Politiet bliver nu blandet ind i sagen om Waterfront og DSB. Det sker, efter at PR-bureauet Waterfront har politianmeldt to tidligere ansatte.
De to, nu politianmeldte medarbejdere forlod Waterfront i 2012.
Det er tidligere kommet frem, at Waterfronts direktør Lars Poulsen har anklaget en tidligere medarbejder for at lække oplysninger om firmaets samarbejde med DSB til DR's TV Avisen.
"En tidligere fastansat medarbejder hos Waterfront har efter sin fratræden videregivet intern information til DR Nyhederne. I denne information står der, at Waterfront i en årrække har samarbejdet med journalist Lars Abild for at sikre, at han afstår fra at presse DSB i medierne. Dette er ikke korrekt", skrev Lars Poulsen i en intern mail, der blev lækket til TV 2.
Waterfront tager i pressemeddelelsen afstand til de mange "kontroversielle og udokumenterede" påstande, der har lydt i sagen.
"Jeg finder det opslidende og absurd at skulle være skydeskive for den ene udokumenterede påstand efter den anden. Påstande, som jeg blankt må afvise", skriver Waterfronts ejer og direktør Lars Poulsen i pressemeddelelsen.
"Jeg har formuleret mig uheldigt i nogle fortrolige mail, det erkender jeg, men at påstå, at Waterfront har deltaget i ulovligheder – herunder at have hacket mails – er helt hen i vejret. Det har intet på sig og er ikke korrekt", tilføjer han.
Sagen om Waterfront og DSB startede, da TV Avisen beskrev, hvordan Waterfront havde holdt den kritiske journalist Lars Abild beskæftiget for at afspore ham fra at skrive kritisk om DSB.
DSB's spektakulære samarbejde med PR- og lobbyistfirmaet Waterfront Communication, der skulle tæmme journalist Lars Abild, blev indledt, efter at fagbladet Journalisten i 2009 beskrev, hvordan DSB håndterede kritiske journalister. DSB's brug af Waterfront i sagen blev afsløret af 21 Søndag på DR, der fremlagde en e-mail fra PR- og lobbyistfirmaet Waterfront Communications til DSB's topchef, Peder Nedergaaard Nielsen, der indikerer, at journalist Lars Abild er blevet forsøgt passiviseret af penge fra DSB.
Opdateres…
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Er der bare én kommunikatør/spindoktor/pr-rådgiver/younameit, der IKKE vil råde Lars Poulsen til at stikke piben ind og trække anmeldelsen tilbage?