Vogue er på skrump

Annoncemarkedet i USA har været presset i 2008. Det betyder, at modemagasinet Vogue er tyndere, end det plejer. For danske Costume ser det helt anderledes positivt ud.

Annoncemarkedet i USA har været presset i 2008. Det betyder, at modemagasinet Vogue er tyndere, end det plejer. For danske Costume ser det helt anderledes positivt ud.

I USA har børsnoterede medieselskaber svært ved at finde købere, og aviserne taber stadig flere læsere. Nu er krisen også nået til de glittede magasiner. For første gang i mange år er modebibelen Vogue blevet tyndere.
Sidste år vejede septembernummeret, som traditionelt er årets tykkeste, 2,2 kilo og havde 840 sider, hvoraf 725 af dem var annoncer. Dette års septemberudgave har kun 674 annoncesider. Det skriver svenske resume.se. Helt anderledes ser det dog ud hos Danmarks svar på Vogue, Costume.
»Jeg går altid rundt og bekymrer mig lidt om fremtiden. Jeg er meget opmærksom på, hvad der sker i verden. Men vores septembernummer er heldigvis det største nogensinde. Vi har 95 annoncer, hvilket er meget for et magasin som vores. Det betyder, at Costume i september bliver på 196 sider. Nogle magasiner kommer sikkert til at mærke krisen, men indtil nu kommer det ikke til at berøre os,« siger Rikke Agnete Dam, chefredaktør på Costume.

0 Kommentarer