Der investeres nu i flere journalistiske muskler på to Watch Medier, FinansWatch og MediaWatch. Sidstnævnte er gået fra tre til fire journalister. På FinansWatch har man netop sagt farvel til én, men i stedet ansat de to finansjournalister Mette Mandrup og Morten Plesner.
Direktør og chefredaktør i Watch Medier Anders Heering forklarer, at de nye ansættelser er en investering i journalistikken.
»Vi håber selvfølgelig, at vi kan blive endnu bedre og endnu mere relevante, når vi har lidt flere journalistiske muskler. På MediaWatch giver det blandt andet mulighed for at styrke dækningen af den digitale udvikling,« siger Anders Heering.
Han forklarer, at de nye investeringer ikke betyder ændringer i de redaktionelle prioriteringer, men at der vil komme mere af det indhold, man allerede kender fra de to Watch-medier.
»Vi fortsætter ad det samme journalistiske spor, men smider nogle flere journalistiske kalorier ind på redaktionerne. Lidt har også ret, når man er små medier,« siger Anders Heering.
Styrke tilbud til abonnenterne
Ud over den redaktionelle udvidelse udvikler Watch Medier nye apps til deres seks forskellige medier. Brugen af medierne rykker mere over på mobilen, og der vil de gerne have et stærkt tilbud til abonnenterne, forklarer Anders Heering:
»Mange skal logge ind hver gang, når de vil læse vores indhold, og det kan godt være en barriere i forhold til at få brugt vores medier så meget, som vi gerne vil have folk til. En lækker app, hvor man er logget ind hele tiden, kan øge brugen af vores medier og styrke vores tilbud til abonnenterne.«
Skyldes ikke øget konkurrence
Anders Heering afviser, at investeringerne på de to Watch-redaktioner skyldes øget konkurrence fra resten af branchen.
»Vi er selvfølgelig i konkurrence – det har vi været hele tiden. Det, der sker nu, er, at de eksisterende medier, som tidligere var gratis, nu også tager betaling, og det er ikke dårligt for os, at flere gør det,« siger han.
Watch-medier er ejet af JP/Politikens Hus, som flere af Watch-medierne også deler indhold med. For eksempel deler FinansWatch indhold med koncernens nye netmedie Finans. Anders Heering frygter ikke, at Finans kommer til at kapre læsere fra FinansWatch.
Nu er Finans selvfølgelig stadig meget nyt, men kan I mærke, at der er kommet en konkurrent på det punkt?
»Nej, det frygter jeg ikke. Vi glæder os til gengæld meget over, at vi har fået en fætter. De beskæftiger sig med erhvervsstoffet i bred forstand, hvorimod vi er mere niche-prægede. Jeg ser Finans som et godt supplement til et abonnement på et eller flere af vores nichemedier.«
Så I er som sådan ikke i direkte konkurrence?
»Nej, sådan ser jeg det ikke. Selvfølgelig vil der være overlap, ligesom der også er overlap med de brede erhvervsmedier i dag, men langt størstedelen af indholdet er forskelligt,« siger Anders Heering.
Samlet set giver vi stadig underskud
Han fortæller, at der de seneste år er sket en positiv udvikling i Watch-mediernes økonomi. Men der er stadig et stykke vej, før alle titlerne giver overskud.
»Samlet set giver vi stadigvæk underskud, fordi vi bliver ved med at investere i nyt. Det tager jo noget tid at få sådan nogle medier op at køre. MediaWatch kommer for tredje år i træk ud med et positivt resultat, og også FinansWatch kommer ud med et flot resultat ligesom sidste år,« siger Anders Heering.
Han forklarer, at MedWatch og ShippingWatch kommer tæt på at løbe rundt i år. Men der vil gå noget tid, før de to nyeste skud på Watch-stammen løber rundt.
»EnergiWatch og FødevareWatch er rimeligt nye, så der går lidt længere tid med dem. Men vi er foran vores budgetter, og vi ser meget lyst på fremtiden,« siger Anders Heering.
Han tilføjer, at der ikke er planer om at udvide med flere Watch’er de kommende måneder, men at Watch Medier kigger på mulighederne for nye medier på længere sigt.
Præciseret 30/10 kl. 09.33: Anders Heering har præciseret, at selvom der ikke er planer om nye Watch-titler de kommende måneder, kigger selskabet på muligheden for flere medier på længere sigt.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.