JOURNALISTEN lader en stafet gå rundt blandt DJ-medlemmer, der har et arbejde, der ikke ligner de flestes. I dette nummer er stafetten hos Bodil Rohde, som i næste nummer giver den videre til freelance-tekster Mette Curdt. Hun var med til at stifte FreelanceGruppen, var selv formand de første år og med til at indgå de første overenskomster for freelancere. Bodil Rohde har arbejdet freelance i 31 år og klarer sig uden bil og mobil.

Det var dengang, der var fem aviser i Kerteminde, og stillingerne hang på træerne over det ganske land, at Bodil Rohde blev udlært fra Kjerteminde Avis og Fyns Amts Avis.

Det var i 1971, og hun var 24 år og helt sikker på, at hun ville noget andet end at "sidde fast i en drivhusstilling på en redaktion". Så derfor takkede hun nej til tilbuddene og surfede i stedet rundt i medie-landskabet for at afsætte sine skriverier.

Salget gik trægt indtil den dag, fagbladet "Stof og Saks" returnerede en af hendes uopfordrede artikler. For med afslaget fulgte nemlig en opfordring til at skrive en anden artikel.

Hun blev klar over, at der åbenbart ikke var noget galt med hendes journalistik. Men med vinklen! Det blev hendes gennembrud som freelancer, og aldrig siden har hun sendt en uopfordret artikel af sted. Hun går først til tasterne, når vinklen på historien er på plads med arbejdsgiveren.

Siden den aha-oplevelse har Bodil Rohde befundet sig storartet uden en fast pind på en redaktion. Ja så godt, at hun har 31 uafbrudte freelance-år bag sig. Hun har solgt sine ideer til radio, fagblade, aviser, ugeblade og tidsskrifter, og hendes foretrukne områder er teknologi, miljø og arbejdsmiljø. Men intet er hende fremmed.

"For en gammel rotte som mig er det næsten lige meget, hvad jeg bliver sat til, så kan jeg skrive om det," siger hun.

Murbrækker
I de første år vidste Bodil Rohde ikke, at hun havde freelance-kolleger rundt i landet. Men et job på radioen bragte hende sammen med andre i samme båd, og i 1977 dannede de Free-lanceGruppen i Dansk Journalistforbund. I vedtægterne stod der, at formanden for FreelanceGruppen skulle være fra provinsen.

"Vi var de mest skrappe, udfarne og fagligt bevidste."

Hun var selv gruppens formand fra 1978-83.

I den periode blev der lavet den første freelance-overenskomst med Børn og Unge.

"Derefter gik vi i gang med LO-fagbladene, som også dengang aftog meget freelancestof. Efter nogle lange og frygtelig seje forhandlinger lykkedes det endeligt at få tegnet en overenskomst," siger Bodil Rohde.

Med få ændringer er det den aftale, som i dag hedder O-aftalen, og den har fået afsmittende virkning til andre medier.

Aftalen var skelsættende, fordi freelancernes løn- og arbejdsvilkår blev fastlagt i overenskomsten. Men aftalen var også vigtig for de fastansatte, fordi den skulle forhindre arbejdsgiverne i at bruge freelancere som billig arbejdskraft.
"Vi fik hamret fast, at freelancere ikke er skruebrækkere, men derimod murbrækkere, der bryder mure ned til nye arbejdsområder. Det er vigtigt at forstå – ikke mindst i dag," siger Bodil Rohde, så man ikke er i tvivl om, at hun mener det. Hun forklarer hvorfor.

I dag hænger stillingerne nemlig ikke på træerne, heller ikke freelance-jobbene. Det er svært for især de nyuddannede, der er meget sårbare, fordi de mangler joberfaring. Des-uden er mange af dem heller ikke fagligt bevidste. Altså et let bytte for en arbejdsgiver.

"Senest har Jyllands-Posten via et bureau nærmest genindført daglejersystemet," lyder det fra den erfarne freelancer.

Med den høje arbejdsløshed og næsten 1500 freelancere – en skønsom blanding af stabile frie fugle og fugle på gennemtræk – er der brug for høj faglig bevidsthed, hvis freelancere fortsat skal have ordentlige forhold at arbejde under, synes Bodil Rohde, som siger:

"På den måde er der ingen modsætning mellem fastansatte og freelancere. Men holdningen er stadig, at freelancere er en slags andenrangs-journalister. Og det skal vi have lavet om på."

Blev i Kerteminde
Også i Kerteminde har medie-billedet ændret sig. I dag er der kun Kjerteminde Avis og Fyens Stiftstidendes lokalredaktion tilbage. Og så Bodil Rohde, kunne man fristes til at sige. Hun forelskede sig i byen, den dag hun steg af bussen og søgte elevplads.

Allerede første dag blev hun dus med byen, da redaktøren bad hende gå i retten og dække en mordsag og et cykeltyveri. Hun havde aldrig tidligere sat sine ben i en retssal og vidste intet om, hvad en sigtet eller tiltalt var. Beskeden lød, at hun skulle være hjemme kl. 12.00 og aflevere to artikler inden kl. 13.00.

"Det lærte jeg meget af."

Hun bruger stadig bussen og er et levende eksempel på, at man kan klare sig uden kørekort, bil og mobil, hvis man bare har ideerne og vinklen på historierne.