Web-medier går frem trods økonomisk nedtur

Selv om den økonomiske krise i USA har spredt sig til det meste af verden, så klarer alverdens internetmedier sig forbavsende godt. Forventningen er endda yderligere vækst, var meldingen på udgivernes fremtidsforum.

Selv om den økonomiske krise i USA har spredt sig til det meste af verden, så klarer alverdens internetmedier sig forbavsende godt. Forventningen er endda yderligere vækst, var meldingen på udgivernes fremtidsforum.

Annoncekronerne vælter ind. Og det vil de blive ved med. Sådan lød det samstemmende, da internetmedier og annoncører i den forløbne uge mødtes i London til konferencen 'Forum for the Future' arrangeret af Online Publishers Association.

Læserne rykker nemlig i stigende grad over på nettet, og trods den globale økonomiske nedtur, så vil markedet blive ved med at vokse.   

»En recession vil ramme ethvert annonce-baseret medie, men eftersom folk i stigende grad flytter over på nettet, så vil vi fortsat opleve en fremgang – om end ikke så stor som vi så for fire eller fem år siden,« konkluderede Caroline Little, koncernchef for Washington Post Newsweek Interactive, ifølge Reuters weblog om medier og teknologi, 'MediaFile'.

Særligt muligheden for at lave målrettet annoncering på nettet gør webmedier langt mere attraktive for mange annoncører.

»Muligheden for nøje at målrette reklamer til de helt rigtige forbrugere, og tilmed gøre det på en effektiv måde, betyder, at webmedier burde kunne se frem til markant annoncevækst – selv i disse svære økonomiske tider,« erklærede Pam Horan, direktør for Online Publishers Association, til Reuters.

Alene i USA er forventningen, at reklameforbruget på nettet vil vokse med hele 23 pct. i år, ifølge tal fra eMarketer. Sidste år var væksten dog 25 pct., men i et mediemarked, der ellers klager over generel nedtur, er en vækst på 23 pct. stærkt misundelsesværdigt. 

Læs yderligere her:  Online publishers upbeat despite economic downturn.

0 Kommentarer