I 2012 åbnede Ritzau kontor i Sydney i Australien – og om et par uger sender Watch Medier sin første korrespondent til New York.
Det er planen, at journalist Benjamin Werner Christensen skal arbejde fra New York frem til september, hvor han skal levere til alle seks platforme på Watch Medier, blandt andre Mediawatch, Shippingwatch og Finanswatch. Målgruppen er både læserne i Danmark og internationalt.
Direktør Anders Heering siger, at udstationeringen blandt andet handler om, at det kan være svært at finde kvalificerede erhvervsjournalister, der ønsker at arbejde fast fra 17 til 22 dansk tid. I samme tidsrum er det dag i New York.
»Så er det bedre at have en af vores egne folk til at arbejde i dagtimerne i New York i tre måneder ad gangen,« siger han.
Tre måneder er nok
Modsat andre udlandskorrespondenter er varigheden af opholdet begrænset til tre måneder. Efter tre måneder bliver korrespondenten afløst af en kollega fra Danmark.
»Traditionelt sidder korrespondenter i for eksempel Bruxelles i tre år, så de kan skabe et netværk og lære systemet at kende. Men sådan behøver det ikke være, når et af de vigtigste formål er at dække dansk erhvervsliv om aftenen. Tre måneder er nok til, at du får fodfæste, men det er kort nok til, at du ikke behøver ændre hele dit liv derhjemme og sige lejligheden op,« forklarer han.
Ud over tidsforskellen får Watch Medier lettere ved at få kilder i tale ved at befinde sig på den anden side af Atlanten, mener Anders Heering.
»Du kan tale med folk over Skype, men den fysiske placering gør en forskel, hvis du gerne vil mødes med kilderne,« siger han.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.