Weblogs ligger døde hen

94 procent af alle blogs bliver ikke opdateret, viser opgørelse. De gyldne tider for den glade blog-amatør er ved at rinde ud.

94 procent af alle blogs bliver ikke opdateret, viser opgørelse. De gyldne tider for den glade blog-amatør er ved at rinde ud.

»Overvejer du at lancere din egen blog? Her er et venligt råd: Lad være. Og hvis du allerede har en blog, så træk stikket.«
Sådan skrev kommentatoren Paul Boutin for nylig i Wired. Og ifølge Berlingskes Nyhedsmagsin er der meget, der tyder på, at Paul Boutin har ret.
Blog-overvågningstjenesten Technorati har siden 2002 overvåget 133 millioner blogs. Af disse er 94 procent i dag mere eller mindre døde, skriver Berlingskes Nyhedsmagasin. Kun 1,5 millioner havde blogget inden for de seneste syv dage.

Ifølge Paul Boutin er blogs »bare så 2004-agtige« – dengang blogs var billedet på brugergenereret web 2,0-indhold på nettet.
Han henviser til, at de gyldne tider for den glade blog-amatør er ved at være slut til fordel for professionelle bloggere og professionelle medier. På Technoratis liste over de 100 mest læste blogs er enkeltmands-blogs gledet ud og erstattet af blogs fra især online-magasiner.
»En kommentator, der arbejder alene, kan ikke følge med et helt hold af professionelle, der producerer op til 30 posts om dagen,« skriver han.

Ifølge Paul Boutin er blogs i skarp konkurrence med sociale medier som Facebook, billeddelingstjenesten Flickr og mikroblogging-sitet Twitter.

0 Kommentarer