Med Henrik Dahl i spidsen får såkaldte eksperter masser af medieplads til at lufte deres fordomme om forskellige mennesketyper i Danmark. Én gruppe synes dog at have undsluppet denne overfladiske kategorisering: Journalisterne. Det forsøger JOURNALISTEN nu at rette op på. Denne gang får primadonnapressefotografen en tur.

Primadonnapressefotografen er et sludrechatol, hvis skuffe altid står på vid gab. Som regel er det derfor ikke billedet, men derimod fotografen selv, der siger mere end tusinde ord.

Kan i én uendelighed underholde om baryt-kopier, prismeholderplader, flashsko, uretfærdige billedbeskæringer og dårlig trykkvalitet og tror – eftersom fotofaget selvfølgelig er langt mere spændende end de totalt ligegyldige ord, en eller anden idiot har fundet på at placere rundt om billederne – at journalistens ledsagende gab kun kan være udtryk for begejstring med åben mund.

Keder sig imidlertid usigeligt, når alle andre end han selv taler, og kan derfor sagtens finde på at afbryde et krævende interview med en døende kræftpatient på interviewets mest afgørende sted ved pludseligt tænksomt at rynke øjenbrynene, kigge på blomsterne fra de pårørende og undrende spørge: "Skal sådan en pelargonie egentlig ikke have meget vand?"

Bliver dog kogende rød i hovedet af raseri, føler sig i den grad trådt over tæerne og kræver straks faglige møder afholdt, hvis journalisten formaster sig til så meget som blot at tænke i billeder.

Primadonnapressefotografen er dog intet mindre end en mester til altid at finde et motiv – ikke til at tage billeder af, men til at brokke sig. Over lyset, som der altid enten er for lidt af, for meget af eller bare er for dårligt, over redaktionssekretærerne, over lønnen, kantinemaden, skattetrykket, trafikken, og så selvfølgelig over opgavens ulideligt banale karakter, som man har tilladt sig at sende ham – selveste prisvinderen – ud på. Alt sammen gerne i én lang, mopset sætning, der begynder i dét øjeblik, man lukker døren op til hans bil og først slutter, når man lukker den igen.

For skud står dog først og fremmest de andre primadonnapressefotografer, der uhæmmet får det glatte lag som sandhedsfuskere og mediemanipulatorer, som iscenesætter virkeligheden. Minuttet efter hiver primadonnapressefotografen dog selv et gameboy-spil frem af sit bagagerum og stikker det i hånden på et sultende, storøjet barn i en flygtningelejr, så redaktionen derhjemme, og juryen ved Årets Pressefoto, rigtigt kan sidde og savle over denne forunderligt kontrastfyldte verden, vi lever i.

Prøver altid, uanset om historien blot er en ligegyldig overrækkelse af en lagencheck, at tage skæve, sort/hvide billeder, der er ude af fokus – meget gerne med bogstaverne fra en overheadprojektor henover ansigtet – og som selvfølgelig må og skal trykkes med den sorte, rystede, dokumentariske "øjenvidne"- kant.

Er en mytebekræfter, en symbolslave og en fordomsforherliger, der i langt højere grad end journalisten på forhånd vinkler historien. Mener derfor ikke, det skulle være nødvendigt at vide noget som helst om det, han fotograferer. Gider derfor heller ikke at læse noget så prosaisk som en fotobestillingsseddel, eller endnu værre: Den dødssyge, ligegyldige artikel under HANS billede, som de tåbelige "ordmennesker" har brugt spalteplads på – og endda har tilladt sig at skære i billedet for at få plads til.

Primadonnapressefotografen eksponerer ikke bare billeder, men mindst lige så meget sig selv. Drømmer i hemmelighed ofte om at se sig selv på CNN køre gennem et krigsområde i åben sportsvogn og skudsikker vest (sekundært på rulleskøjter) som den verdensberømte og prisbelønnede fotograf.

Træffes bedst til FCKs kampe (altid netop hjemvendt), hvor han sidder sammen med de andre mediestjerner, der står i kø for at skrive kulturelle rygklapperklummer om Byens Hold, og føler sig lige så eksklusiv og uopnåelig for almindelige mennesker, som den 1 Grand Cru Classé, han og de andre nipper til kampen.

Er en spalternes Peter Schmeichel. Lider af krukket storhedsvanvid, skyder aldrig skylden på sig selv, hvis noget går galt, råber "Amatør" efter alle de andre på holdet, men kan dog samtidig være irriterende dygtig.

Klummen skrives på skift af freelancejournalisterne: Jens Korse, Flemming Chr. Nielsen og Jens Vilstrup