygter det! /
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hvor er alle chefredaktørerne i disse dage, hvor adressen Rådhuspladsen 37, København, var udset som mål for en journalistmassakre. Er de på ferie i Thailand sammen med Journalistens redaktion og alle de håndplukkede bloggere?
Jeg synes, der bør være i det mindste en enkelt kommentar til dagens dramatiske historier, og det hæfter jeg i enden af Marianns og Lones indlæg fra marts 2008. Jeg anbefalede i 2008, at tegner KW blev tilbudt fast ophold i Journalistforbundets hus på Avernakø, men det bliver ikke til noget, idet huset skal sælges. I 2009, da der endnu ikke var hegn om Jyllands-Posten, mødte jeg i øvrigt den let genkendelige KW støttet af sort stok den ene dag og med rød stok den næste. Det var i et motionscenter i det sydlige Århus, hvor jeg aktiveredes på et løbebånd lige ved siden af Vibymanden, der var helt uden bevogtning. Jeg bemærkede, at han kørte i en anonym grå bil med nummerpladebogstaverne YX. Det var inden, han 1. januar 2010 blev forsøgt dræbt med økse.
Jeg synes ikke, at Mariann og Lone har ret i, at der ikke var opbakning til tegneren. Den 13. februar 2008 trykte 17 aviser Kurt Westergaards oprindelige tegning, heriblandt Det Berlingske Officins 8-9 aviser, som trykte den for første gang. Som begrundelse for trykningen anførte Berlingske Tidendes chefredaktør Lisbeth Knudsen i Jyllands-Posten:
"Vi må i de danske medier sende et klart og utvetydigt signal til alle, der måtte få samme vanvittige tanke som dem, der ville angribe Kurt Westergaard".
De 17 aviser, som genoptrykte tegningen var: Berlingske Tidende, B.T., Århus Stiftstidende, Randers Amtsavis, Viborg Stifts Folkeblad, Dagbladet Holstebro-Struer, Dagbladet Ringkøbing-Skjern, Lemvig Folkeblad, Kristeligt Dagblad, Fyens Stiftstidende, Information, Nyhedsavisen, metroXpress, Der Nordschleswiger, Jyllands-Posten, Politiken og Ekstra Bladet. (Kilde: Wikipedia, der i skrivende stund 30 timer efter offentliggørelsen af anholdelserne ikke har fået artiklen opdateret).
Også Ulrik Haagerup, Danmarks Radio, var med på avisredaktørernes ide i februar 2008.
https://journalisten.dk/dr-chef-hensyn-til-folelser-ma-vige
38 journalister på Politiken protesterede i marts 2008 mod, at avisens ledelse kort efter offentliggørelsen indgik et forlig med ofrene for tegningerne. ”Politiken har efter vores opfattelse intet at undskylde. Heller ikke, at en sag, som er dækket på nøjagtig samme måde, som vi ville dække andre sager med en nyhedsudvikling, har krænket en gruppe mennesker. Forliget efterlader det indtryk, at vi fortryder vores journalistik, og det er der overhovedet ingen grund til”. Protesten var underskrevet af 38 navngivne journalister, heriblandt Christina Zemanova Ekelund, Lotte Thorsen, og Tine Maria Winther, og de fik stor opbakning i kommentarerne fra læserne.http://politiken.dk/debat/ECE917217/vi-stoetter-ikke-avisens-forlig/
Er der slet ingen redaktører at træffe for en kommentar?
Nåå - så Kurt Westergaard er ikke en af "os" - og derfor kan han sejle sin egen sø??
Forvrøvlet sludder!
"Jamen, jeg gør jo bare mit arbejde", har bladtegner KW udtalt, akkurat som vi har hørt paparazzifotografer sige det.
Hvad laver disse billedmagere egentlig i et journalistforbund? Jeg tillod mig for mange år siden at stille dette spørgsmål, men det blev som forventet afvist. Bladtegnere hører akkurat som fotografer af snart sagt enhver slags hjemme i et journalistforbund, kan man - om ikke forstå - så lære sig udenad.
Mit indlæg formulerede jeg noget i retning af, at "nu vil billedmagerne snige sig ind på ordkæmpernes helligste område, Journalisthøjskolen" - hvor de tiltuskede sig titler som fotojournalist o.l.. Fotografer var indblandet i den kuplignende entre, og muligvis kan man af følgerne se, at unge journalistkvinder m/k i dag ofte bruger skjult kamera under arbejdet, selv i ganske små sager. At Cavlingkomiteens formand i nogle år har været fotograf, og at prisen i hans tid er uddelt til en fotograf, er ikke undgået min opmærksomhed, ligesom jeg er blandt dem, der noterede, at pressefotograferne i år beklagede sig over ikke at være indstillet til Cavlingprisen.
Billedmenneskene har med bladtegnerskandalen skabt store problemer for Journalistforbundet, der nu er tvunget til at tage stilling til udtryksformer, der dybest set ikke hører under journalisters arbejdsfelt. Billedkunstneres værker blev i 1530erne stormet i blandt andet København, men først længe efter, jeg første gang hørte om disse billedstormere, kom jeg til at forstå, at man kan blive stærkt irriteret og provokeret af frembrusende og dominerende billedmagere og deres værker og ikke mindst af at diskutere med dem.
Mit indlæg på journalisternes debat kom på den tid, da Kreds 1s formand ville foreslå delegeretmødet, at man burde indføre en paragraf i forbundets love om, at "ytringsfrihedens grænser til stadighed skulle udvides", mens Journalistforbundets formand ingen forståelse havde for min påpegning af, at yyYYYtringsfrihedens samlede Hyle- og Falsetkor* truede med at få lysekronerne til at falde ned over journalistforsamlingen.
Kunne Journalistforbundets billedstøtter af i dag ikke anbefale, at KW tildeles et ophold i feriehusene på Avernakø eller Christiansø?
*falset: se falsk II; stemmeleje, der ligger over mandsstemmens normale område.
Da jeg læste Mariann Poulsens indlæg "Westergaards lig på bordet" i Journalisten måtte jeg banke i bordet og råbe: Hørt! Hørt! Det har nemlig også undret mig, at solidariteten med Kurt Westergaard kan ligge på et meget lille sted. Kan det virkelig passe, at berøringsangst vinder over solidaritet, ytringsfrihed og demokrati? Vi lever alle af ytringsfriheden og derfor burde vi også stå sammen - for det kunne i princippet ske for os alle.
Til orientering kan nævnes, at universitetsstuderende Nils Tjell har oprettet gruppen; Kurt Westergaard support på Facebook med ordlyden: Kurt burde ikke være i livsfare, fordi han har tegnet en tegning. Gruppen har indtil videre cirka 2.500 medlemmer.