I en kontorgang på Ekstra Bladet hænger et indrammet portræt af chefredaktør Poul Madsen. Der er hængt en blomsterkrans af plastik rundt om portrættet, og ovenover står der ”DEN KÆRE LEDER”. På den anden side af gangen hænger en lang række portrætter af avisens hastigt voksende skare af chefer. Den samling af billeder har fået titlen ”Den Lysende Sti”.

Der er nok ikke mange arbejdspladser i Danmark, hvor medarbejdere slipper af sted med at sammenligne lederen med en nordkoreansk diktator – og resten af mellemlederniveauet med en maoistisk guerillabevægelse. Heller ikke selv om det er en joke.

Illustration: Rasmus Meisler

Kulturen på Ekstra Bladets redaktion er kendt for at afspejle avisens image udadtil; den anarkistiske dreng i klassen, der har højt til loftet og gerne tager en nævekamp med magthavere. Indtil for et halvt år siden måtte man ryge på enkeltkontorerne, men der bliver stadig mere styring og kontrol, hvilket de knap så smigrende chefreferencer er en tydelig protest imod.
Selv om diktatorreferencen er en joke, er der medarbejdere på Ekstra Bladet i dag, som føler sig straffet for at sige ledelsen imod. Senest har medarbejderforeningen, der som en af få i DJ har en rød fane, indledt en sag om antallet af de mange chefer, der er afbildet på Den Lysende Sti.

Siden Poul Madsen trådte til som øverstkommanderende i 2007, er antallet af redaktionelle chefer på Ekstra Bladet gået fra 15 til 40. Der er 137 redaktionelle medarbejdere. Sådan fremlægger tillidsmand Tine Johansen det. Poul Madsen mener, at der kun er tale om 33 redaktionelle chefer i alt – selv om resten er tilknyttet redaktionen og har cheftitler, mener han ikke, de kan betragtes som redaktionelle chefer.

Til sammenligning har Politiken, som også har udnævnt en del nye chefer de seneste år, cirka 30 chefer til 177 medarbejdere, og Jyllands-Posten har 13 chefer til 160 medarbejdere. Ekstra Bladet har altså væsentligt flere chefer per medarbejder end de andre aviser i koncernen. Det fortæller Tine Johansen.
»Det er et helt forkert signal at sende. Det virker unødigt kontrollerende, at der skal være så mange til at lede så få. Jeg har sagt til Poul Madsen, at mange daginstitutioner ville misunde vores normeringer,« siger Tine Johansen.

På Ekstra Bladet er der cirka 3,5 ansat per chef – ifølge Tine Johansens opgørelse – og 4,1 ifølge Poul Madsens. I danske børnehaver er der ifølge en 2011-analyse fra Ugebrevet A4 11,6 børn per voksen.
Sammen med Dansk Journalistforbund startede medarbejderforeningen en overenskomstsag mod ledelsen i slutningen af marts. Tine Johansen mener, at et stort antal af de nuværende chefer reelt ikke har noget personaleansvar, og derfor er det omgåelse, at man ansætter dem uden for overenskomsten. Motivet fra ledelsens side skulle ifølge Tine Johansen være, at ledelsen dermed kommer uden om medarbejdergoder som orlov og færre, men længere arbejdsdage.

Poul Madsen har ikke lyst til at kommentere den verserende sag, men han har tidligere givet udtryk for, at Ekstra Bladets journalister er for dyre i drift i forhold til den økonomiske virkelighed, Ekstra Bladet står i.

Sagen er en hidtidig kulmination på den udvikling, Ekstra Bladets redaktion har måttet gennemgå, siden oplaget begyndte at falde drastisk. En udvikling, der foregår på mange redaktioner, men sammenstødet mellem klassisk journalistkultur og hård økonomisk ledelse bliver ikke mere krystalliseret end på Ekstra Bladet.

For 13 år siden var forholdet mellem ledelse og medarbejdere noget andet, husker Peter Bresemann, der arbejder på Ekstra Bladets Aarhus-redaktion. Det var før både Poul Madsen og Hans Engell, og chefredaktøren dengang hed Sven Ove Gade. Efter aften-redaktionsmøder, hvor man fik et par øl og snakkede om store redaktionelle spørgsmål, ringede Peter Bresemann en gang imellem hjem til Sven Ove Gade:
»Det foregik sådan, at man typisk fik hans kone Jonna Gade i røret. Så skulle man overbevise hende om, at det var et meget vigtigt spørgsmål, så hun var nødt til at vække ham. Den slags er en forsvunden epoke nu,« siger Peter Bresemann, der blandt andet husker, at Sven Ove Gade gerne deltog i lange diskussioner om Ekstra Bladets ”De Fremmede”-kampagne i 90’erne.

