Krisen blandt de store amerikanske aviser synes uden ende, og nu tvinges The Washington Post til at lukke alle sine kontorer i New York, Chicago og Los Angeles. Samtidig viser ny opgørelse, at aviserne i USA angiveligt har færre læsere end hidtil antaget.
R.I.P.
Sådan lyder overskriften på den næsten morbide liste på hjemmesiden Newspaper Death Watch, der siden marts 2007 har holdt øje med dødsfaldene i den amerikanske dagbladsbranche.
Blandt de seneste omkomne i de større byer er: Tucson Citizen, Rocky Mountain News, Baltimore Examiner, Kentucky Post, Cincinnati Post, King County Journal, Union City Register-Tribune, Halifax Daily News, Albuquerque Tribune, South Idaho Press og San Juan Star.
De virkelig store kendte dagblade er dog fortsat i live. Men flere af dem er alvorligt nødlidende. Heriblandt selveste New York Times.
Nu må sågar Washington Post skære kraftigt ned. Avisen dropper fuldstændigt den nationale dækning og lukker alle sine kontorer i New York, Chicago og Los Angeles. Allerede i sidste uge blev en række medarbejdere fra avisens online-redaktion sagt op. Hele opgaven går nu ud på at samle kræfterne – og de resterende penge – om det oprindelige udgangspunkt: politik og lokale nyheder fra Washington.
Farvel til selvforståelsen som den store amerikanske avis. Farvel til udsynet. Og farvel til seks nationale korrespondenter, skriver PaidContent.org.
Samtidig med den markente nedskæring på Washington Post er der andre nye nedslående meldinger fra USA.
Oplags- og læsertallene er angiveligt ikke helt så fantastiske, som hidtil antaget. Eller rettere: De falder angiveligt mere, end tallene umiddelbart lader forstå.
En ny opgørelsesmetode, som blev indført i april, har nemlig gjort det langt lettere at registrere en læser som betalende abonnent, skriver AP. Og dét endda selv om køberen ikke modtager avisen på print. Den nye opgørelsesmetode tillader nemlig også at tælle elektroniske abonnenter med. Det vil sige læsere, som køber sig adgang til eksempelvis webudgaven af The Wall Street Journal – eller blot såkaldte e-editions.
Har en abonnement på en printavis også adgang til avisen på nettet, giver den ny opgørelsesmetode ret til at tælle abonnenten hele to gange. Altså dobbelt op.
Derfor er de reelle oplagstal sandsynligvis langt ringere, end statistikkerne angiver – og i forvejen ser det sort ud.
Ifølge den seneste opgørelse fra the Audit Bureau of Circulations (ABC) er det samlede oplag for de 379 største amerikanske aviser faldet med 10,6 procent i løbet af de seneste seks måneder frem til udgangen af september. Det er den største nedtur, der nogensinde er målt og registreret af ABC.
Hvis ikke man havde indført den noget lempeligere opgørelsesmetode 1. april, havde tallene set endnu værre ud. Hvor meget ved ingen. Men faktum er, at 59 aviser har opgjort, at de havde mindst 5.000 elektroniske abonnenter med i deres daglige oplagstal.
På hjemmesiden Newpaper Death Watch noterer man da også, at det seneste historiske oplagsfald, som altså slår alle rekorder, nok har være en anelse optimistisk!
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.