Med Henrik Dahl i spidsen får såkaldte eksperter masser af medieplads til at lufte deres fordomme om forskellige mennesketyper i Danmark. Én gruppe synes dog at have undsluppet denne overfladiske kategorisering: Journalisterne. Det forsøger JOURNALISTEN nu at rette op på. Denne gang får "Jeg-er-på"-praktikanten en tur.

"Jeg-er-på"-praktikanten lider voldsomt af den vrangforestilling, at journalistik – på linje med "Big Brother," "Hvide Løgne" og "Robinson-ekspeditionen" – er noget, man bliver castet til. Gi'r den derfor – fra det øjeblik vedkommende første gang går ind gennem døren på Journalisthøjskolen eller en af de andre uddannelser – alt, hvad den kan trække i rollen som "film-noir"-privatdetektiv, med overdreven panderynken, overlegen "seen it-done it"- trækninger i mundvigene, en smøg i kæften og en urokkelig "jeg-har-svar-på-alt"- attitude.
Går derefter rundt og bruger flittigt det nyudstedte pressekort til at komme foran i diskotekskøerne og gratis ind til koncerter, mens vedkommende venter på at blive opdaget til selve castingen (praktikantsamtalerne). Går gerne direkte gennem nåleøjet til de landsdækkende medier, eftersom både vejlederen og chefredaktøren disse steder ofte selv er steget til tops ved at bruge samme metode.
Efter at have siddet ved "det-er-os-der-bliver-til-noget"- bordet i kantinen og hånet de praktikanter, der kun kom på Midtjyllands eller Flensborg Avis (hvor man på en formiddag lærer at skrive en hel avisside, mens "Jeg-er-på"-praktikanten bliver stærkt indigneret over kun at få to dage til at skrive en foromtale af et tv-program), er de klar til at indtage hovedstaden. For drengenes vedkommende i slidte, hoftelange "jeg-er-anmelder-på-Weekendavisen"-skindjakker, skuldertaske og tilbageredt, geléfyldt Milano-hår. Pigerne i kropsnære bluser med STORE V-udskæringer, narrestregsopsat hår, pornonegle og et slidt "jeg-har-bollet-Morten-Sabroe"-udtryk i øjnene.
Begynder karrieren med at tage ordet på det allerførste redaktionsmøde med et: "Hey, ku' det ikke være fedt at interviewe Amdi Petersen", men bliver dog til sin store ærgrelse i stedet koblet sammen med den bekymrede miljøjournalist for at lave et tema om konsekvenserne af tilbageføringen af Skjern Å. Formår dog hurtigt – ved vedvarende og særdeles målrettet igleagtig indsmigren til fester og i kantinen – at gøre sig populær hos de hotte navne og hos de redaktører, der reelt sidder på magten. (For drengenes vedkommende ofte ved – stædigt iført anmelderjakken – at skamrose mediet og dets navne til det bliver lyst, mens pigerne kan tage V-udskæringen og de afsidesliggende kontorer og kopirum til hjælp). Kommer derfor inden længe på to måneders reportagetur til USA.
Adskiller sig dermed voldsomt fra "den pålidelige praktikant," hvis konstante sliden og ivrighed for faget udgør rygraden i enhver journalistisk udgivelse, men som arbejder uden selviscenesættelse og derfor ikke bliver hverken påskønnet eller bemærket i nær samme grad.
"Jeg-er-på"-praktikanten er meget svær at komme i kontakt med (er altid enten i udlandet, til møde eller har gang i noget stort), men kan dog træffes på Andy's Bar i Gothersgade klokken 03.00 om morgenen på alle hverdage, hvor vedkommende hosterygende og med drukrøde øjne sidder – stadig stædigt iført anmelderjakken – og diskuterer højrøstet med ligesindede, hvorvidt en journalist kan være objektiv. Kommer derfor ofte for sent til morgenmøderne, men undskylder det henkastet med et: "Ja, undskyld, men jeg sad altså oppe hele natten for at skrive et hørespil."
Er journalistikkens svar på Ringo Star. Kan ikke rigtigt noget ud over at slå på tromme for sig selv, men opfører sig alligevel altid som en rigtig Beatle.

Klummen skrives på skift af freelancejournalisterne:Jens Korse, Flemming Chr. Nielsen og Jens Vilstrup