Hver gang islandske medier skrev én kritisk artikel om bankerne op mod finanskrisen, skrev de fem positive. I dag kører pressen ukritisk videre. Journalisterne skriver annoncetillæg. Dødsannoncer er redaktionelt satsområde. Og statsministeren er blevet chefredaktør.

KONKURSJOURNALISTIK. Forestil dig, at Anders Fogh Rasmussen oven på finanskrisen var blevet først nationalbankdirektør og derpå chefredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten. Og forestil dig, at samme avis skulle dække en rapport, der konkluderer, at Anders Fogh Rasmussen er en af de syv medansvarlige bag landets finansielle styrt.

Hele scenariet er utænkeligt – men ikke på Island. Her er Morgunbladid Islands største betalingsavis, og chefredaktør David Oddsson er tidligere nationalbankdirektør og konservativ statsminister. Det blev for meget for Gunnhildur Arna Gunnarsdóttir, der sagde sit job op som redaktør.

»Jeg var skeptisk allerede fra start. Hans beslutninger som nationalbankdirektør og statsminister var stadig nyhedsmateriale. Hvordan skulle vi dække det i avisen, når han både var chefredaktør, kilde og medansvarlig for bankkrakket?« spørger hun.

EFTER ISLANDS ØKONOMISKE KOLLAPS nedsatte staten en såkaldt Sandhedskommission. Den skulle finde forklaringer på, hvorfor det gik så galt med det nyrige land. I foråret 2010 offentliggjorde kommissionen en 2.300 sider lang rapport. Den pegede blandt andet på syv medansvarlige for kollapset. En af dem var nationalbankdirektør og tidligere statsminister David Oddsson, der blev kritiseret for tjenstlig forsømmelighed.

Gunnhildur Arna Gunnarsdóttir ønskede at bringe billeder af de syv medansvarlige på forsiden af Morgunbladid – heriblandt hendes chefredaktør, David Oddsson. Redaktøren over hende var uenig i den ide, forklarer hun. I stedet bragte avisen en forside med rubrikken "Bankernes ansvar".

»Det var jo ikke en nyhed længere, at bankerne havde svigtet. Nyheden var de syv navngivne personer. Jeg var helt ødelagt. Jeg havde svigtet min egen faglige stolthed og stolede ikke på chefredaktionens dømmekraft. Det kunne jeg ikke være bekendt over for mig selv eller mine kolleger. Så jeg sagde op,« siger hun.

Fem minutters bustur fra byen Keflavik forgylder en lavthængende, skarp sol det puklede og stenede landskab. En enorm regnbue rejser sig som en halv OL-ring på hver sin side af bussen. Man får følelsen af at være helt tæt på det punkt, hvor regnbuen ender.

Islændingene troede også, de havde fundet skattekisten for enden af regnbuen, og blev chokerede over krakket. Hvorfor havde ingen advaret om, at vulkanøen havde festet for lånte penge?

Sandhedskommissionens rapport konkluderer, at medierne bar et medansvar og havde svigtet opgaven som vagthund. For hver kritisk bankartikel var der for eksempel fire-fem positive som modvægt under opturen.
Den oplysning undrer ikke en eneste af de 13 kilder, Journalisten taler med i løbet af fem dage på Island. Og en del af forklaringen skal findes i, at landets daværende fem aviser alle havde tråde dybt inde i bankerne i 2007. For eksempel ejede bestyrelsesformanden i Islands mægtigste bank landets største betalingsavis, Morgunbladid.

