search

VM og den renskurede virkelighed

Pressens adgang til sportsstjernerne har fået sværere vilkår. Sportens aktører professionaliserer kommunikationen, magtfulde medier køber monopoler, mens journalister og fotografer arbejder under et stadigt større tidspres.TILGÆNGELIGHED. »Jeg vil mene, at jeg skal starte på banen mod Ukraine. »Duncan« står jo bare deroppe, men jeg deltager mere i spillet.« (Ungdomslandsholdet og Arsenals angriber Nicklas Bendtner til Ekstra Bladet, 29. maj).

Pressens adgang til sportsstjernerne har fået sværere vilkår. Sportens aktører professionaliserer kommunikationen, magtfulde medier køber monopoler, mens journalister og fotografer arbejder under et stadigt større tidspres.

TILGÆNGELIGHED. »Jeg vil mene, at jeg skal starte på banen mod Ukraine. »Duncan« står jo bare deroppe, men jeg deltager mere i spillet.« (Ungdomslandsholdet og Arsenals angriber Nicklas Bendtner til Ekstra Bladet, 29. maj).

På holdet var der krisemøde og kammeratlige samtaler. I pressen var der store overskrifter om intern uro.

Jalousidrama, som det også kaldes.

Skabt af holdets yngstemand, der havde luftet sin utilfredshed med at være blevet skiftet ud med en mand, han mente var dårligere end ham selv.

No big deal, vil mange mene.

For den 18-årige Nicklas Bendtner fra Arsenal havde jo ikke sagt andet, end enhver med et minimum af indsigt i fodbold kunne se:

Den lange centerforward, der lige var kommet ind på U21-landsholdet fra anonymiteten i London, var bedre ekviperet til at spille den sidste og afgørende puljekamp for Danmark ved Europamesterskabet for spillere under 21 år end den mere erfarne, men knæskadede århusianer Morten Duncan Rasmussen.

Men i fodboldens særverden havde Bendtner forbrudt sig mod regel nummer 1:

Kritiser aldrig »familien« offentligt. Sig aldrig noget skidt om en medspiller til pressen.

Det skaber kun ballade for holdet og for dig selv. Og det underminerer selve grundlaget for succes. Det grundlag, som Søren Lerby – 80'er-landsholdets skarpeste iagttager af de professionelles virkelighed – formulerede i tre ord:

Ro i lejren.

Træner Flemming Serritslev, der blandt andet var med til VM i 1998 som A-landsholdets daværende chef, formulerede det sådan her:

»Vi har brug for 22 mand, der står sammen. Derfor skal sådan en sag her afklares. Og det lige med det samme!«

Mantraet er i 2006, som det var til VM i 1986, at holde stridigheder inden for »familien« nede – og holde interne magtkampe ude af pressen.

Flyttes pressens fokus, flyttes spillernes fokus – og så er man allerede på vej til at tabe den næste kamp, der ifølge Lerby altid er den vigtigste.

Det var præcis, hvad der skete for Danmarks unge landshold.

Basserallen, der isolerede Bendtner bag en koldfront af medspillernes isnende blikke, kulminerede med et nederlag til Ukraine, der bundede i koncentrations-svigt. Og så var det EM slut for de unge danskere, der var rejst til Portugal med finaledrømme, men kom hjem som en fiasko.

Sådan en konflikt kunne også godt være brudt ud på det rigtige landshold under et verdensmesterskab som det, der begynder i Tyskland den 9. juni – uden dansk deltagelse.

Men sandsynligheden er mindre, fordi spillere, der træder ved siden af, som unge Bendtner gjorde i Portugal, bliver trukket til side til en »kammeratlig samtale« med træneren eller en mere erfaren spiller.

Det lærer de unge af – ellers er de lige pludselig ikke gode nok til at blive udtaget mere, som det officielt hedder.

Men i øvrigt slipper konflikter og sammenstød på holdet i stadig mindre grad ud gennem det massive sikkerhedsnet, der i et VM beskytter holdene mod terror udefra. Det virker også den modsatte vej – som filter på de informationer, der kommer indefra og ud.

»Det er ikke nogen bevidst strategi, sådan fungerer sikkerhedsapparatet bare, fordi vi med årene er blevet flere og flere journalister og tv-folk, der dækker VM,« siger Ekstra Bladets erfarne fodboldreporter og -kommentator Allan Pedersen, der i Tyskland er med til sin sjette VM-slutrunde siden 1982.

Han har noteret, at de tider er forbi, hvor man kunne tage ud til pressemøde på det tyske holds hotel, hvor alle spillere var tilgængelige for interviews.

Det var ellers underholdende at se, hvordan spillere med velbetalte eksklusiv-aftaler satte sig med journalisten fra »deres« avis, efter at de officielle fraser var afleveret til verdenspressen. Så løb den dæmpede snak med de mere underholdende detaljer lige ned i båndoptageren – og ud i næste dags avis.

Tysklands sidste kejser, Franz Beckenbauer, satte en stopper for den trafik, da han som træner i 1986 tog Die Nationalelf til finalen om verdensmesterskabet.

Der var kun én, som forbuddet mod de eksklusive interview-aftaler ikke omfattede:

Der Kaiser himself.

Sådan er det stadig.

Selv om Beckenbauer er præsident for Organisationskomiteen for VM 2006, har han velbetalte jobs som kommentator for millionavisen Bild, ugemagasinet Sport Bild og tysk tv.

Beckenbauer personificerer på den måde dét, der er det grundlæggende problem for sportsjournalister, som dækker et verdensmesterskab i fodbold.

»Det er det enkelte holds træner og ledelse, der bestemmer, hvem man som journalist kan komme til at tale med. I praksis har det ikke ændret sig i de 20 år, jeg har dækket VM,« siger Allan Pedersen.

»Jeg oplever ikke, at informationsfriheden og pressens arbejdsmuligheder under VM er blevet mere og mere begrænset af fodbold-organisationerne.«

»Det primære problem er egentlig, at mange flere pressefolk til VM arbejder under et stadig stærkere tidspres.«

Redaktionschef på TV 2 Sporten John Hansen er enig.

»Aldrig har der været så mange tv-folk til et VM som i 2006. Samtidig er Danmark ikke deltager, og derfor ryger vi længere ned i køen. Det giver os nogle nye udfordringer, men de bunder i logistik. Vi har simpelthen større problemer end før med at få adgang til mixed zone, hvor vi kan interviewe spillere og trænere.«

John Hansen nævner som eksempel, at der til det brasilianske landsholds træning i Schweiz før VM blev lukket 300 pressefolk ind i mixed zone. Men 700 måtte blive udenfor. Til en træning.

»Det kan ikke forarge mig, at de tv-stationer, der for milliarder af kroner har købt rettighederne til VM, også har visse fortrin i adgangen til aktørerne. Jeg frygtede, at det ville blive værre. Vi aviser betaler jo ingenting, men koster VM-arrangørerne penge – blandt andet til nogle af de bedste pladser på stadion.«

Og det er heller ikke gået som i Formel 1, hvor tv-stationerne kontraktligt forpligtes til at tale pænt om motor-cirkusset, hvis de skal have lov at købe transmissionsretten.

»Vi har ikke oplevet, at FIFA spørger om, hvad vi vil lave – eller på anden måde vil kontrollere journalistikken. Udfordringen er, at vore journalistiske ambitioner vokser mere, end der er plads til i VM,« siger TV 2 Sportens redaktionschef.

Om den engelske journalist og forfatter Andrew Jennings' kritik af sportsjournalisterne, for generelt at være for ukritiske, for følgagtige og for »dovne« til at tage fat i magtmisbrug, korruption, sammenspisthed og billetsvindelen inden for det internationale fodboldforbund FIFA og en del af medlemsforbundene, siger Allan Pedersen:

»Selvfølgelig har Jennings en pointe – der er meget at grave sig ned i ved siden af fodboldkampene. Det sker i et vist omfang i dagene op til VM-starten, hvor fodboldpolitikerne er samlet til FIFAs kongres. Men skulle man virkelig dyrke den del af et fodbold-VM, måtte man fravælge kampene og den oplevelsesjournalistik, som er vores alternativ til den massive tv-dækning. Man kan simpelthen ikke nå begge dele.«

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen