En gang imellem minder mediebranchen om den gamle vittighed, som ikke nødvendigvis er særlig god, om musikgenren country and western. Vitsen lyder:

Hvor mange country and western-musikere skal der til at udskifte en pære? Og svaret: 10 – en til at skrue den gamle ud. Og ni til at synge om, hvor god den gamle var, og hvor meget vi allerede savner den.

Undskyld – men der er en pointe.

Uden at vi har tænkt tema, så går der alligevel en slags rød tråd gennem store dele af den sommerudgave af Journalisten, du sidder med i hånden – eller læser online. Vi møder mediefolk, der gennem årtier har omstillet sig. Vi møder også fotografer, der trods millionudbredelse af deres fotos ikke tjener nok. Og vi møder fotografer, der er vilde med at fotografere bryllupper – og selv sætter prisen.

Gamle værdier falder. Nye fag opstår.

To robotter, vi kan også bare skrive to computerprogrammer, står hos en gruppe iværksættere på et kontor i København og trækker informationer om erhvervsfolk ud af offentlige og åbne registre. Robotterne autogenererer tusindvis af tekster, der reelt er artikler. Og med en hastighed, der vil sætte enhver reporter til vægs.

Vi kan dermed allerede nu se tekster, hvor man som modtager reelt er i tvivl om, hvorvidt afsenderen direkte er et menneske.

Den slags programmer vil vinde udbredelse. Det vil gå hurtigt. Det er en automatisering, som ligger naturligt på den menneskelige udviklingslinje: Hvorfor gøre noget selv, når man kan få maskinerne til det?

Brugt rigtigt, er programmerne reelt research­maskiner, som leverer dele af de basisoplysninger, der er en del af den præcise baggrundshistorie eller det gode portræt. Og sådan tror jeg, de vil blive brugt.

Ikke som erstatning, men som et supplement, hvor ”merværdien” eller den menneskelige faktor bliver at raffinere og bruge oplysningerne. Eller lave noget helt andet, der kræver mere menneskelig snilde. Det er mediefolkets udfordring: At ride på teknologiens bølgekam – ikke gå ned med den.

Mediebranchen har altid været god til at opsuge og bruge teknologi. Gennemgående er, at vi ofte har mødt udviklingen med skepsis – men næsten aldrig bagstræberisk. Det er klogt.

Men nogen vil blive tabere. Det er dem af os, der dvæler for længe ved den tabte fortid og beklager udviklingen. 

Hastigheden i nyhedsformidlingen kombineret med mobilkameraets udbredelse gør for eksempel, at tabloide medier ofte vil trække de fotos ind, som allerede er taget af ”amatører”.

Dele af det marked er tabt, stillingsnumre opløst – præcis som noget finansielt notestof vil blive overtaget af robotter. Hvis man tror, at en teknologi, der enten kan løfte kvaliteten, sænke udgifterne eller sætte hastigheden op – eller det hele på en gang – går over af sig selv, så tager man fejl.

Man skal smile til robotten og teknologien. Bruge den intelligent. Og det kræver stor omtanke at regne ud, hvordan vi som kreative kan blive ved at gøre den afgørende forskel.

God sommer!