Website gør tykt grin med det velgørende AidOnline

De danske netmediers organisation, FDIM, kræver det velgørende annoncekoncept Aidonline lukket inden klokken 17 i dag. Ellers vil de forlange et fogedforbud. En ny hjemmeside, der ligner Aidonline, gør i øvrigt tykt grin med konceptet. (opdateret 15:22)

De danske netmediers organisation, FDIM, kræver det velgørende annoncekoncept Aidonline lukket inden klokken 17 i dag. Ellers vil de forlange et fogedforbud. En ny hjemmeside, der ligner Aidonline, gør i øvrigt tykt grin med konceptet. (opdateret 15:22)

Ifølge Berlingske Business har Aidonline dog ikke tænkt sig at reagere. 

"Vi synes, at det er skudt godt og vel over målet. Vi giver brugerne mulighed for at tilpasse deres hjemmesider efter deres eget ønske. Det er der ikke noget nyt i. Teknologien har eksisteret i flere år," udtaler Rasmus Bjerngaard, talsmand for Aidonline.

Men lukker den nystartede virksomhed ikke ned for sine aktiviteter inden klokken 17 i dag, vil FDIM nedlægge et krav om fogedforbud.

”Vores advokater vurderer, at der er basis for at nedlægge et fogedforbud, da Aidonline er i strid med reglerne for god markedsføringsskik. Derfor har vi givet en frist til klokken 17,” siger projektchef hos FDIM, Peter Djurup til Business.dk.

Journalisten.dk skrev i går om, hvordan Aidonline "stjæler" annoncepenge fra hjemmesider til velgørenhed. Aidonline er et lille computerprogram, der erstatter kommercielle virksomheders bannerannoncer med sponsorreklamer for velgørenhedsorganisationer.

Aidonline giver 80 procent videre til en række af landets største hjælpeorganisationer, der til gengæld bakker aktivt op om projektet ved at præsenterer det for deres mange medlemmer.

Det er i øvrigt ikke kun FDIM, som er vrede. Kommentatorer på blandt andet K Forum angriber nødhjælpsorganisationernes samarbejde med AidOnline. Kommunikationskonsulent Troels Johannesen skriver blandt andet i et personligt indlæg, at AidOnline har skudt sig selv i foden.

"Sjældent har jeg set større brøler før. Ved på denne uelegante måde at træde på medierne, har nødhjælsporganisationerne vundet sig en modstander man ikke vil have. For nødhjælsporganisationer får ofte rabat på annoncer i dagbladene, og lever af, at medierne giver organisationerne og deres sag den opmærksomhed der er nødvendig for at befolkningen lægger penge i netop deres kasse," noterer Troels Johannesen på K Forum.

Se også den ny hjemmeside, der på humoristisk vis parodierer Aidonline. Klik her.

(opdateret 15:22)

0 Kommentarer