VAREDEKLARATION. Fríða Garðarsdóttir (th.)på sit kontor – en gammel fiskehal. For nogle uger siden kontaktede hun blandt andre Journalisten for at gøre opmærksom på sit avisprojekt "Kritik", der skal være helt uafhængigt. Ingen må eje mere end fem procent af avisen. Det skal sikre journalistisk kvalitet. Initiativet inspirerede Journalisten til at drage til Island. – foto: Brynjar Gunnarsson

DE ISLANDSKE MEDIER er et paradoks. Landet ligger nummer 1 på pressefrihedsindekset fremstillet af Reporters Without Borders – blandt andet fordi der ikke har været trusler mod islandske journalister. Omvendt er der heller ikke ligefrem tradition for at bide magthaverne i haserne, mener sociolog og medieforsker Torbjörn Broddasson.
»Vi må erkende, at journalistikken på Island aldrig har været på et særligt højt niveau,« siger Torbjörn Broddasson, der er en af de fire eksperter bag mediedelen i Sandhedskommissionens rapport.

Faktisk er uafhængig journalistik et ganske nyt fænomen på Island. Indtil 90'erne var landets fem dagsaviser tilknyttet hver deres parti. Og det var også først i 2004, at Island fik en længere journalistuddannelse – en toårig kandidatuddannelse i journalistik og kommunikation på universitetet i Reykjavik. Indtil da var det udelukkende muligt at få et diplom efter et års studie. På gratisavisen Frettabladid har kun 20-25 procent af journalisterne en formel journalistuddannelse.

Island er to en halv gange større end Danmark og huser cirka 300.000 indbyggere. Man kan godt få den tanke, at landets lilleputbefolkning gør det svært at være uafhængig og skrive kritisk, hvis naboen er minister eller tantens mand bankdirektør.

Langt størstedelen af Journalistens kilder har flere fingre i vejret, når de skal tælle bekendte fra parlamentets 63 medlemmer. Et parlament, der i øvrigt kun har én fuldtidsjournalist i presselogen – han er fra den offentligt støttede tv-station RUV. Tidligere snusede flere journalister rundt på Althingi. Men her er sparekniven blevet svunget ligesom i resten af branchen.

Siden bankkrakket er 110-120 journalister ud af journalistforbundets cirka 600 medlemmer blevet fyret på grund af nedskæringer. Alle taler om en mediebranche på vand og brød og i kamp for overlevelse. Og som en kilde siger:
»Man er nok ikke lige så oprørsk og kritisk, når journalistjobbene hænger i en tynd tråd.«

OPSTIGNING. I 2007 var Island pludselig blevet verdens femterigeste nation – på papiret. Og de dristige forretningsmænd blev betragtet som nationale helte. Indtil Anden Verdenskrig var Island blandt Europas fattigste lande. – foto: Brynjar Gunnarsson

EN HEFTIG TÅGE HAR LAGT SIG over Reykjavik. De mange restauranter er godt besatte en onsdag aften. I bybilledet er det svært at se, at statsministeren for to år siden offentligt måtte advare om, at øen var på randen af bankerot.
For at forstå det lille land og dets medier har Journalisten sat Olafur Stephensen i stævne. Han er chefredaktør på gratisavisen Frettabladid – ejet af mediekoncernen 365. Olafur Stephensen er tilknyttet Nordisk Journalistcenter. Han er vant til at diskutere journalistik med sine nordiske kolleger og ved godt, hvad en dansk journalist undrer sig over, så de indledende spørgsmål er næsten overflødige.

»Som medier spillede vi for ivrigt med på det økonomiske mirakel. Det er der ingen tvivl om,« siger han og løfter overgivende hænderne i vejret.
»Vores ejer er indblandet i mange stærkt kritisable affærer, som også er skyld i den økonomiske krise. Tidligere tog Frettabladid også for stort hensyn til dets ejer. Det er slut. Nu bruger vi vores redaktionelle frihed fuldstændigt. Det er meget vigtigt for mig.«

Men nogle steder kan det være svært at se forskel på annoncer og artikler i Frettabladid. Det er for eksempel avisens journalister og fotografer, som skriver annonceartikler og tager billeder til reklametillæg.

Og i det, avisen betegner som rene journalistiske sektioner, finder man også en kort artikel om en producent af servietholdere. Her er både pr-produktbillede og en forklaring af, hvor man kan købe varen. En anden kort artikel handler om en tepottevarmer-kunstner. Man kan købe tehætterne gennem hendes facebookprofil – hvorefter facebooknavnet er nævnt.

Hvorfor henviser I direkte til deres salg?
»Det er forbrugeroplysning.«

Kan du forstå, hvis nogle opfatter det som annoncer frem for journalistik?
»Jeg tror godt, at læserne kan kende forskel. Det er en tradition i Island at gøre sådan – sikkert også fordi det er et lille land. Folk vil gerne være godt informerede, når der sker noget nyt.«

Magthaverne vil også gerne være godt informerede. År tilbage har Olafur Stephensen selv prøvet at blive ringet direkte op af en statsminister, der var uenig i vinklingen af en artikel.
I 2006 arbejdede han for Morgunbladid. De publicerede blandt andet en artikel fra Danske Bank, som konkluderede, at Islands økonomiske kurs var uholdbar.

Flere bankdirektører ringede avisen op med budskabet: "Hallo, Morgunbladid skal ikke skade Island! I er her for at hjælpe. Vi må altså stå sammen nu."

Olafur Stephensen sukker:
»Vi har simpelthen ikke økonomiske midler til undersøgende journalistik og kan måske ikke spille den vagthunderolle, som vi burde,« siger Frettabladids redaktør.

UENIGHED. Til venstre tidligere redaktør på Morgunbladid, Gunnhildur Arna Gunnarsdóttir, der sagde op i protest, fordi avisens udgiver, Oskar Magnússon – på det andet billede, hyrede Islands tidligere statsminister og nationalbankdirektør som avisens chefredaktør. – foto: Brynjar Gunnarsson

HOS KONKURRENTEN, Morgunbladid, kniber det også med plusser i regnskabet. For et år siden fyrede avisen 40 ud af 200 medarbejdere.

Morgunbladid er en 90 år gammel traditionsrig avis med masser af selvfølelse. Med danske øjne er det bemærkelsesværdigt, at avisens 44 sider består af kun en halv side udlandsstof og hele 10 sider med dødsannoncer – polstret med billeder og lange nekrologer.

Udgiver af Morgunbladid, den kendte erhvervsmand Oskar Magnússon, tager imod med statsmandsautoritet. Håndtrykket er kraftfuldt. Han sætter sig i en mørk lædersofa, tilbagelænet med benene over kors og hænderne bag hovedet. Erkender, at medierne og heriblandt Morgunbladid ikke var tilpas kritiske over for bankerne, og at de ikke er gode nok til at høre modparten i mange artikler.

Hvorfor hyrede I den tidligere statsminister David Oddsson som redaktør?
»Det er der et meget enkelt svar på: Vi ville spille en aktiv rolle i det islandske samfund og have politisk indflydelse, så det kunne ses: Det er David Oddsson den rette til. Vi har noget at sige om mange emner i det islandske samfund, og han har gennemslagskraft.«

Er det ikke et problem, hvis I ikke har troværdighed i befolkningen?
»Bestemt, hvis situationen vitterligt er sådan. Men det er jeg ikke sikker på, at den er. Tidligere var Morgunbladid direkte støttet af Selvstændighedspartiet, og der kunne man måske tale om manglende objektivitet. I dag er vores nyhedsartikler neutrale.«

Han fortæller, at der ikke er økonomisk råderum til at satse på undersøgende journalistik lige så meget, som han kunne ønske. Og at avisen heller ikke prioriterer at have en journalist ovre i Althingi.
»Jeg synes, at der blev spildt meget tid på, at journalisterne sad derovre. Vi skriver nyheder til nettet derfra næsten med det samme.«

Men der er vel forskel på at skrive politiske nyheder og på at være der fysisk, så man kan følge kritisk med og lave afslørende journalistik og analyser?
»Vores journalister har god kontakt til politikerne. Vi ringer til dem hver dag, så vi har fin føling med det. Generelt kan genrer som analyser og undersøgende journalistik nemt blive indviklede. Tit ved man ikke, hvem kilderne er, og om journalistens egen holdning er integreret. Det er ofte mere konkret og troværdigt at lave nyheder.«

ISLAND VIRKER SOM én stor landsby. Selv om medierne lægger sig fladt ned og erkender, at de har svigtet rollen som den fjerde statsmagt i finanskrisen, er det samtidig meget svært at få øje på konkrete forbedringer. Der er ikke økonomi til det. Andre mener ikke, at der er et særligt behov.

Det gælder for eksempel Hjalmar Jónsson, formand for det islandske journalistforbund, Bladamannafélag Islands, og i øvrigt den eneste fuldtidsansatte i forbundet. Han synes, at journalisterne udnytter deres potentiale, så godt de kan, som han formulerer det.

»Kommissionens rapport er urimelig på mange måder. Island er et lille land, og journalisterne er ikke lige så specialiserede som i andre lande. Derfor bliver vi nødt til at stole mere på, at universitetsverdenen og specialister informerer os, hvis der er noget galt eksempelvis økonomisk.«

At én mand ejer størstedelen af mediemarkedet, er heller ikke nødvendigvis et problem:
»Så længe journalisterne laver selvstændig journalistik, er det underordnet, hvem der er ejere, og hvor store de er.«

Du tror ikke, at der er risiko for, at ejerne påvirker det journalistiske indhold indirekte?
»Nej, jeg har fuld tillid til journalisterne.«•

David Oddsson har ikke svaret på Journalistens henvendelse i forbindelse med artiklen.

ISLANDSKE MEDIER

• Betalingsavisen Morgunbladid – ejet af fiskeindustrien og med tidligere statsminister og nationalbankdirektør David Oddsson som chefredaktør.
• Landets anden daglige udgivelse er gratisavisen Frettabladid. Ejet af Jón Asgeir Jóhannesson, storaktionær i den nu konkursramte bank Glitnir. Han er i dag Islands største skyldner og har overdraget 90 procent af aktierne til sin kone.
• Jón Asgeir Jóhannesson ejer Mediegruppe 365, som står for cirka 80 procent af det samlede medieudbud i Island. I Danmark er han mest kendt for at have tabt en formue på Nyhedsavisen og flyselskabet Sterling.
• Ud over de to daglige udgivelser, Frettabladid og Morgunbladid, udkommer tabloidavisen DV tre gange om ugen. Ugentligt kan man læse gratisavisen Frettatiminn og erhvervsbladet Viðskiptablaðið.
• Der er planer om udgivelse af en uafhængig weekendavis med navnet "Kritik". Bag den står Fríða Garðarsdóttir. Medieforskeren Torbjörn Broddasson er med i avisens bestyrelse.

Islændinge om medierne:
Sandra Aradóttir, psykologistuderende
»Jeg læser alle netaviser, for den samme situation er beskrevet meget forskelligt i dem. Medierne er ikke ret kritiske. Jeg tror, at de gerne vil berolige befolkningen, så der ikke bliver for meget diskussion og opstandelse.«

Gunnar Arsæll Arsælsson, brugsbestyrer
»Jeg finder nyheder på nettet, men prøver at undgå aviserne, for de er altid så negative. Min mor og alle hendes venner holder Morgunbladid, men det er kun for at læse alle de lange nekrologer, så de kan følge med. Sådan er der mange, som har det.«

Egill Thorarinsson, statskundskabsstuderende
»Jeg læser både Frettabladid og Morgunbladid, for de har ofte to versioner af den samme historie. Hvem der ejer aviserne, tænker jeg ikke over, for det er jo ikke dem, som skriver artiklerne direkte.«