En mand på Læsø fik dom for ulovlig overvågning. I protest har han anmeldt ni mediers web-kameraer til politiet.
USKARPT. På el-installatør Peter Jensens antennemast på hans hus i Vesterø Havnegade på Læsø sidder et webcam. Det tager billeder hvert femte minut af vind og vejr på Vesterø Havn
og af Læsø-færgens kommen og gåen. Peter Jensens private webcam er ment som en service til turister, sejlere og lokale, som på den måde kan følge med på havnen døgnet rundt.
Men det må han ikke. El-installatøren er ved retten i Frederikshavn blevet idømt en bøde på 3.000 kroner og har fået besked på at pille sit webcam ned. Han er dømt efter »Lov om forbud mod tv-overvågning«, som siger, at private ikke må tv-overvåge offentlige pladser. Peter Jensen finder dommen vanvittig og siger til Journalisten:
»Jeg er ikke tilhænger af overvågning, men det her har intet med overvågning at gøre. Retten siger, at mine billeder kan bruges til at overvåge og kontrollere personer på havnen, men billedkvaliteten er så ringe, at man jo slet ikke kan se, hvem der er på billederne. Hvis jeg virkelig ville følge med i, hvad Per og Johanne laver, og hvor de skal hen, så satte jeg mig jo nok ned på havnen,« siger Peter Jensen.
Sammen med sin advokat, Peter Lind Nielsen fra advokatfirmaet Bender, er han nu ved at søge procesbevillingsnævnet om lov til at anke sagen til Landsretten. For som Peter Lind Nielsen siger, er det en principiel sag.
»Hvis dommen her sætter en standard, har vi en lov, som i praksis forbyder opsætning af webcams. For med mindre man peger kameraet op i himlen eller ind i en væg, så kan der teoretisk set altid komme en person forbi i det splitsekund, kameraet tager et billede. Og så er det uden betydning, om man kan identificere vedkommende eller ej,« siger Peter Lind Nielsen.
Det var en Læsø-borger, der anmeldte Peter Jensens kamera, og i en slags protest har el-installatøren nu selv anmeldt 29 forskellige webcam-ejere til politiet. Blandt de 29 er ni medievirksomheder: Dagbladet Politiken, TV 2/BORNHOLM, DR Bornholm, Holbæk Amts Venstreblad, Fyens Stiftstidende, TV2/NORD, JydskeVestkysten, Kalundborg Folkeblad og Radio Østsjælland i Fakse.
TV 2/BORNHOLM har opstillet flere webcams på klippeøen. Hvert 30. sekund tager de nye billeder af vejret på blandt andet havnene i Rønne og Gudhjem. Direktør for TV 2/BORNHOLM Jan Jørgensen siger om anmeldelsen af tv-stationens webcams:
»Nu er det ikke en sag, der gælder ytringsfriheden, ligesom der heller ikke er tale om alvorlige forbrydelser mod menneskeheden. Men vi følger Peter Jensens sag med interesse og er spændt på, hvad Landsretten finder frem til. Vi har sat webcams op, fordi vores brugere synes, det er sjovt at se, om solen skinner i Gudhjem. Man kan ikke identificere de personer, der kommer med på billederne, men hvis dommen bliver stadfæstet, retter vi os selvfølgelig efter det og piller kameraerne ned,« siger Jan Jørgensen.
Også internetchef på Fyens Stiftstidende, Richard Wraae, tager det roligt:
»Vi får utrolig mange positive henvendelser fra vores netbrugere. Besøgstallene er meget høje på vores webcams, fordi folk synes, det er sjovt at følge med på for eksempel havnen i Faaborg og hos pingvinerne i Odense Zoo. Hvis det skulle være ulovligt, er det jo slet ikke i nettets ånd, og så må mange mennesker lide under, at nogle få synes, webcams er noget lort,« siger Richard Wraae.
Politiet i Frederikshavn oplyser, at de ikke foretager sig mere, før sagen er endelig afgjort. Så indtil videre bliver Peter Jensens webcam ved med at vise ulovlige billeder fra Vesterø Havn. De kan ses på www.el-fix.com.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.