VILSTRUPS TYPE-TJEK

Med Henrik Dahl i spidsen får såkaldte eksperter masser af medieplads til at lufte deres fordomme om forskellige mennesketyper i Danmark. Én gruppe synes dog at have undsluppet denne overfladiske kategorisering: journalisterne. Det forsøger JOURNALISTEN nu at rette op på. Denne gang får den bekymrede miljøjournalist en tur.
Med Henrik Dahl i spidsen får såkaldte eksperter masser af medieplads til at lufte deres fordomme om forskellige mennesketyper i Danmark. Én gruppe synes dog at have undsluppet denne overfladiske kategorisering: journalisterne. Det forsøger JOURNALISTEN nu at rette op på. Denne gang får den bekymrede miljøjournalist en tur.

Den bekymrede miljøjournalist har altid godt kunnet lide at lave lektier. Havde et uhørt højt gennemsnit til studentereksamen, og kan stadig ikke se nogen forskel på at lave journalistik og lave lektier.
Bekymringen indtraf for alvor, da hun var gravid med sit første barn og lod sit hår klippe kort. Dengang stoppede hun enhver form for fniseri. Har nu et alvorsdrag om munden, der særligt er frygtet af redaktionens rygere og dem der roder på skrivebordene. Hun kan, når hun kommer forbi et tilfældigt kontor, sagtens finde på uforsonligt at udtale: Du KAN da ikke arbejde i dét lys" og derefter tænde lysstofrørene med et beslutsomt klik, der giver kollegerne gåsehud af forståelig frygt.
Befinder sig bedst i lang nederdel og grovhæklede, uldne islandske kradstrøjer. Elsker efterår og blæsevejr og den pastelblomstrede heldragt, hun har købt til netop det formål.
Hun kunne aldrig finde på at tage nogen steder uden sin cykelhjelm, som hun ikke ser nogen grund til at tage af, når hun køber økologisk ind på vej hjem fra arbejde. (Hele familien, både børnene Aske, Thyra og Freja, og manden, der er fysioterapeut, ses ofte med ens vindjakker og cykelhjelme på vej ud for at finde sjove sten og kastanjer).
Kunne ikke finde på at foretage sig noget, uden først at have skrevet en seddel på køleskabet om det. Rubrikkerne på hendes historier er ofte helt enslydende med hendes huskesedler på køleskabet. Dækkede tidligere arbejdsmarkedsstoffet, fordi det gav hende en særlig god lektie-følelse at kende alle kartellerne, men er nu blevet flyttet til miljø- og energistoffet. Hverken hendes ankler eller hendes privatliv kunne tåle at stå og vente i timevis uden for forhandlingsdørene.
Er altid den første, der møder om morgenen og laver – mens hun irriteret vifter røg væk fra folk, der ankommer senere – sine interview inden kl. 10.00. Afleverer sin historie ved 14.00-tiden, forbereder med grusom punktlighed næste dags historie og tager derefter hjem til området omkring Hareskoven, Lyngby eller Ordrup. Her holder hun af at bo, fordi der er stisystemer til børnene, og fordi det er så indvandrerfrit. Har lavet mange positive indvandrerhistorier, men selvom hun aldrig ville indrømme det, er hun inderst inde bange for dem.
Hun sidder i et utal af foræld-rebestyrelser og til alle møderne siger hun: Det er altså vores børns fremtid, det handler om." Biler er dumme," siger hun dagligt til sine børn, men har dog selv en Citroên stationcar, der bruges flittigt. Selvom hun har skrevet mange historier om, at pendlere bør køre sammen, ville hun aldrig selv deltage i en sådan ordning.(Man ved jo aldrig, hvem man får med op, vel?").
Den bekymrede miljøjournalist er ofte redaktørens yndling. Hun er stabil og sidder aldrig og stirrer tomt ned i kaffen til morgenmødet. Hun har altid en historie parat. Går ikke med dametaske, men i stedet med en langrends-rygsæk, som sjældent indeholder andet end en Lypsyl-læbepomade og lidt frugt. Af en eller anden grund har hun alligevel altid så tørre læber. Måske er det al den bekymring.

0 Kommentarer