Spåmanden med de 16 rigtige forudsigelser er en spiller. Han kunne ikke huske, han havde sendt svarene ind for et år siden, men siger, han spiller på alt muligt – for at vinde. Han deltager i alle konkurrencer af denne her type, spiller på heste og fodbold – har en bookmaker i Australien og også en i England. Politiken har en anpartshest, som Jens Ringberg har del i.
"Som dreng kom jeg meget på travbanen i Aalborg," forklarer han.
Han satte sikkert sit kryds på nej, da han blev spurgt, om Chri-stian Kierkegaard fortsat ville være næstformand i DJ.
"Christian skulle jo videre, hvis næstformandsjobbet ikke skulle være hans slutstilling. Jeg tænkte, han må videre, så det kom ikke bag på mig, da han sagde ja til et nyt job," siger Jens Ringberg. Til gengæld indrømmer han, at det bare var et sats, da han gættede på, at en dansk fotograf ville vinde World Press Photo.
"Hvis man ikke satser og går efter overraskelserne, så vinder man ikke," erklærer Jens Ringberg med en sidebemærkning om, at så har han da fået noget fornuftigt ud af sin arbejdstid den dag, han svarede på JOURNALISTENs quiz.
Jens Ringberg har fået lov til at smugkigge på dette års spørgsmål og er ikke bange for at spå:
"JydskeVestkysten køber ikke Vejle Amts Folkeblad, det er den ikke i position til at gøre. Jeg kan godt forestille mig, at Århus Stiftstidendes oplag stiger. Avisen har ikke et journalistisk problem, den mangler bare penge."
Jens Ringberg tror, at Uffe Gardel stiller op til kampen om formandsposten, men også at Mogens Blicher Bjerregård vinder og fortsætter som formand.
"Jeg tror ikke, han får mange stemmer fra DR, men vi sidder jo ikke på alle stemmerne, så mon ikke han vinder alligevel," lyder det fra spåmanden.
Om mediebilledet generelt har Jens Ringberg kun et ord, der dækker: Deprimerende.
"Jeg tror, det vil fortsætte med at være deprimerende i det nye år. Senest er vores gode kolleger på 4S blevet fyret. Jeg har svært ved at se, hvor det nye og gode skulle komme fra, især efter det latterlige forløb på DAGEN. Det ser også sort ud for de elektroniske medier, der lægger mere og mere ud i produktionsmiljøerne, hvor det er dagpengesystemet, der finansierer research og nytænkning. Det eneste, der måske kan give noget positivt, er fusionen mellem Politiken og Jyllands-Posten.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.