Med Henrik Dahl i spidsen får såkaldte eksperter masser af medieplads til at lufte deres fordomme om forskellige mennesketyper i Danmark. Én gruppe synes dog at have undsluppet denne overfladiske kategorisering: Journalisterne. Det forsøger JOURNALISTEN nu at rette op på. Denne gang får sportsjournalisten en tur.

Den sentimentale sportsjournalist lever sit liv i en gammeldags drengebog. Under titler som “Indover, Ulrik” og “Ingen driller Drible-Jan” drømmer han dagligt om, at det i virkeligheden er ham, der finter sig gennem modstanderens forsvar med “bolden klistret til fødderne”, inden han med et magisk bananspark hamrer den op i treeren og bliver hyldet af holdkammeraterne og det ellevilde publikum.
Men det indre spejlbillede matcher ikke det ydre. Den sentimentale sportsjournalist ligner desværre én, der er kommet til at sluge fodbolden i stedet for at banke den i mål. Er i en hastigt fremskreden alder og for længst fraskilt. Kan skyldes det faktum, at han over for sin tidligere kone insisterede på at kalde hendes bryster for “Michael” og “Brian” (“Jamen, de er da i familie og det ene ER da større end det andet …”).
Bor nu alene sammen med sin store samling af gamle kampprogrammer, hvoraf det fra sæsonens sidste kamp i oktober 1980 mellem Næstved og KB, da “baronen” Hans Aabech tre minutter før tid tryllede og gjorde KB til Danmarksmestre, har fået en fremtrædende plads. (På farveforskellen i tapetet kan man dog se, at konen før i tiden havde et stort Monet-billede hængende samme sted).
De fleste aftener og samtlige weekender tilbringer han på redaktionen ved sit skrivebord, hvor gamle kantinetallerkner med stivnede sovserester har hobet sig op overalt, mens han med hånden i en pose ostepops sidder og falder i søvn til kampe, han ikke skal dække.
Er stadig dybt præget af den samme frygt for kvinder og deres mærkelige “talen om tingene”, hvilket han led voldsomt af som trettenårig. Benytter derfor enhver lejlighed – privat som professionelt – til at flygte ind i et imaginært herreomklædningsrum, hvor den drøje dunst af dreng – bestående af jordslået, vådt håndklæde glemt i sportstaske, af vammelsøde sukkerprutter (for meget vingummi kombineret med kropslig anstrengelse), af “Fisse”-råb med overgang i stemmen og af sved uden hormoner – simpelthen er så stærk, at det er umuligt for det modsatte køn at trænge igennem den.
Derinde mødes han med ligesindede kolleger og hælder Faxe-Kondi-klicheer ud i samme takt, som de store fadøl ryger ind. Selv synes han dog, han er lidt sproglig lækker, når han siger eller skriver: “Det garderhøje forsvar”, “Den myreflittige midtbane”, “Overskuddet går til Frelsens Hær”, “Det er nu én gang målene, der tæller”, “Et virkelig godt tidspunkt at score på”, “Et utroligt løbepensum”, “Nu må der ses fremad, vi tager én kamp ad gangen”, “Uldjyderne fra Ikast”, “Støvlelandet Italien” og “Bolden er jo rund, så …”. Alt sammen vendinger, der er at finde i hans såkaldte “analyser”, hvis linjeantal konsekvent er omvendt proportionalt med indholdet.
Den sentimentale sportsjournalist er en samler. Særligt komplet ligegyldig og ubrugelig sportsstatistik er hans favorit. Kan derfor navnene på samtlige venstrebensspillere i Europa og kender det nøjagtige antal landsholdsudekampe med islandske linjedommere.
Er fast mand på sit medies fodboldhold. Træffes derfor bedst i Fælledparken en gang om ugen iført korte bukser og stumpet holdtrøje, mens han udmattet og med spyt på læben som en gal prøver at løbe fra sin alder.
Er journalistikkens “centerboldhenter”. Står gerne og venter i timevis ved sidelinjen i det stadionoplyste efterårsmørke i håbet om, at en bold vil blive skudt i hans retning. Sker det, spæner han efter den og skynder sig derefter tilbage på redaktionen for at skrive en lang “analyse”, der over fire spalter fortæller, at hvis vi vinder får vi tre point.

klummen skrives på skift af freelancejournalisterne: jens korse, flemming chr. nielsen og jens vilstrup