Med Henrik Dahl i spidsen får såkaldte eksperter masser af medieplads til at lufte deres fordomme om forskellige mennesketyper i Danmark. Én gruppe synes dog at have undsluppet denne overfladiske kategorisering: Journalisterne. Det forsøger JOURNALISTEN nu at rette op på. Denne gang får kunst- og kulturskribenten en tur.

Den krukkede kunst- og kulturskribent elsker at møde lidt før om morgenen og stå tilpas længe foran sit dueslag med en livsklog pegefinger på hagen, mens han langsomt, langsomt går igennem de store mængder af farvestrålende og svært frankeret forlagspost, han altid modtager. Først når han vurderer, at et tilfredsstillende antal kolleger har set ham, bevæger han sig podagra-haltende gennem redaktionslokalet med små hysteriske skridt og himmelvendte "Jamen herregud, I er jo blot nyhedsjournalister"- øjne og op på sit kontor, hvor han til kollegernes stadige undren altid smækker forurettet med døren.

Derinde tænder han med pertentlig omhu en af sine Sir Andrew-cigarillos, betragter med tilfredshed sin læsebrille-billed-byline fra dagens avis, suger røgen skråsikkert ind og foretager dagens første journalistiske opkald til sin kilde i galleribranchen. Kolleger, der går forbi i samme øjeblik, kan gennem døren høre ham sige: "Ja, så sad jeg der på Nouvelle og hvad giver du, fiskesuppen var lunken" med den indsmigrende og kraftigt påtagede læspen, han bruger under alle sine interview.

Den krukkede kunst- og kulturskribent har elleve perfekte halvmåner på sin omfangsrige krop. Ti på sine forbilledligt velholdte "najle" og den sidste på toppen af sit højpandede hoved, hvis konstante, kloge og aldersfremskredne "jeg-tænker-over-tilværelsen"-panderynken faktisk får hele hans ansigt til at se ud som en tredje tommelfinger.

Går, uanset årstiden, altid rundt med et langt tørklæde af silke om halsen, som han på fuldstændigt vilkårlige tidspunkter med fægtende og stærkt iscenesatte armbevægelser kaster omkring sig, hvorefter han kan finde på pludselig at stivne i guddommelig inspiration, slå hænderne hårdt sammen og højt udbryde: "Heureka." Endnu har ingen rigtigt regnet ud hvorfor.

Bruger ofte megen tid med at stå i arbejdspladsens elevator for dér at nyde synet af De Grønne Bude i deres åh, så tætsiddende tøj. Synet af de baldestramme cykeldragter er næsten lige så mageløst for ham som at overvære en balletforestilling. Men også kun næsten. Den susende behagelige blodtilførsel mellem benene – den, der er selve drivkraften bag hans skriverier – opnår han først og fremmest ved oplevelsen af ægte, uforfalsket finkultur. Ballet, opera, knejsende arkitektur, billedkunst, store vine og avancerede retter har altid givet ham en klump – både i halsen og på det sted, hvor små drenge kan gå hen og blive til sådan nogle store, stærke mænd.

Den krukkede kunst- og kulturskribent er til stede ved samtlige åbninger i byen, også selvom det kun drejer sig om åbningen af en kuvert. Er en rigtig buffet-bisse og propper med det samme munden fuld af laksekanapéer, hvorefter han – stadig med mad i munden – højlydt brokker sig over arrangementets ualmindeligt ringe beskaffenhed. Bliver dog hurtigt mildnet, hvis der er kendte til stede, hvilke han, som den store minglevase han er, straks klæber sig til.

Er frygtet overalt for sine pludselige hysteriske anfald, for sin løjerlige lunefuldhed, for sit nådesløse engagement i kommadebatten og for sin evne til at overfuse især yngre medarbejdere, hvis de f.eks. er kommet til at skrive Gud med lille g. Lider dog selv af den vildfarelse, at det er hans pen, og ikke hans person, der er frygtet.

Træffes bedst, når han under påskud af "at arbejde hjemme" sidder i sin stuktunge Frederiksberg-lejlighed, mens han i slåbrok højt hører Rossini, spiser fyldte chokolader og hidsigt hysser på sin bofælle "Antonio" – en lille, skuttende og altid frysende gravhund.

Er journalistikkens svar på Inspector Clouseau. Har som han en voldsomt affekteret udtale, giver sine chefredaktører konstant dårlige nerver og ender, uanset hvor bizart og latterligt han end optræder, altid med at tage æren for andres arbejde.

Klummen skrives på skift af freelancejournalisterne: Jens Korse, Flemming Chr. Nielsen og Jens Vilstrup