”Vi kan se en stor interesse for de historier, der omhandler vejret. Det er vigtigt for bornholmerne at finde ud af, hvordan vejrsituationen er. Det kan lamme et samfund herovre,” siger Tommy Kaas.
Han er redaktør af Tidende.dk, webudgaven af Bornholms Tidende, og han fortæller, at der er en markant forskel på hjemmesidens trafik, når han sammenligner denne uges læsertal med sidste uges læsertal.
Tidende.dk har mandag, tirsdag og onsdag i denne uge sammenlagt haft omkring 90.000 læsere på nyhedshistorierne. Samme dage i sidste uge lød tallet på 55.000. Det hænger ifølge Tommy Kaas sammen med det markante vejrskift.
Siden søndag har Bornholms Tidendes facebookside fortalt om sne og kulde i 27 ud af 35 opdateringer.
”Public-service”
Faktisk betyder vejret, at medarbejderne på Tidende.dk møder på arbejde en time tidligere end normalt.
”Myndighederne melder rasende tidligt ind med informationer, vi som et lokalmedie skal ud med. Vi er jo et eller andet sted en public-servicekanal. Det handler om at komme på så tidligt som muligt og få informationerne ud,” siger redaktøren, Tommy Kaas.
Kl. 04.57 tikkede dagens første besked ind i redaktionens indbakke. Afsenderen var det bornholmske busselskab BAT med oplysninger om ændrede busplaner. Derefter fulgte meldinger om lukkede folkeskoler og politiets opfordringer til at holde sig inden døre.
”Normalt kører busselskaberne til tiden, og folkeskolerne er selvfølgelig bare åbne. Politiets døgnrapporter plejer at være det eneste, vi modtager,” siger Tommy Kaas.
Stor interesse
Den ekstra arbejdsindsats er ikke forgæves. På redaktionen oplever de tydeligt, at interessen er stor fra øens borgere – især på de sociale medier.
”Det er stort set bare at poste et billede og sige: ’Sådan ser det ud i Rønne, hvordan ser det ud hos dig?’ Så vælter det ind,” siger Tommy Kaas.
Han fortæller, at ugens mest læste historie handler om, at der sendes ekstra sneplove til Bornholm.
Interessen for Tidende.dk peaker ifølge redaktøren typisk, når der sker noget, der stikker ud fra normen. Som for eksempel ekstrem kulde og snestorme. Eller folkemøde.
”Når der sker sådan noget her, eller når der pludselig kommer 100.000 mennesker, der kommer til Folkemøde, så er det noget særligt. Så er der mange, der følger med,” siger han.
Journalisterne sner inde
Selv om avisen oplever en positiv effekt på antallet af læsere, er det dog ikke helt uproblematisk at producere nyheder, når vejret driller. Redaktionen består af 15-20 mennesker, og de seneste dage har der dagligt været mandefald på omkring tre personer.
”Hvis man bor ude på landet, er det ikke et særtilfælde, at man sner inde,” siger Tommy Kaas.
Også redaktionens avisomdelere har svært ved at passe deres arbejde på normal vis.
”Det er op til vores bude selv at afgøre, om det er forsvarligt at nå ud alle steder med aviserne. Mange steder har det været ufremkommeligt. Det har betydet, at vi har lagt avisen gratis ud på nettet de seneste dage,” siger Tommy Kaas.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.