»Jeg synes, den nuværende ledelse går i meget små sko en gang imellem, men jeg oplever det ikke så slemt, som det er gengivet i APV’en,« siger journalist Rene Simmel, til højre. I midten tidligere chefredaktør Hans Engell. – foto: Jan Grarup/Scanpix

Det forhold er skiftet ud med ”dårlig stemning og mistrivsel på redaktionen”, som der står i en arbejdspladsvurdering fra i sommer:
”Det virker, som om medarbejderne oplever, at deres arbejdsplads har gennemgået en grundlæggende ændring, som har betydet, at tidligere tiders journalistiske dyder efter medarbejdernes oplevelse er forsvundet. Medarbejderne oplever ligeledes, at den åbne debat er forsvundet og afløst af ordrer,” står der i arbejdspladsvurderingen.

Konklusionerne skal tages med et vist forbehold. Der var kun 13 ud af 137 medarbejdere, der mødte op til de møder, som dannede grundlag for arbejdspladsvurderingen. Det er nærliggende at tro, at det også er nogle af de mest utilfredse medarbejdere.

Journalisten har talt med en lang række nuværende og tidligere medarbejdere på Ekstra Bladet. En gætter på, at det lave fremmøde kan være et udtryk for, at folk er tilbageholdende med at møde op og kritisere ledelsen, fordi man ikke ved, hvad der slipper videre. Andre peger på, at tingene har ændret sig, og det faglige engagement ikke længere betyder så meget.
»Engang mødte man klokken 10 og gik hjem, når man var 67. Det betød noget for tilknytningen til arbejdspladsen. Sådan er det ikke længere,« siger mangeårig journalist på Ekstra Bladet Rene Simmel.

Det står klart efter Journalistens research, at utilfredsheden med den nuværende ledelsesstil ikke bare begrænser sig til de 13 personer, der mødte op til møderne – men der er også flere, der ikke helt kan genkende billedet af ”den dårlige stemning og mistrivsel”.

En af dem er journalist Rene Simmel:
»Der vil altid være modsætninger mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Jeg synes, den nuværende ledelse går i meget små sko en gang imellem, men jeg oplever det ikke så slemt, som det er gengivet i APV’en. Jeg er måske også sværere at skræmme end de fleste,« siger Rene Simmel, der tidligere har siddet i DJ’s hovedbestyrelse.

I arbejdspladsvurderingen er der også indikationer på frygt blandt medarbejderne for at kritisere ledelsen. Som en negativ effekt af de mange chefer står der, at ”nogle medarbejdere oplever, de bliver overvåget og er bange for at tale frit”. Der står også, at der flyttes meget rundt på folk, og at det nogle gange har ”karakter af ”straffeekspedition””.

Journalisten har talt med to nuværende ansatte, der føler, at de er blevet straffet af ledelsen efter at have sat sig op imod den. Tidligere ansat Kurt Simonsen fortæller, at ledelsen forsøgte at give ham en skriftlig advarsel, efter at han havde brokket sig over en redaktionel beslutning for et par år siden:
»Jeg arbejdede på Aarhus-redaktionen, og ledelsen ville have, at der var en af os, der tog til Kalundborg på Sjælland for at dække en historie i stedet for at sende én fra København. Vi var kun tre journalister på arbejde i Aarhus den dag, så jeg syntes, det var en dårlig beslutning, og jeg skrev en klage til dem, hvor jeg kaldte dem ’siddesårsjournalister’,« fortæller Kurt Simonsen, der bad om en fratrædelsesordning i november 2011.

»Jeg ville gerne være blevet et par år til, hvis det ikke havde været for den nuværende ledelse. Der kom for meget kæft, trit og retning,« siger Kurt Simonsen.
Poul Madsen skriver til Journalisten, at Kurt Simonsen fik en skriftlig advarsel for ukollegial opførsel.

De første skridt mod mere kæft, trit og retning blev taget, da Hans Engell blev ansvarshavende chefredaktør i 2000. Oplagene gik den helt forkerte vej, og der var brug for at rydde op. På det tidspunkt var layout-ambulancen – også kaldet ”den hvide vogn” – afskaffet. Det var en rullevogn med to dæk øl, vin og chips, som blev kørt ind i redaktionssekretariatet, når avisen skulle redigeres. Men ”de hvide kort” eksisterede stadig.

Kortene var redaktionssekretærernes carte blanche til kantinen, som også fik finansieret et par branderter, indtil Hans Engell inddrog dem:
»Jeg kan huske, at Hans Engell kom hen til mig, kort tid efter han startede, og sagde: ”Der bliver revolution herinde. Jeg inddrager de hvide kort”. Der skete en gevaldig kulturændring med ham, i forhold til hvordan det havde været før, og det var der virkelig brug for,« fortæller Lisbeth Hvidt, der i dag er redaktionssekretær på Ekstra Bladet.

Sammen med de hvide kort røg taxabonerne, og i stedet blev der indført faste mødetider, fortæller Lars Werge, der var tillidsmand i flere år på Ekstra Bladet, frem til han blev valgt som næstformand i Dansk Journalistforbund.
»Der blev mindre højt til loftet i de år, og det skabte nogle reaktioner blandt medarbejderne,« siger Lars Werge.

Poul Madsen var med i hele den proces, efter at Hans Engell ansatte ham som en del af chef-
teamet i 2001. Efter en kort afstikker til 24timer kom han tilbage som chefredaktør i 2007. En af hans første handlinger var en intern kampagne på avisen om, at man skal tale åbent til hinanden. Han delte T-shirts ud til alle ansatte med teksten ”Vi siger tingene direkte – også til hinanden”.

Sven Ove Gade, tidligere chefredaktør, nyder cigaren. Under hans ledelse ringede journalisterne og vækkede ham for at drøfte redaktionelle spørgsmål – hvis det lykkedes dem at slippe forbi Jonna Gade, hans kone. – foto: Jan Grarup/Polfoto

Flere kilder har over for Journalisten noteret sig det ironiske i budskabet i forhold til den ledelsesstil, som Poul Madsen i dag er berygtet for:
»Jeg tror i hvert fald ikke, at Poul Madsen har noget problem med at sige tingene direkte,« siger Lars Werge, der tidligere har udtalt til Politiken, at det ikke altid var »karrierefremmende« at være uenig med Poul Madsen. I dag uddyber han over for Journalisten:
»Den måde, han var chef på, kunne godt give en opfattelse af, at de nærmeste chefer omkring ham ikke var dem, han fik den største modstand fra,« siger Lars Werge.

En række kilder, Journalisten har snakket med, henviser også til, at Poul Madsen henter sine nærmeste chefer blandt folk, han kender godt. Han var tidligere chef for administrativ chefredaktør Claus Lunde og journalistisk chefredaktør Karen Bro på 24timer og kender nyhedschef Miki Mistrati personligt.
»Der findes andre chefer i Politikens Hus, som har det princip, at man ikke udnævner chefer, man kender eller er i familie med. Men når det er sagt, så er mediebranchen i Danmark også en slags udvidet fætter-kusine-fest, hvor vi alle sammen kender hinanden, så det kan være besværligt,« fortæller Lars Werge.

Både Karen Bro og Miki Mistrati skriver til Journalisten, at kritikken er helt forfejlet, og at de ofte siger Poul Madsen imod. Karen Bro påpeger, at Journalisten er blevet spændt for en vogn, og Miki Mistrati kalder det ”den dybeste fornærmelse”, at han skulle være ansat på grund af sit venskab med Poul Madsen. Han henviser til sin erfaring som chef, dokumentarfilmsinstruktør, mange journalistpriser – heriblandt en Cavling-pris.
”Jeg er ret sikker på, at jeg blev ansat på mine mange meritter og erfaring udi journalistik,” skriver Miki Mistrati.

Tine Johansen mener ikke, at hun som tillidsmand er i en position, hvor hun kan sige noget om, hvorvidt ledelsen er blevet mere eller mindre lukket over for kritik, men hun konstaterer, at der ikke er lige så meget diskussion, som der engang var, og det er det interne chatforum EB-snak et eksempel på.
Flere kilder fortæller til Journalisten, at det engang var hjemsted for livlig debat. I dag kan man ikke finde et eneste indlæg.

Til gengæld er der kommet nye digitale vagtplanssystemer, indført feedback-samtaler, hvor medarbejderne skal give deres egen indsats karakter, og ikke mindst gennemført et hav af effektiviseringer, nedskæringer og udliciteringer.

Selv om en kilde beskriver tiltagene som »u-ekstrablads-agtige«, er der en generel forståelse for de nye tider og behovet for at spare penge blandt medarbejderne. Der er også anerkendelse af ledelsens fremsyn, der har været med til at føre eb.dk frem til at være Danmarks største nyhedshjemmeside.

Det, der slår gnister, er, at ledelsen ikke viser respekt og tillid over for medarbejderne. Claus Lunde er blevet ansat som bussemanden, der skal spare penge, hvilket ikke er noget taknemmeligt job. Han bliver ikke mere populær blandt medarbejderne, når han investerer i designermøbler fra Paustian til sit kontor, samtidig med at han sparer frugt- og avisordningen væk. Ikke mindst fordi avisen selv i en leder kaldte Helle Thorning-Schmidt en hykler, da hun købte kontormøbler fra Paustian, imens hun prædikede besparelser for befolkningen.

Der vækker ligeledes undren i krogene, at Poul Madsens kone, Marie Louise Toksvig, på trods af sparerunder og udliciteringer er fast boganmelder for avisen, skriver freelance-artikler og ifølge Infomedia har haft 54 bylines i avisen det seneste år.
Poul Madsen skriver i en mail til Journalisten, at hun har skrevet væsentligt mindre i år end sidste år.

Bægeret flød over for medarbejderne, da Poul Madsen i november annoncerede en ny spareplan, der skulle reducere antallet af ansatte med 18-20 stillinger. I den forbindelse sagde han følgende til Journalisten:
»Det er desværre blevet sådan, at en journalist her i huset koster mere end en chef. Chefen får mere i løn, men arbejder også meget mere, så hvis du regner det ud time for time, så er chefer billigere end journalister.«

Ekstra Bladets medarbejderforening er traditionelt en af de stærkeste faglige foreninger i forbundet. Til det kommende delegeretmøde har de fire medlemmer på venteliste, mens søsteravisen Politiken ikke kan besætte alle sine pladser. Sammen med TV2 Nord og FreelanceGruppen har Ekstra Bladets medarbejdere som de eneste i forbundet en rød fane, som de gerne bærer i ægte 1. maj-stil, når der er arrangementer i forbundet.

På baggrund af Poul Madsens udtalelse blev der indkaldt til medarbejdermøde, hvor man formulerede en skriftlig kritik til Poul Madsen.
»Der var en frustreret stemning. Folk havde opfattelsen af, at ledelsen ikke mente, at vi lavede nok, selv om alle føler, at de løber hurtigere og hurtigere. Det er en ubehagelig følelse at blive dæmoniseret af sin arbejdsgiver på den måde,« fortæller Tine Johansen.

Poul Madsen beklagede, at hans udtalelse blev opfattet som en mistænkeliggørelse. Ikke desto mindre fortsatte han med at udvide antallet af ansatte på chefkontrakter, så antallet af chefer nu altså er oppe på 40 ifølge Tine Johansen. Mange af dem har ingen grund til at være chefer, mener Tine Johansen, der derfor sammen med DJ har indledt en sag for at få dem på overenskomsten.

Poul Madsen fortæller til Journalisten, at man har taget de problemer, der har været, alvorligt:
»Jeg synes, tingene går rigtig godt på Ekstra Bladet. Der er en god dialog med medarbejderne her på stedet. Det, du fremlægger, er nogle ting, vi arbejder på. Det er en intern dialog med medarbejderforeningen, som jeg ikke har lyst til at diskutere offentligt,« siger Poul Madsen, der ikke ønsker at kommentere yderligere. Det gør Claus Lunde heller ikke.

For nogle måneder siden ringede journalist Peter Bresemann igen sent om natten hjem til tidligere chefredaktør Sven Ove Gade. Ekstra Bladets Aarhus-redaktion skulle flytte til Jyllands-Postens lokaler i Viby uden for Aarhus. En ordre, der var blevet givet oppefra, som sikkert sparer koncernen for nogle penge, og som Peter Bresemann ikke er helt tilfreds med.

Han fik som i gamle dage Jonna Gade i røret og overtaler hende til at hente den tidligere redaktør til telefonen:
»Jeg spørger ham, om han nogensinde ville have rykket redaktionen ud i Jyllands-Postens lokaler, hvis han stadig var redaktør. Sven Ove svarede klart, at en avisredaktion hører til i byen, og det kunne han aldrig have fundet på,« fortæller Peter Bresemann.