Vilas på 16 tager fri fra skole, når #dkpol gløder

Mens andre 16-årige spiller fodbold eller går til svømning, har Vilas Holst Jensen stiftet nyhedsmediet JuniorMedia News, som leverer nyheder til unge. Han drømmer om at blive uddannet journalist
  • Jacob Nielsen
    Vilas Holst Jensen på Christiansborg. »Det er lidt specielt at blive interviewet af en folkeskoleelev om parallelaftaler og omprioriteringsbidrag,« siger Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen.
14.05.2016 · 11:14

Kammeraterne i 9. klasse syntes, det var det fedeste at være på lejrskole i Prag. Men Vilas Holst Jensen ærgrede sig over ikke at være hjemme i Danmark den første tirsdag i oktober.

»Jeg ville virkelig gerne have dækket Folketingets åbning. Det ville have været en stor oplevelse, og så havde det selvfølgelig været fedt med historier og interviews derfra på sitet. Det irriterer mig stadig, at jeg ikke var hjemme,« siger Vilas Holst Jensen.

Han har stiftet nyhedsmediet JuniorMedia News, som leverer nyheder til unge mellem 15 og 25 år. På hjemmesiden juniornyt.dk og på Facebook, Twitter og YouTube dækker den unge folkeskoleelev nyheder fra hele verden med artikler, analyser og video.

Lige nu kan man på juniornyt.dk for eksempel finde historier om trepartsforhandlingerne, kontanthjælpsloft, en islandsk statsminister, der går af – samt et over 13 minutter langt videointerview med justitsminister Søren Pind om overvågning og bekæmpelse af terror.

»Jeg prøver at få forklaret det politiske til de unge, så de forstår det. Jeg tror, at meget af det, der bliver skrevet og sendt af de øvrige medier, er ret uforståeligt for de unge,« siger Vilas Holst Jensen.

 

Vilas Holst Jensen hilser på Søren Pape Poulsen på Christiansborg. »Han er herinde hele tiden,« siger den konservative leder.
Foto: Jacob Nielsen

 

En vigtig målgruppe

Vi mødes på Toga Vinstue, der har den holbergske undertitel ”Det politiske kandestøberi” i Store Kirkestræde, ikke langt fra Christiansborg. Toga er tilholdssted for politikere og politiske journalister, der mødes og sludrer og sladrer over en øl eller to. 

Det er første gang, Vilas Holst Jensen er her, men formentlig ikke sidste. For ganske bemærkelsesværdigt sætter politikere på Christiansborg tid af til den fremstormende reporter. Ikke af ren høflighed, men fordi han er i kontakt med en vigtig målgruppe.

»Rigtig meget af den politiske dækning går helt hen over hovedet på de unge mennesker,« lyder det for eksempel fra Morten Østergaard, leder af Det Radikale Venstre.

»Derfor mener jeg, det er vigtigt, at vi er med til at støtte sådan en som Vilas, som brænder for at formidle politiske nyheder til unge.«

 

Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen har også set de journalistiske færdigheder i Vilas Holst Jensen. »Han er god til at spotte de ømme punkter og de svære spørgsmål,« siger hun.
Foto: Jacob Nielsen

 

En demokratisk gave

Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten, går skridtet videre og kalder den unge mand for en demokratisk gave.

»Han ved jo noget om den målgruppe, han skriver til. Politik skulle gerne kommunikeres til alle mennesker i det danske samfund. Ikke kun til dem, der er så voksne, at de har abonnement på Berlingske eller Politiken eller gider se TV Avisen. Derfor er han jo en demokratisk gave, som man ikke kan andet end at bakke op om,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Vilas Holst Jensen fik sin interesse for journalistik og politik, da han af sine forældre blev tvunget til at se DR’s dramaserie ’Borgen’.

»Jeg syntes, det politiske spil og samarbejdet mellem journalisterne og politikerne var enormt spændende. Jeg blev i det hele taget fanget af, hvordan journalister arbejder,« siger Vilas Holst Jensen.

I dag tager han ofte ind på Christiansborg for at interviewe politikerne om verserende sager og dagsordener. Nogle gange tager han sågar fri fra skole for at kunne være på pletten, når der sker noget vigtigt – som da regeringen præsenterede sin nye finanslov eller senest under regeringskrisen omkring landbrugspakken, hvor De Konservative udtrykte mistillid til minister Eva Kjer Hansen.

»Det er vigtigt at lave nyhederne, mens de sker. Ellers er det jo i princippet ikke en nyhed længere. Derfor prioriterer jeg at være til stede, når der sker store begivenheder – også selv om det går ud over min skolegang,« siger Vilas Holst Jensen.

 

 

Ting, der er vigtigere end søvn

Da det stod klart, at regeringens liv stod på spil, tog Vilas Holst Jensen ind på Christiansborg for at rapportere om sidste nyt.

»Jeg fik ikke sovet så meget den nat, men det er klart, at når statsministeren truer med at udskrive valg, så er der ting, der er vigtigere end søvn.«

Men hvordan fik du skaffet dig adgang, så du for eksempel kunne komme ind og dække præsentationen af den nye finanslov?

