search

Vilstrups type-tjek, del 7

Med Henrik Dahl i spidsen får såkaldte eksperter masser af medieplads til at lufte deres fordomme om forskellige mennesketyper i Danmark. Én gruppe synes dog at have undsluppet denne overfladiske kategorisering: Journalisterne. Det forsøger JOURNALISTEN nu at rette op på. Denne gang får freelanceren en tur.

Den Frie Freelancefugl har en arbejdsdag, der minder en hel del om det, en due foretager sig på Rådhuspladsen: Grådigt labber den ukritisk alt i sig, der måtte drysse ned af ristede løg, pølse-stumper og blødt brød. Selv kalder Den Frie Freelancefugl denne form for ernæring for "levebrødsjournalistik". En genre, der blandt andet dækker over fuglens fremragende artikler om fiskeolie, dens venskabelige venstrehånds-portrætter af virksomheder, og dens farvestrålende features om krymmelindustrien, som den under mottoet "Jeg-behøver-altså-ingen-byline" sælger til blade som "Dansk Husflid", "Grovvarelederen", "Firmaidræt" og "Posthornet."

Men når Den Frie Freelancefugl til fester og særligt sammen med fastansatte kolleger bliver spurgt om, hvem den arbejder for, rynker den dog professionelt på øjenbrynene, laver nedadvendte Stig Andersen-mundvige, gnider sig dokumentar-agtigt på hagen og siger efter en lækker kunstpause: "Jaøøh, altså jeg har lavet en del for Weekendavisen og Politiken … og så øhh … ja … lige nu har jeg gang i et projekt ude på Nordisk Film, som jeg desværre ikke kan sige, hvad er."

Alt sammen for at dække over den skrøbelige sandhed, at Den Frie Freelancefugl for fire år siden blot én enkelt gang – og kun på grund af sin studerende kærestes vikariatansættelse i Berlingskes reception – fik trykt en rejsebeskrivelse i Weekendavisen om de store, gamle amerikanerbiler på Cuba. Solgte senere samme artikel i let ændret form til Politikens "Vi Rejser"-tillæg og til bladet "Motor." Og projektet på Nordisk Film? Det består såmænd blot i at skrive korte bagsidetekster på videokassetter.

Bliver på grund af sine egne stækkede skrivevinger ofte meget mediesur og hakker på kolleger, bladbranchen, fjernsynet, radioen og Fagbladet JOURNALISTEN. Som årene går begynder Den Frie Freelancefugl derfor mere og mere at tage form som den største brokfugl af dem alle – den harme havmåge Bent Henius.

Men tag ikke fejl af Den Frie Freelancefugl. Den skriver ikke om hvad som helst, men er specialiseret inden for nogle få udvalgte emner, såsom dyr, mennesker og samfundet. Bryder sig dog generelt ikke om at lave noget, der er alt for "langhåret" – et begreb, der i Den Frie Freelancefugls terminologi betyder, at den ikke mindst tjener taksten på 523 kr. i timen.

Den Frie Freelancefugl har nemlig oftest kun tre ting i tankerne: Penge, penge og penge. Skræpper altid op om størrelsen på sin månedsløn og går højere op i sin indkomst end selv den ærgerrige erhvervsjournalist.
Træffes bedst i neonbelyste, nedlagte forstadsfabrikslokaler, hvor den sammen med ligesindede har åbnet freelancebureauer med store skilte uden på indgangsdøren, hvorpå der gerne står "Journalistik og Mange Ting" (bemærk venligst skrivefuglenes kreative ordspil over ordet "marketing").

Kan dog også træffes til et af de utallige arrangementer, seminarer eller foredrag, hvor Den Frie Freelancefugl mødes med ligesindede for at sammenligne vingefang og næbstørrelser (læs: løn) og bekræfte hinanden i, hvor fedt det er at være fugl. Plages ofte om natten efter disse sammenkomster af stærke, våde drømme om at være fastansat.

Uanset hvad, elsker Den Frie Freelancefugl både at se og sælge sig selv som en flyvende nyhedshund af de helt hårde. Basker derfor altid voldsomt med vingerne for at oppebære illusionen om at være fritsvævende, men letter i virkeligheden aldrig. Har derfor mange ligheder med en gås. Ikke fordi den i større grad end andre kolleger har næsen i sky, er højrøvet eller forfængelig. Men akkurat ligesom gåsen kan den faktisk godt flyve. Den ved det bare ikke selv.

Klummen skrives på skift af freelancejournalisterne: Jens Korse, Flemming Chr. Nielsen og Jens Vilstrup

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen