Visnede visioner

Line Nordbo Witzel måtte droppe visionen om det unikke virtuelle dameblad, Whycare.dk, som måtte lukke efter seks måneder, da kassen var tom.

Øv, øv, øv, men også pyha.

Det var med en blanding af lettelse og kæmpe ærgrelse, at Line Nordbo Witzel sidst i juni var med til at lukke sin arbejdsplads gennem seks måneder, det virtuelle dameblad Whycare.dk.

Whycare.dk var et magasin for kvinder, men artiklerne om rynker og ægløsning blev ikke trykt på glittet papir. De kunne derimod læses på internettet, og det endda helt gratis.

Men Whycare.dk havde svært ved at sælge de annoncer og artikler, som hele magasinets økonomi hvilede på, så efter seks måneder var det slut. Da fusionen med en anden kvindeside, SheVita.dk, blev afblæst, så Whycare.dk ingen anden udvej end at lukke helt.

"I bund og grund handlede det om, at vi ikke kunne få nogen til at kyle penge i ideen," siger Line Nordbo Witzel, der udover at være chefredaktør for Whycare.dk, også var både redaktionssekretær og journalist.

"Vi havde ikke regnet med, at det ville være så svært at få det til at løbe rundt. Vi fattede simpelt-hen ikke, at der ikke var nogen, der ville investere i så fedt et produkt, som vi syntes, vores kvindemagasin var," siger den tidligere redaktør af Whycare.dk.

"Vi havde de vildeste ideer, og det var smadder ærgerligt, at vi aldrig fik realiseret dem. Vi fik skabt meget på kort tid, men vi havde hele tiden den der økonomiske trussel hængende over hovedet," fortæller Line Nordbo Witzel, som har haft internettet som arbejdsplads, siden hun blev uddannet fra Journalisthøjskolen i 1999, hvor hun var med på det første hold med multi-medie som speciale. Siden arbejdede hun som redaktionschef på det ny-startede Netdoktor.dk, hvor en arbejdsuge på 60 timer ikke var usædvanlig.

"Vi havde et fantastisk sammenhold, der var virkelig en pionerånd," fortæller Line Nordbo Witzel, men efter 14 måneder på Netdoktor.dk tog hun imod tilbuddet om at være med til at starte en ny kvindeside.

"Det var fedt at være med til at bygge noget op fra start. Det hele begyndte med store armbevægelser og vilde visioner. Vi ville smelte lyd, tekst og billeder sammen og lave et unikt magasin for kvinder på nettet. Men vi måtte tage et skridt ad gangen, og nytænkning koster. Desværre fik vi aldrig penge nok til at lave de store satsninger," siger Line Nordbo Witzel, der ikke nåede at være arbejdsløs ret længe efter luknin-gen af Whycare.dk. Hun er nu redaktionsleder hos e-Division, som er et selskab under Skandinavisk Film Kompagni.

Læs også Nyhedstjeneste droppet og Slettet af nettet

0 Kommentarer