Med Henrik Dahl i spidsen får såkaldte eksperter masser af medieplads til at lufte deres fordomme om forskellige mennesketyper i Danmark. Én gruppe synes dog at have undsluppet denne overfladiske kategorisering: Journalisterne. Det forsøger JOURNALISTEN nu at rette op på. Denne gang får klummeskribenten en tur.

Den klamme klummeskribent opererer helst i hævnsegmentet. Er altid parat til at dolke og udlevere sine bekendte, sine venner, sine kolleger og sine forældre i den halvsløje pointes hellige navn. Ler gerne højt og selvforelsket ad sine egne skriftlige spydigheder, efterhånden som de tager form på skærmen. Må indimellem endog klemme sig hårdt i skridtet af bar begejstring, når han forestiller sig, hvordan han hjemme hos sit klummeoffer – akkurat som Jack Nicholson i The Shining – hamrer øksen ind i væggen og med vanviddet lysende ud af øjnene råber: "I'm baa-aack".

Har siden sin flugt til København fra provinsen været sygeligt optaget af at få revanche for alle de svidende nederlag, han led i sin kvabsede barndom og ungdom, hvor han som den lokale "Mulløøh" tilbragte det meste af sin tid med at gå alene rundt nede i mosen og rode med en pind, mens han som en gal spekulerede på, hvordan det mon kunne være, at alle "de andre" kunne score både piger og mål, når det var ham, der var bedst i klassen.

Synes dog efterhånden, at han er ved at komme efter det med det andet køn og tænker ofte med et sejrrigt og saligt smil på dengang, en stangfuld, storbarmet praktikant til en fest lænede sig hen mod ham og med sin hæse gå-i-byen-stemme hviskede: "Jeg gider ikke bolle din krop. Men jeg kunne skidegodt tænke mig at bolle din hjerne".

Lider af den blandt klumme-skribenter særdeles udbredte sygdom: "Menings-gitis." Har meninger som gamle mænd har næsehår – de bliver bare ved og ved at vokse frem. Når den klamme klummeskribent ikke sviner de kendte, sine bekendte eller sine kolleger til, kræver han derfor mindst en borgmesters afgang på grund af det lave antal hjulholdere i det lokale cykelstativ, harcelerer over håndværkeres håbløshed og forlanger fortørnet Michael Christiansens omgående afgang fra Det Kongelige, fordi han ved sit sidste teaterbesøg led den tort at smide sit garderobenummer væk og derfor ikke kunne få sin jakke udleveret før sidst på aftenen.

Kan lide at filme sig selv, når han går på arbejde … sådan hen-ad eftermiddagen. Laver ikke dagens gerning, men får på en eller anden måde bildt redaktøren ind, at han konstant er ved at drukne i arbejdsopgaver. Tror, at hver eneste af hans mange, fuldstændig ud af luften grebne fordomme er intet mindre end store uangribelige livssandheder. Generaliserer til det utålelige og behøver derfor ikke mere end et kort transitophold i en lufthavn for at kunne analysere et helt lands kultur.

Ser gerne sig selv som en moderne udgave af Herman Bang og går og brygger på intet mindre end den store forløsende samtidsroman. Har været i gang i 12 år med projektet, men er endnu ikke blevet træt af at fortælle om bogen til kolleger og alle andre, der gider høre på ham. Når det sker, nyder han dog med vilje at tale så lavt, at alle omkring ham virkelig skal anstrenge sig for at høre, hvad han siger. Nemmere bliver det ikke af, at han smager på hvert eneste af sine egne ord, som var det en finere fransk forret.

Har kontakt til et forlag (redaktøren er dog altid "lige ude", hvergang han ringer), på hvilket han har store planer om en dag for alvor at give Carsten Jensen baghjul og få udgivet sine samlede skriverier under titlen "Jeg har set vandet koge".

Træffes bedst på Bobi Bar, hvor han hver aften sidder og praler sammen med den del af journalistikkens væbnere – der uden mellemstop af nogen art og uden selv at have opdaget nogen som helst forandring – har taget den direkte vej fra at være "wannabees" til at blive "has beens." Den klamme klummeskribent er journalistisk og menneskeligt en dværg. Er så lille, at han simpelt-hen bliver nødt til at træde på andre mennesker for at blive set.

Klummen skrives på skift af freelancejournalisterne: Jens Korse, Flemming Chr. Nielsen og Jens Vilstrup.