»Jeg ringede bare til Heidi, som var pressechef i Finansministeriet, og præsenterede mig og spurgte, om jeg kunne komme ind uden pressekort, og så blev jeg skrevet i døren. Mere besværligt var det faktisk ikke,« siger Vilas Holst Jensen.

Spørger man Vilas Holst Jensen om, hvad han er mest stolt af at have lavet, så fremhæver han sit interview med den konservative leder, Søren Pape Poulsen. Interviewet handlede blandt andet om De Konservatives manglende fremgang og om folkeskolereformen og lektiecaféer.  At det blev et godt interview, er Søren Pape Poulsen enig i.

 

Vilas Holst Jensen i Folketingets paternoster.
Foto: Jacob Nielsen

 

Imponerede politikere

»Jeg er dybt imponeret over den politiske indsigt, han har i den alder, og hvordan han brænder for det. Jeg tror, han bliver journalistfaget en fantastisk mand engang,« siger Søren Pape Poulsen.

Hvorfor siger du ja til at stille op til interview med en selvlært 16-årig – har du ikke for travlt til det?

»Jeg sagde ja, fordi jeg syntes, han havde bevist noget med sit engagement. Han er herinde på Christiansborg hele tiden og driver sit medie ved siden af sin skole. Det synes jeg fortjener respekt, og det vil jeg gerne bakke op om,« siger Søren Pape Poulsen.

Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen er blevet interviewet af 9. klasse-eleven ved flere lejligheder. Hun synes, hans mission om at kommunikere politik til de unge er ”sej og vigtig”, og hun er særligt imponeret over hans ærgerrighed.

»Han har den der gode kombination af at være kvik og kæk. Han har ingen kvaler ved at skrive direkte til mig og spørge, hvornår vi skal lave det næste interview. Han kører på, og han gør det på en sød og charmerende måde.«

»Og så er han sindssygt skarp. Det er lidt specielt at blive interviewet af en folkeskoleelev om parallelaftaler og omprioriteringsbidrag. Han har virkelig sat sig ind i tingene, og han er god til at spotte de ømme punkter og de svære spørgsmål,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Vi forlader Toga og siger farvel. I morgen skal Vilas op og i skole i 9. klasse. Efter sommerferien starter han i gymnasiet, hvor han naturligvis har valgt den samfundsfaglige linje, da »det er den, der bedst kan ruste mig til at kunne klare optagelsesprøverne til Journalisthøjskolen«. 

 

Vilas Holst Jensen blandt malerier af tidligere politikere på Christiansborg.
Foto: Jacob Nielsen

 

 

Magasin: 

Kommentar

04/05/2016 - 13:23

Lasse Lindquist

Fed, læsværdig og inspirerende artikel. Tak for det, og alt godt til ham.

04/05/2016 - 20:19

Øjvind Hesselager

Kære Lasse

Tak for din konstruktive tone i debatten. Som her, hvor du roser - det gør vi for lidt i fagene, synes jeg - men også når du er ude med riven.

Hvis alle holdt det format, kunne vi løfte fagkritikken og erfaringsudvekslingen betydeligt.

Deklarering: Lasse er tidligere praktikant på Journalisten.

Mvh

Seneste jobopslag

Dokumentarkompagniet søger fotograf/klipper/visuel producer

dokumentarkompagniet
Ansøgningsfrist: 12.03

Chef for Koncernkommunikation og Presse i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet

Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet
Ansøgningsfrist: 06.03

Chef kommunikationskonsulent

Danske Bank
Ansøgningsfrist: 05.03

Teamleder til Kunder & Kommunikation i Landbrugsstyrelsen

Miljø- og Fødevareministeriet, NaturErhvervsstyrelsen
Ansøgningsfrist: 04.03

Graduate - Video Journalist, Corporate Communication

H. Lundbeck A/S
Ansøgningsfrist: 08.04

Erfaren kommunikationskonsulent til Vallensbæk Kommune

Vallensbæk Kommune
Ansøgningsfrist: 11.03

Ny kommunikationschef til Det Danske Hus I Palæstina

DHIP - The Danish House in Palestine
Ansøgningsfrist: 15.03

Digital redaktør - barselsvikar

Danmarks Nationalbank
Ansøgningsfrist: 28.02

Presseansvarlig søges til Københavns Politi

Københavns Politi
Ansøgningsfrist: 28.02

Kommunikationsmedarbejder

Aalborg Stift
Ansøgningsfrist: 05.03

Journalist

Dansk Socialrådgiverforening
Ansøgningsfrist: 28.02

Nyhedsjournalist til indlandsredaktion

JydskeVestkysten
Ansøgningsfrist: 01.03

Digital medieredigerende til Fagbladet 3F

3F
Ansøgningsfrist: 12.03

REDAKTIONEL ONLINE MANAGER

NORDJYSKE Medier
Ansøgningsfrist: 25.02

DIGITAL SOUSCHEF TIL REDAKTIONEN

NORDJYSKE Medier
Ansøgningsfrist: 25.02

Sjællandske Medier søger redaktør til Vordingborg

Sjællandske Medier
Ansøgningsfrist: 05.03

Dansk Socialrådgiverforening (DS) søger journalist til nyhedsbrev og fagblad

Dansk Socialrådgiverforening
Ansøgningsfrist: 28.02