search

Walraff-discount

Livet i Vesterbros rendestene er tilsyneladende så vigtigt at bringe ud til befolkningen, at mediefolk må hente specialværktøjet frem for at få den fulde sandhed om livet som småkriminel nark

Livet i Vesterbros rendestene er tilsyneladende så vigtigt at bringe ud til befolkningen, at mediefolk må hente specialværktøjet frem for at få den fulde sandhed om livet som småkriminel narkoman frem.

Nej, denne kommentar handler ikke om Lars Engels' tv-produktioner. Han er – desværre – langtfra ene om at vade rundt i problemstillingen: Hvordan mon det er at leve en forhutlet tilværelse som prostitueret på jagt efter stoffer med politiet i hælene?

Senest har Information søreme også stillet sig op i køen af medier, der søger sandheden om underDanmark.

Da avisen traf beslutning om at fremvise det menneskelige skrald på Vesterbro for sine læsere, har redaktionen tilsyneladende måttet erkende, at dens egne kornfede, bredriflede fløjlsjournalister var for tunge til at sende ind i miljøet. I stedet valgte bladet at sende iscenesætteren Claus Bech-Nielsen på gaden.

I løbet af nogle uger fra slutningen af 2000 og ind i dette år illuderede den afmagrede, junkie-udseende skuespiller en sølle mand ved navn Claus Nielsen, der vadede rundt på Vesterbro uden erindring om sin fortid og især ikke om sit CPR-nummer.

Information slap ham løs blandt hjemløse, misbrugere og indvandrere, og bladet må efterfølgende befippet konstatere, at Claus Bech-Nielsen oplevede accept og fortrolighed blandt de elendige eksistenser på gaden.

Sine oplevelser har Claus Bech-Nielsen skrevet en halv snes artikler af standard-Information længde om, og tænk sig: Ingen myndigheder eller hjælpeorganisationer kunne hjælpe staklen med penge eller logi, når han ikke havde et personnummer. Skuespilleren fik endda Ekstra Bladet til at skrive en artikel om sin påståede elendighed.

Da artikelserien langt om længe sluttede, skrev Information for en sikkerheds skyld også en leder om artikelserien, så de abonnerende gymnasielærere kunne forstå, hvorfor avisen kastede sig over beskrivelsen af så åndløst et miljø:

"Udgangspunktet for serien var et ønske om at få fat i andre dele af virkeligheden, end vi er vant til i avisen. Mennesker som er unplugged … Henlevende i skyggen med deres lyssky forretninger og skrøbelige livskontakter, byrdefulde for enhver regering med velfærd på principprogrammet."

Jeg vil sætte et stort spørgsmålstegn ved, om Information har fat i nye vinkler på virkeligheden på Vesterbro. Avisens snagen i elendigheden ligner til forveksling det, andre medier bringer fra bydelen.
Til gengæld ved jeg, at avisens udsendte "narkoman" selv har været byrdefuld og tidskrævende for de socialarbejdere og politifolk, som har forsøgt at hjælpe ham.

Alene på Mændenes Hjem har Claus Nielsen tre gange fået hjælp af sygeplejersker og socialarbejdere, som har forsøgt at sætte sig ind i hans situation. De har brugt timer på at hjælpe ham.

Det var også på Mændenes Hjem, at personalet fandt løsningen på Claus Nielsens dilemma: Indlæggelse på Kommunehospitalet. Tilbuddet takkede den pseudo-hjemløse skuespiller nej til, fordi det ville have ødelagt hans historie om, at ingen vil hjælpe en CPR-løs person.

Da personalet på Mændenes Hjem siden hen fandt ud af, at de var blevet narret af Information, kunne de sidde tilbage med frustrationen over at have spildt tid på en wannabe.

Det havde endda været til at leve med, hvis Claus Nielsens Walraff-kopi havde haft et sigte. Men er der overhovedet en ide med at lave undercover journalistik om CPR-løse mennesker på Vesterbro? Hvad får vi ud af at vide, at en mand uden CPR-nummer har svært ved at begå sig?

Pointen er, at hvis der hver uge var fem personer i Danmark, der var ved at gå til grunde, fordi de ikke kunne huske deres CPR-nummer, så havde der måske været en idé i at gå undercover for at afsløre fænomenet. Vel at mærke, hvis samfundet ignorerede de nummerløse.

Men det er der ikke.

Tilbage er kun Informations savlen over junk og kriminalitet.

Den kendsgerning kan man også leve med.

Til gengæld bliver det pinligt for vores fag, når statistikken for uægte bumser, der har opsøgt Mændenens Hjem alene i år 2000 er oppe på fem. 5. FEM!

Fem gange har personalet siddet ansigt til ansigt med en journalist, der har været i genbrugsbutikken for at købe sit Walraff-kostume. Repræsentanter fra ungdomsmagasinet Chili, BT, Information samt to freelancere har forsøgt at presse sig ind på de få pladser på Mændenes Hjem.

De er gået undercover for at afsløre livet som subsistensløs – på bekostning af de subsistensløse.

Heldigvis er alle – på nær Claus Nielsen – blev afsløret ret hurtigt.

Normalt plejer journalister at sætte byline eller subtitle på deres artikler eller tv-indslag, fordi de står ved deres arbejde. Men fem gange i løbet af et år har journalister altså valgt at bruge den utraditionelle undercover-metode for at finde frem til en dybere sandhed.

Hvilken sandhed?

Jeg har ikke talt med nogen af de danske Walraff´er. Men jeg kunne forestille mig, at de vil bruge samme argumentation som Lars Engels: At afsløringen af forholdene for de nederste i samfundet skal sætte gang i debatten om, hvordan et af verdens rigeste samfund mishandler sine fattige.

Hvor bliver debatten af?

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen