search

Vinklingens evige tyranni

I skrivende stund udspiller sig en interessant intern diskussion mellem journalister.

I skrivende stund udspiller sig en interessant intern diskussion mellem journalister. Beskyldninger fyger rundt om stramninger hist og her, alt imens man selv strammer hist og her i henhold til den gængse metode og i et forsøg på at komme tættere på sandheden.

Selvom ikke alle artikler og stramninger er helt sunde, så er selve diskussionen og bare det, at den finder sted helt og aldeles sund. Man kan håbe, at den fører til større bevidsthed, om hvilken rolle, man spiller som konkret medie, og om hvordan man kan sikre, at journalistikkens kvalitet overlever den rivende udvikling, som medierne har befundet sig i det seneste årti.

Den konkrete fejde udspiller sig blandt andet her https://journalisten.dk/forsker-b-t-laver-skandalejournalistik#comment-7551 og her https://journalisten.dk/gaet-og-harde-rubrikker og her https://journalisten.dk/sa-flyver-vi-lavt

Jeg vil på ingen måde gå ind og tage parti, men dog flygtigt nævne, at jeg stadig ser substans i B.T.s afsløringer og har efter gennemlæsning af fejden fået endnu mere respekt for journalistikken bag. Omvendt har jeg også stor respekt og tiltro til Journalisten – navnlig redaktør Jakob Elkjær, der ganske prisværdigt har besluttet at gøre sit blad til et vedkommende forum, hvor intet er for helligt til at blive endevendt.

Således har man tilladt sig at gennemtrævle sommerens store historie om Helle Thorning Schmidt. Historien udsprang fra B.T., hvor man lagde ud med en vurderingshistorie, der blev vægtet og vinklet i en bestemt retning – som man jo gør i journalistik. Dagligt. Senere foldede historien sig ud med nye indicier – ikke beviser – som igen blev vægtet og vinklet ud fra den første præmis. I virkeligheden ganske efter bogen med en form, der lever op til tabloidtraditionen.

At historien var relevant, kunne man nøgternt konstatere ud fra det faktum, at samtlige medier – inklusive Politiken og Ekstra Bladet – tog den op. Og det må så være her, kæden begynder at køre videre for så siden at hoppe af.

Jeg læste personligt historierne på berlingske.dk. Efter den nye centralisering af nyhedsproduktionen i Berlingske Media er det ikke længere nødvendigt at købe B.T. for at læse, hvad man måtte have af afsløringer her. Man kan nøjes med nettet og diverse spisesedler, når man går til købmanden. Således gik jeg glip af en væsentlig nuancering, som først bliver mig bekendt efter Journalistens gennemgang. På B.T. valgte man for eksempel at lave en grafik, der ganske fair gennemgik argumenter, der talte for og imod hovedpersonens sag. Helt efter journalistikkens grønspættebog. Men kom disse nuanceringer videre til andre medier? Jeg kan ikke huske at have set dem eksempelvis i Berlingske. Hæng mig ikke op på det, for jeg kan tage fejl. Jeg læser de fleste aviser, men stort set kun på nettet.

Efter Journalistens gennemgang ser jeg ikke ret mange utilgivelige fadæser i BTs samlede dækning. Strammede rubrikker måske og salgbare spisesedler, jo. Noget af det er blevet undskyldt. Men en historie uden substans?

Der skal noget til – trods alt – for at Tøger Seidenfaden og mange andre farer i blækhuset for at tordne mod navngivne medier og beskylde dem for at være substansløse. Kan det tænkes, at det ikke er BT, der er skyld i, at det hele gik lidt i selvsving? Kan det være den hurtige copy paste journalistik, der igen spiller os et pus? Har vi helt fundet balancen mellem gamle platforme som spisesedler og forsider på den ene side og den hurtige elektroniske verden på den anden? Er vi mere påvirkede af den politiske situation, end vi helst vil være ved?

Eller helt grundlæggende: Er der noget galt med den måde, vi vinkler og skærer en artikel til på, det udstyr vi bruger? Passer den til de nye medier?

Jeg spørger ganske åbent, for jeg har ikke svarene og håber, at vi i stedet for at fortsætte mudderkastningen, om hvem der sagde hvad hvornår og til hvem (og om vedkommende mente det eller ej) kan se fremad og bruge denne her diskussion konstruktivt. 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen