Det er gammeldags, at aviserne får statsstøtte, når netmedier ikke gør, når både nyheder og offentlig debat flytter over på nettet, mener medstifteren af forening af netjournalister. I dag kan netdebat afsløre Stein Bagger-historier og er ikke længere kun sure opstød.
»Alle ved, at danskerne har flyttet deres nyhedslæsning fra dagbladene til nettet. Men i al ubemærkethed er den offentlige debat også flyttet ud på de interaktive medier. Dermed forsvinder endnu en begrundelse for at give mediestøtten 100 % til dagbladene.«
Sådan skriver Ernst Poulsen i en klumme udsendt af foreningen af netjournalister, DONA, i dag. Ernst Poulsen er selv medstifter af DONA og webjournalist.
Som optakt til debatarrangementet Copenhagen Clash om mediestøttens fremtid offentliggør DONA en række klummer fra forskellige aktører. I dag er det så Ernst Poulsens tur.
Ifølge Ernst Poulsen er der to bærende årsager til, at dagbladene får statsstøtte: Dels fordi de leverer nyheder, dels fordi de er forum for offentlig debat. Men der sker et skred på begge områder, mener han.
Det er ikke længere kun via læserbrevene, borgere kan sætte dagsordenen, præge nyhedsstrømmen og ytre sig.
»Efterhånden som papiravisernes oplag er dalet, er der ikke længere den samme gennemslagskraft i et læserbrev. Ikke engang i den ellers så attråværdige kronik, som var det ypperste, man kunne opnå af få på tryk som borger. Ja, læserbrevene eksisterer endnu, men har mistet deres betydning som afgørende for demokratiet. I dag er der afstemninger og kommentarer overalt på nettet og den personlige blog er blevet et massefænomen. Debatten foregår i et helt andet tempo og meget mere spredt end før,« skriver Ernst Poulsen.
Ifølge Ernst Poulsen er netdebatter ikke længere bare ligegyldigheder, brok og anonyme angreb. Det var de før i tiden, fordi netdebat var inspireret af avisdebat.
»Problemet var dels dårlige værktøjer, og en forkert tilgang, der bundede i en papirtankegang. Debatten lå eet centralt sted på sitet, på samme måde som man har samlet debatten i en avis eet sted. Problemet er, at det tiltrækker folk, der kommer til sitet med det formål at diskutere generelt. Deres mål er at markere sig – ikke at bidrage med viden om en konkret sag,« skriver han.
Men faktisk kan netdebat bruges aktivt, også af journalister, til noget konstruktivt, som det blev i Stein Bagger-sagen.
»Hvis man plejer sine læsere, kan man ende med en skare af folk, der fast følger med i ens skriverier. Spørg blot Dorte Toft, der er en af dem, der mestrer genren på hendes "Bizzen"-blog hos Berlingske.dk. Det var bl.a. kommentarerne på bloggen, der gav hende vigtige elementer i arbejdet med Stein Bagger-sagen,« skriver han og fortsætter:
»Sidenhen er der sket en simpel, men afgørende omlægning i store dele af webdebatten. Nu er debatten placeret umiddelbart efter artiklerne, og det har højnet kvaliteten. Selv om der stadig er problemer, så har kvaliteten på nogle områder overhalet papirdebatten.«
Ernst Poulsen tager udgangspunkt i JydskeVestkysten. De modtager cirka 100 nye debatindlæg på nettet hver dag, tre gange flere end de bringer på papir.
Avisen kræver fuldt navn, adresse og telefonnummer af alle skribenter, og de har haft en politik om at slette, hvis reglerne ikke blev overholdt. Det har højnet debatniveauet.
Men for at kunne lave god og velstyret debat, skal man betale nogle penge, understreger Ernst Poulsen.
»Og det er så her, at vi kommer tilbage til årsagen til, at vi arrangerer "Copenhagen Clash". På det møde håber vi at skabe debat om det faktum, at al mediestøtte går til papiraviser. Det virker ganske simpelt… skal vi sige… gammeldags, at holde fast i, at det kun er papiraviserne, der skal støttes for deres rolle i demokratiet,« slutter han.
DONA arrangerer Copenhagen Clash den 16. september I Dagbladet Informations lokaler. Ansvarshavende redaktør på Kristeligt Dagblad, Erik Bjerager, og tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet, Bent Falbert, repræsenterer de trykte medier. Christian Peytz, formanden for Foreningen af Danske Interaktive Medier og Ulrik Krag, adm. direktør i firmaet Mediaprovider, repræsenterer netmedierne.
Også medieforsker Anker Brink Lund, Venstres medieordfører Ellen Thrane Nørby og Socialdemokraternes ditto, Mogens Jensen, deltager.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.