search

VILSTRUPS TYPE-TJEK, DEL 3

Med Henrik Dahl i spidsen får såkaldte eksperter masser af medieplads til at lufte deres fordomme om forskellige mennesketyper i Danmark. Én gruppe synes dog at have undsluppet denne overfladiske kategorisering: Journalisterne. Det forsøger JOURNALISTEN nu at rette op på. Denne gang får erhvervsjournalisten en tur.
Med Henrik Dahl i spidsen får såkaldte eksperter masser af medieplads til at lufte deres fordomme om forskellige mennesketyper i Danmark. Én gruppe synes dog at have undsluppet denne overfladiske kategorisering: Journalisterne. Det forsøger JOURNALISTEN nu at rette op på. Denne gang får erhvervsjournalisten en tur.

 

Den ærgerrige erhvervsjournalist går uendeligt meget op i penge, selvfølgelig dem han skriver om, men allermest dem, han får. Diskuterer altid med indigneret lidenskabelighed emnet løn og har ofte svedige mareridt, hvor han drømmer, at han er kommet til at røbe, hvor meget han selv tjener. Er bladets suverænt bedst betalte, men brokker sig ikke desto mindre højlydt til alle, der gider høre på det (de andre erhvervsjournalister) over sin løn og sidestiller uden antydningen af ironi sig selv og sine arbejdsforhold med en tørvegraver fra sidste århundredskifte.
Bruger vedvarende og med uforbeholden begejstring tillægsordet “sexet” om alle sine artikler, uanset om det er en stort opsat temaartikel om generationsskiftet inden for grovvaresektoren eller det blot er en note om et kursfald i Codan. Og tag ikke fejl. Han mener det.
Hans sproglige blomsterbed er voldsomt angrebet af klichékål. Alligevel mener han nok, at han kan give skønskriverne fra kulturredaktionen sprogligt tørt på.
Det sker hver gang, han (og alle de andre erhvervsjournalister) kalder en fusion for et “ægteskab”.
Er til forskel fra trendjournalisten aldrig på fornavn med nogen – hverken sine kollegaer eller sine kilder – og skriver derfor altid: “… siger Duch-Pedersen.”
Også hans kone (som han mødte dengang de begge sad i gymnasiets elevråd) er med årene begyndt at føle sig bedst tilpas ved at kalde både ham og hans kønsdel ved efternavn.
Ser på trods af sin skummetmælksagtige udstråling sig selv som “en af de tunge drenge”, hvilket da også bekræftes hver gang “Børsens Nyhedsmagasin” ringer for at headhunte ham. Når det sker, plages han altid i dagene efter af mærkelige og våde drømme om den lange rente.
Dukker meget sjældent op til bladets personalefester. Det kan skyldes, at alle de kvindelige medarbejdere, han nogensinde har siddet ved siden af, straks er løbet skrigende bort, bare fordi han gerne ville vise dem, hvor meget sjov man egentlig kan få ud af sådan en mobiltelefon.
Når han endelig møder frem, er han sådan set meget tjekket i sin påklædning (bortset fra de forvaskede, hvide sokker med én blå og én rød stribe foroven og med slap ankelelastik). Men som regel bliver han meget fuld meget hurtigt, og efter i hulkegrin at have sagt “Go’ Dow Jones” til samtlige kvindelige tilstedeværende, tager han en taxa hjem, inden festen er begyndt.
Har dog engang haft en affære med en sekretær på bladet, men det kom aldrig længere end til lidt brystgramsning og kejtede kys i kopirummet (kan skyldes, at han midt i det hele tog det lommetørklæde, han altid går med, frem og pudsede sin næse). Kan dog have en vis appeal til karrieresyge, kvindelige mellemledere, der véd, at det er erhvervsjournalisten, der stiger hurtigst i graderne. Er nemlig meget populær hos ledelsen, eftersom han deler den samme sære benovelse for bundlinjer.
Har en underlig form for matematisk humor og synes derfor, det er sjovt at kalde Mærsk-McKinney Møller for Kubikmeteren (M i tredje). Kan dog også grine hysterisk af Linie 3, Eddie Skoller og Shu-bi-dua. Er blandt de få mennesker i verden, der på mirakuløs vis stadig ufortrødent render rundt og citerer ordene “Bop-bop-bop” fra De Nattergales julekalender.
Ud over at dyrke sin altopslugende interesse for at løse gåderne på bladet Ingeniørens bagside, er yndlingsbeskæftigelsen at sidde ved computerskærmene på Erhvervs- og Selskabsstyrelsen sammen med kollegerne og spille “Den tavse Cavling-hævner.” Er en journalistisk gravhund. Selvfølgelig nogle gange på grund af de historier han finder frem, men oftest fordi han lider af den udbredte vrangforestilling, at enhver erhvervsleders bukseben er en hunhund.

Klummen skrives på skift af freelancejournalisterne: jens korse, flemming chr. nielsen og jens vilstrup

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen