Jeg blev i april 2016 udsat for et seksuelt overgreb. Siden da har jeg forsøgt at finde ud af, hvordan jeg kan bruge min stemme, mine oplevelser og mine traumer til at hjælpe andre i samme situation. For voldtægter er et stort problem. Et problem, som jeg har arbejdet med lige siden. Et problem, som jeg har forsøgt at eje og acceptere, men som stadig føles enormt skamfuldt den dag i dag.

Jeg så Noas opslag på Instagram, hvor hun skrev, at Politiken søgte kvinder, der havde været udsat for overgreb. Vi ville blive fotograferet nøgne, det ville foregå der, hvor voldtægten fandt sted, og i artiklen ville vi fremstå anonyme.

Jeg skrev til Noa (Noa Mousten Haimoff, journalist på Politiken, red.) med det samme, for det var præcis dén mulighed, jeg havde ledt efter. En æstetisk måde, hvorpå jeg kunne udtrykke alt det, der finder sted inde i mig. Efter en introduktionssamtale med Noa var jeg endnu mere klar over, at dét her ville være noget, der kunne rykke!

Jeg var på intet tidspunkt i processen i tvivl om, at jeg var med til at bestemme, hvordan jeg ville have det udtrykt – både på billedet og i min historie. Vi har været inddraget i hele processen.

Jacob (Jacob Erbahn, fotograf på Politiken, red.) og Noa hentede mig i starten af december, hvor vi kørte ud til mit gerningssted. En hyggelig køretur, hvor vi fik snakket om, hvordan jeg havde det, og hvilke tanker jeg havde gjort mig om billedet, vi nu skulle ud og tage.

Det stod hurtigt klart for mig, at Jacob brænder for, at vores historier skal fortælles, og at de skal det, ligesom vi ønsker. Under fotograferingen var jeg selvfølgelig nervøs, men på ingen måde, fordi en mand tog billederne. Ej heller fordi jeg var nøgen. Men fordi min krop og mit hoved var placeret netop dér, hvor jeg var blevet voldtaget fem år forinden og nu skulle forstå, at der sker ikke noget.

Kritikken gør ondt

Selvfølgelig var det grænseoverskridende, men det var det på den helt rigtige, kontrollerede og styrkende måde. Jeg var aldrig kommet tilbage dertil, hvis det ikke var for min deltagelse i artiklen – og så ville jeg aldrig have oplevet, at stedet i sig selv ikke er farligt, men at situationen og gerningspersonen var dét, der gjorde stedet utrygt.

Det var en vigtig del af min proces, som selvfølgelig ikke er ens for alle, men for mig, var det akkurat dét, der har aftabuiseret det og gjort det nemmere at sige højt og være vred. Fremfor at det har været noget skamfuldt og ”noget, man ikke må tale om”.

Jeg vil være med til at aftabuisere, fremhæve og igangsætte en diskussion om, at voldtægt er et stort problem, uanset køn. Der skal tales om det. Der skal opdrages i det. Der skal ske et skift, så vi ikke er ofre, der ikke kan sige fra, og som har ondt af os selv, men at vi er ofre, der står frem og hæver stemmen for alle dem, der ikke tør.

Jeg har valgt at deltage, også fordi det er anonymt, men ikke desto mindre har jeg stadig noget på hjerte. Jeg er glad for anonymiteten, så jeg ikke kan kontaktes privat eller skal være bange for internettets kommentarer, der glemmer, at jeg også bare er et menneske.

At både læse og høre kritik rettet mod denne artikel, som jeg selv har valgt at deltage i, har dog rørt mig.

Jeg sidder tilbage med en følelse af, at min deltagele er forkert af mig. At jeg ikke reagerer som et ”typisk voldtægtsoffer”. At jeg ikke kender mig selv nok til at vide, om jeg kan håndtere det, jeg nu engang selv har sagt ja til. Så falder det hele lidt til jorden, for hvordan skal jeg så gøre? Hvordan skal jeg så hæve min stemme og være med til at gøre en forskel, hvis det ikke er på den her måde, som i øvrigt føles helt rigtig for mig?

Jeg er enormt stolt af mit billede og nu også min historie. Hold kæft, hvor er jeg stolt! Jeg er spændt på modtagelsen, og jeg er spændt på, at der er kæmpe potentiale til at få gjort den forskel, der skal til. Det kan og skal ingen nogensinde tage fra mig. Ligesom de ej heller skal påtvinge mig følelser om, hvordan jeg har oplevet deltagelsen i artiklen.