search

Visa pour l’image

  Journalisten var med på den 17. internationale fotofestival i Perpignan Hvert år uddeles de prestigefyldte VISA D'OR-priser i Perpignan til nogle af øjeblikkets bedste fotografer. Men festivalen i Sydfrankrig er langt mere end en prisuddeling.

Journalisten var med på den 17. internationale fotofestival i Perpignan

Hvert år uddeles de prestigefyldte VISA D'OR-priser i Perpignan til nogle af øjeblikkets bedste fotografer. Men festivalen i Sydfrankrig er langt mere end en prisuddeling. Omkring 3.000 professionelle fotografer, redaktører og andre billedfolk samt 280 bureauer fra 50 lande samles igennem en uge for at få værdifulde kontakter, inspiration og diskutere billeder – og ny teknik. I år var Journalisten med på den 17. internationale fotofestival i Perpignan. Vi fulgte en dansk fotograf, der forsøger at komme ind på et af de store bureauer, og nogle garvede fotografer, der mener, at pressefotografiet bevæger sig mod et mere enkelt udtryk.

Hæder til Grarup

VINDER. Det er varmt, natten er sort. 1.600 mennesker sidder i et stort udendørs auditorium midt i Perpignan og skal se billeder på kæmpelærredet frem til midnat. Tre billeder i sekundet: Temaer, enkeltpræsentationer og retrospektive fotos.

Fotojournalist-festivalens direktør Jean-Francois Leroy uddelte "Daily Press"-prisen, dagbladsprisen, til Politikens fotograf Jan Grarup. Da han ikke selv kunne være til stede, gik Politikens fotochef, Per Folkver, op på scenen og takkede på Jan Grarups vegne, mens billedserien fra Dafur blev vist på det gigantisk store udspændte lærred.

Årets andre prismodtagere var James Hill, The New York Times, som fik 'Visa d'Or for the best magazine' for en reportage fra Beslan. Philip Blenkinsop fra fotobureauet VU' modtog 'Visa d'Or for news' for dækningen af tsunamien.

Aids-døden set gennem linsen

Kristen Ashburn fik Canons kvindepris i 2004 for at kunne arbejde videre med sine reportager fra Zimbabwe.

SJÆL. Personligheden slår stærkt igennem. Kristen Ashburn står midt i familier, der er næsten udslettet af aids, og formår at skildre langt mere end død og armod. Hendes billeder viser tab, sorg og sjæl på en sjælden måde.

Hun er amerikaner, 32 år, og bor i New York. I 2001 begyndte hun at fotografere effekten af aids' hærgen i den sydlige del af Afrika. De første billeder gav hende et legat for 'Humanistisk fotografi' i 2002, og på sidste års fotofestival i Perpignan fik hun Canons kvindepris, der bliver uddelt af 'French Association of Women Journalists (AFJ). Prisen på 8.000 euro gjorde det muligt for hende for fjerde gang siden 2001 at rejse til Zimbabwe og fortsætte sine reportager om aids i Afrika.

Hendes billedserie var en af de 25 separate udstillinger på årets festival for fotojournalistik.

Charlottes charmeoffensiv

AMBITIONER. Rapho, Magnum, VU', Reuters, arabianEve.com, Days Japan og mange flere. De store bureauer holder til på 2. sal i Palais des congres under den 17. internationale festival for fotojournalistik i Perpignan, Sydfrankrig.

Rundt om svirrer fotograferne. De fleste med deres billeder præsentabelt ordnet i mapper, de kan vise frem. Portfolioen, som alle med ambitioner bærer rundt på.

En af dem er Charlotte Østervang, 35 år, med en snart fem år gammel bachelor i 'fine art' fra Famu-skolen, Film- og fotoakademiet i Prag. En uddannelse, der tog tre et halvt år. Blandt hendes kunder er Dansk Flygtningehjælp og Bennettons 'Colors Magazine', men hun har endnu større ambitioner. Derfor er hun blandt dem, der forsøger at få lov til at vise sin portfolio til de store bureauer. Magnum er en af dem, der indvilgede, men lige nu sidder hun foran Patrick Codomier fra VU'.

Han bladrer hurtigt igennem de første sider med billeder, men dvæler så et par sekunder ved et billede – og de næste med. Herefter går det langsommere.

Charlotte Østergaard sidder stille på sin stol, lidt trukket væk fra bordet.

Hun giver ham arbejdsro, et råd, hun har fra de mere erfarne.

Efter tre et halvt år med kunstfotografi syntes Charlotte Østergaard, at hun havde svært ved at komme op i gear, så hun søgte ind på International Center of Photography (ICP) i New York for at få et certifikat i fotojournalistik. Uddannelsen varer et år, men giver automatisk ret til et års arbejdstilladelse bagefter.

Uddannelsen blev afsluttet med en 'karrieredag', hvor The New York Times, Magnum og mange andre af de store mødte op. I bedste speed-dating stil kunne hver elev vælge ti, de ville besøge, og de havde 20 minutter hvert sted.

»Jeg fik en håndfuld aftaler, og til oktober tager jeg over og prøver at følge op på aftalerne,« siger hun.

Oven i sin afslutning sendte hun to af sine billeder ind til en konkurrence – og vandt på dem begge. Den ene af præmierne var en promotion-pakke, som American Society of Media Photographers (ASMP) betaler for at sende en præsentation af hende og billederne ud til 2.000 potentielle kunder i Amerika.

»Det motiverede mig virkelig,« siger hun.

– Er du blevet ambitiøs?

»Ja,« lyder svaret klart med tilføjelsen:

»Det har New York gjort ved mig, blodet løber hurtigere nu.«

Patrick Codomier er begyndt at diskutere billederne med en kollega og henvender sig til Charlotte og spørger, hvor hun er uddannet. Han nikker anerkendende, da han hører ICP. Han vil også vide, hvorfor hun søger ind på et bureau.

»Jeg har arbejdet meget alene og været isoleret, jeg har brug for at være med i et team,« svarer hun.

Han vil også gerne vide, hvilke projekter hun har gang i nu.

»Jeg er ved at fotografere fristaden Christiania, har du hørt om den?« Han nikker, og hun fortsætter:

»Jeg bruger tre somre på at fotografere beboerne. Det skal blive til en dokumentation af Christiania, og jeg har fået støtte af Politikens fond,« forklarer hun og tilføjer, at næste sommer bliver hun færdig med projektet.

Efter lidt snak med sin kollega får hun et tilbud:

»Vi vil gerne hjælpe dig med at sælge i Frankrig. Vi kan ikke love noget, men du må gerne kontakte os, når du er færdig med dit Christiania-projekt,« siger han og beder om at få hendes navn og adresse.

Hun er glad, da hun pakker sin mappe sammen og går tilbage til de andre fotografer, men pjatter også lidt med, at VU' måske var ekstra positive, fordi Journalisten var med.

»Det undrer mig, at der ikke er flere unge danske fotografer hernede for at vise deres portfolioer frem. Jeg kan kun opfordre til det,« siger hun.

Tilbage til basic

34 nominerede fotoserier i konkurrencen "Visa d'Or Daily Press" viste, at pressefotoet bevæger sig væk fra det svært aflæselige med mange lag til det mere enkle. Det er en fotochef og en fotoformand enige om.

UDVIKLING. »Det er dejligt at være dansker.« Det var en af de bemærkninger, der gik igen, når de danske fotografer diskuterede de tre danske nominerede i 'Daily Press'-kategorien. Det var – ud over Jan Grarup – Christian Als, fotojournaliststuderende, og Casper Dalhoff, der er delvist freelance, delvist ansat på Ingeniøren.

Holdningen var klar: De tre skilte sig markant ud fra både de norske, svenske, engelske, amerikanske, kinesiske, belgiske – ja, fra alle. De andre faldt på kedelige billeder, manglende redigering og perspektiv.

Men Berlingske Tidendes billedchef, Søren Lorenzen, og Pressefotografforbundets formand, Lars Lindskov, havde stort udbytte af at se udstillingen.

»Det er en dejlig udstilling. Den er jordnær, meget af det andet, vi ser hernede, er store projekter,« siger formanden.

»Mange har talt nedladende om udstillingen, men der er mange gode momenter i den,« siger billedchefen med tilføjelsen:

»Man skal være åben over for en anden type fotos. Danskerne er for vant til en bestemt type billeder. Billederne her er faktisk ikke så dårlige, de er bare anderledes, end vi er vant til.«

De går hen til James Hills, The New York Times, serie fra Beslan. Mere nøjagtigt fra tiden efter terrorangrebet, blandt andet fra den første skoledag.

Han peger på billedet af to drenge i sorte skoleuniformer alene i en lang gang.

»Det er en helt anden måde at fotografere tragedien på. Det er mere enkelt. Det virker stærkt på mig,« siger billedchefen.

»Ja, tendensen har været at lave billeder i mange lag. Jeg tror, at vi er på vej tilbage til det klassiske øjeblik,« supplerer formanden og uddyber sin påstand ved at henvise til 'DK dengang' på Berlingske.dk, hvor der hver dag bliver bragt et klassisk arkivbilllede fra en svunden tid i Danmark.

De to bevæger sig hen mod Jan Grarups serie:

»Han er også gået tilbage til det mere enkle,« siger billedchefen, mens formanden lader sig fordybe i billedet med de flagrende stoffer i den brændende sol.

Henne ved Christian Als' fem billeder forklarer Søren Lorenzen om det store arbejde, der ligger bagved. Christian Als er netop blevet færdig med sin praktiktid på Berlingske Tidende. Billederne handler om et russisk tennisfænomen, hvor unge piger kæmper for at blive tennis-stjerner – og for en vej ud af fattigdommen. En historie, Christian Als selv har fundet, researchet, fotograferet og skrevet.

»Vi har brugt enorme ressourcer på at vælge ud. Først brugte han selv en hel uge, bagefter blev han coachet. Så gik vi alle billederne igennem sammen, inden vi valgte de endelige fem billeder ud,« fortæller billedchefen, men medgiver, at det ikke er muligt med de daglige billeder.

»Dansk pressefoto har udviklet sig," siger formanden og afviser, at fotograferne er så betagede af egen succes, at de risikerer at gå i stå i "den danske stil«.

»Billederne må ikke stjæle historien, og måske er det derfor, vi er på vej tilbage til basic,« siger billedchefen, hvorefter formanden tager over:

»Vores fag er jo ikke at lave billeder for billedernes skyld, vi laver billeder for at fortælle historien."

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen